Læsetid: 2 min.

Husk nutidens politik klart

Tre perkeres historier om Danmark
24. august 2001

(2. sektion)

På tværs
Den – måske på grund af sin behændige titel ofte citerede roman Generation X – revolverer omkring tre veluddannede enlige, som har opsagt deres abonnement på det moderne samfund.
I stedet sidder de i ørkenen og fortæller historier om det samfund, de hovedrystende, men ubekymrede har forladt.
De tre, Andy, Claire og Dag, fortæller under den californiske sol hver en historie over motivet: ’Husk jorden klart’. En narrativ variation over legen ’hvilke ti plader eller seksuelle partnere ville du tage med på en øde ø’.
Nu handler det bare om ét minde om jorden.
Det er nu ti år siden, Generation X udkom. I mellemtiden er Claire, Dag og Andy, ligesom alle andre ikke-danskere i hele verden, ganske givet indvandret til Danmark for at nasse på vores sociale ydelser og halalslagte vores burhøns.
Man kunne forestille sig, hvilke historier de tre fortæller, mens de sidder under lysstofrør i venteværelset på socialkontoret og venter på at modtage danske tusindkronesedler. Hvilke historier de ville fortælle over motivet: ’husk nutidens danske politik klart.’

Er Ivar dum?
Dag ville fortælle om velfærdsstaten, der tømmer familien for funktioner ved at professionalisere menneskelig omsorg. Men så alligevel ikke gider det med omsorg. »Men«, siger Dag og hilser på en kurdisk millionær, der træder ind i lokalet, »danskerne designer en løsning. De skjuler bare de fattige for resten af befolkningen!«
Under en julefrokost i Finansministeriet digter man på melodien til Glade Jul en tekst om et opsving, som på omkvædet »fuld beskæftigelse« bliver et lidt tarveligt, men effektivt hit.
Claire ville fortælle et kort forløb:
»En ministeriel tænke-tank,« siger Claire og kigger på sit Rolexur, »leverer ved at kopiere menneskerettighederne en dejligt ambitiøs definition på danske værdier. Selvfølgelig skal nydanskerne lære den danske tolerance for at få noget integration«.
To dage efter følger første lektion. Dansk Folkeparti byder i landets største avis 4473 nye statsborgere velkommen ved at bringe samtlige navne, så andre danskere kan sende opskrifter på frikadeller og danske vittigheder.
Imponeret fortæller Claire om oppositionens leder, der samme aften belønner partiet for god danskhed ved at tilbyde en bro mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Andy ville have fortalt om 100-års dagen for dansk parlamentarisme. Hvordan en bog udkommet samme dag afslørede, at den reelle lovgivning er flyttet fra Folketinget til ministerierne.
Hvordan Folketingets formand den dag udtalte: »Det gælder om at lave love, som de kan forstå i ministerierne og i administrationen«.
Andy ville rose systemet for at være så idiotsikret, at en tilsyneladende så ufatteligt ubegavet mand som Ivar Hansen kunne lede Folketinget.
Men Andy havde fået så meget dansk social velfærd, at han var faldet i søvn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her