Læsetid: 7 min.

’Huxleys forudsigelser var så overmåde præcise...’

24. august 2001

(2. sektion)

Hovedpersonerne i Michel Houellebecqs ’Elementarpartikler’ er de to halvbrødre Bruno og Michel, hvis liv vi følger. Mens Michel har fjernet sig åndeligt og følelsesmæssigt fra verdenen, for at hellige sig sine genetiske studier, har Bruno kastet sig ind i alverdens sexuelle udskejelser. Som repræsentanter for rationaliteten på den ene side og sensualismen på den anden, udgør de to modsatrettede poler for menneskers søgen efter en mening med livet.
Her er vi i kapitel ti, hvor Bruno og Michel for en gangs skyld er sammen og snakker om de litterære forlæg for den moderne biologi, og dens iboende ønske om at tilnærme sig det evige og lykkelige liv:

Boguddrag
BRUNO ANKOM VED nitiden, han havde allerede drukket lidt og ønskede først at tale om teoretiske emner. »Det har altid slået mig,« lagde han ud, inden han overhovedet havde sat sig, »at de forudsigelser, Aldous Huxley kom med i Fagre ny verden, var så overmåde præcise. Det er nærmest hallucinerende, når man tager i betragtning, at bogen blev skrevet i 1932. Lige siden har den vestlige verdens samfund forsøgt at nærme sig den model. Der er en stadig større grad af kontrol med forplantningen, hvilket en skønne dag fører til, at man helt får den adskilt fra det seksuelle samvær, og til at menneskets forplantning kommer til at foregå i laboratorier under genetisk set fuldkommen sikre og stabile betingelser. Som konsekvens forsvinder familierelationer og begreber som faderskab og slægtskab. Takket være de farmaceutiske fremskridt formår man også at udslette skellene mellem de forskellige aldersklasser. I den verden, Huxley beskriver, har en 60-årig mand de samme aktiviteter, det samme udseende og de samme lyster som en ung mand på 20. Og når det så ikke længere er muligt at bekæmpe alderdommen, forsvinder man ved frivillig eutanasi; meget diskret, meget hurtigt og uden dramaer. Det samfund, der beskrives i Fagre nye verden, er et lykkeligt samfund, hvor tragedien og de ekstreme følelser er forsvundet. Den seksuelle frigørelse er fuldkommen, der står ikke mere noget i vejen for selvudfoldelsen og nydelsen. Der forbliver små øjeblikke af depression, sørgmodighed og tvivl; men de kan sagtens behandles med medicin, der er sket betydelige fremskridt inden for den kemiske udvikling af antidepressive og beroligende midler. »En kubikcentimeter helbreder ti følelser.« Det er præcis den verden, vi stræber efter nutildags, den verden vi ville ønske, vi allerede levede i.

»Jeg er godt klar over,« fortsatte Bruno med en håndbevægelse, der skulle afværge en indvending, Michel ikke var kommet med, »at man for det meste beskriver Huxleys univers som et totalitært mareridt, at man forsøger at foregive, at bogen er en voldsom kritik; men det er det rene hykleri. Brave New World er på alle punkter – genetisk kontrol, seksuel frihed, kampen mod alderdommen, fritidssamfundet – et paradis for os, det er faktisk præcis det samfund, som vi – indtil videre uden succes – prøver at nå frem til. Der er kun én ting, der nutildags støder vores egalitære – eller rettere meritokratiske – værdisystem lidt, og det er, at samfundet er delt op i kaster, der udfører forskelligt arbejde alt efter deres genetiske natur. Men det er også det eneste punkt, hvor Huxley har vist sig at være en dårlig profet; det er netop det eneste punkt, hvor udviklingen af robotiseringen og automatiseringen har gjort det nærmest overflødigt. Aldous Huxley er helt uden tvivl en dårlig forfatter, hans sætninger er tunge og blottet for ynde, hans personer er intetsigende og mekaniske. Men han har haft denne – helt grundlæggende – intuition om, at udviklingen af samfundet igennem flere århundreder har været og i stadig stigende grad vil blive styret af videnskaben og teknologien. Han manglede ganske vist finhed, psykologi og stil, men det vejer ikke særlig tungt i forhold til hans grundlæggende intuition. Og han forstod som en af de første forfattere, inklusiv science fiktion-forfatterne, at efter fysikken var det nu biologien, der ville komme til at spille den førende rolle.

Bruno holdt inde og opdagede så, at broderen havde tabt sig lidt; han så træt, bekymret og endda en smule distræt ud. Han havde faktisk forsømt at købe ind i nogle dage. Til forskel fra tidligere år var der en masse tiggere og avissælgere tilbage foran Monoprix; det var ellers midt om sommeren, en årstid, hvor fattigdommen plejede at virke mindre trykkende. Hvordan ville det så blive, når der kom krig? tænkte Michel, når han kiggede ud ad vinduet og så tiggerne bevæge sig rundt som i slowmotion. Når krigen brød ud, hvad ville der så blive af skolestarten? Bruno skænkede sig lidt mere vin; han begyndte at blive sulten og blev nærmest overrasket, da broderen svarede ham med opgivende stemme:

»Huxley var ud af en stor familie af engelske biologer. Hans bedstefar var ven af Darwin og skrev en hel del til forsvar for udviklingsteorierne. Hans far og hans bror Julian var også velrenommerede biologer. Det er en engelsk tradition med intellektuelle pragmatikere, liberale og skeptikere; meget forskellige fra oplysningstiden i Frankrig, i langt højere grad baseret på observation, den eksperimentelle metode. Gennem hele sin ungdom havde Huxley haft lejlighed til at træffe de økonomer, jurister og ikke mindst videnskabsmænd, som faderen inviterede hjem. Han var nok den eneste blandt sin generations forfattere, der var i stand til at forudse de fremskridt, der ville ske inden for biologi. Det ville alt sammen være gået meget hurtigere uden nazismen. Den nazistiske ideologi har i høj grad været medvirkende til at bringe ideerne om eugenik og arvehygiejne i miskredit; der skulle gå adskillige årtier, inden man kom tilbage til det igen.« Michel rejste sig og trak en bog ud af reolen med titlen What Dare I Think »Den er skrevet af Julian Huxley, Aldous’ storebror og udgivet allerede i 1931, et år før Fagre ny verden. Heri fremlægges alle de ideer om genetisk kontrol og arvehygiejne, også hvad angår menneskearten, som broderen gør brug af i romanen. Det præsenteres alt sammen uden omsvøb, som et ønskeligt mål, man skal stræbe efter at nå.

Michel satte sig op og tørrede sig over panden. »Efter krigen i 1946 blev Julian Huxley udnævnt til generaldirektør for Unesco, der netop var blevet dannet. Samme år udgav broderen Gensyn med Fagre ny verden, hvor han forsøgte at få den første bog til at tage sig ud som en kritik, en satire. Nogle år senere var Aldous Huxley blevet en vigtig teoretisk garant for hippiebevægelsen. Han havde altid været talsmand for fuldkommen seksuel frihed og havde spillet en pionerrolle i brugen af psykedeliske stoffer. Alle grundlæggerne af Esalen kendte ham og var påvirket af hans tankegang. Senere var det New Age, der fuldkommen overtog de grundlæggende temaer fra Esalan. Aldous Huxley er faktisk en af århundredets mest indflydelsesrige tænkere.«
(....)
Han holdt inde, dyppede en dybhavsreje i chilisaucen og lagde pindene fra sig. »Ligesom sin bror var Aldous Huxley optimist ...«, sagde han til sidst nærmest med afsky. »Den metafysiske mutation, der både var oprindelsen til materialismen og den moderne videnskab, har haft to store konsekvenser: rationalismen og individualismen. Huxleys fejl var, at han fejlvurderede forholdet mellem disse to konsekvenser. Nærmere bestemt bestod hans fejl i, at han undervurderede intensiveringen af den individualisme, der forårsagedes af en skærpet bevidsthed om døden. Individualismen afføder frihed, jeg-fornemmelsen og behovet for at adskille sig fra og være bedre end andre. I et rationelt samfund, sådan som det beskrives i Fagre ny verden, kan man afbøde denne kamp. Den økonomiske konkurrence, der er en metafor for beherskelse af rummet, har ikke længere nogen eksistensberettigelse i et rigt samfund, hvor de økonomiske strømninger beherskes. Den seksuelle konkurrence, der gennem forplantningen er metafor for beherskelse af tiden, har ikke længere nogen eksistensberettigelse i et samfund, hvor adskillelsen forplantning-sex er fuldkommen gennemført; men Huxley glemmer at tage højde for individualismen. Han forstår ikke, at seksualiteten, når den først er udskilt fra forplantningen, i mindre grad opretholdes som nydelsesprincip end som narcissistisk differentiering; det samme gælder begæret efter rigdom. Hvorfor har den svenske socialdemokratiske model aldrig formået at vinde over den liberale? Hvorfor har man aldrig så meget som forsøgt sig med den, hvad angår seksuel tilfredsstillelse? Fordi den metafysiske mutation, der affødes af den moderne videnskab, medbringer individuation, forfængelighed, had og begær. I sig selv er begæret – i modsætning til nydelse – kilde til lidelser, had og ulykke. Det har alle filosoffer – ikke kun buddhister, ikke kun kristne, men enhver, der fortjener at blive kaldt filosof – vidst og skrevet. Utopisternes løsning – fra Platon over Fourier til Huxley – består i at slukke begæret og de lidelser, det medfører, ved at organisere sig, så det tilfredsstilles øjeblikkeligt. I modsætning til dette bestræber det erotisk-reklamemæssige samfund, vi lever i sig på at organisere begæret, at hæve begæret til uhørte højder, samtidig med at tilfredsstillelsen af det opretholdes i privatssfæren. For at samfundet kan fungere, for at konkurrencen kan fortsætte, må begæret bestandigt vokse, udvide sig og æde menneskenes liv op.« Han tørrede sig udmattet over panden; han havde ikke rørt maden.

*Oversættelse: Tine Byrckel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her