Læsetid: 4 min.

Hvorfor skal det være så kedeligt

Debutanten Jeff Matthews synes at bøger skal op i tempo – ellers tænder folk bare for fjernsynet
22. august 2001

Litteratur
Stemningen på Rosinante er elektrisk. Folk hvisker om forespørgsler fra udlandet og mulige filmkontrakter – indbegrebet af ethvert forlags ambition om deres debutanters skæbne.
Anledningen er en lille selvlysende bog, der ved første øjekast ligner Joyce’s Finnegans Wake udsat for Tomb Raider på coke. Ved nærmere eftersyn viser den sig at være en hektisk odyssé gennem Københavns natteliv, med et knivdrab som udgangspunkt og fortumlede besøg i den nynazistiske og tabloidopgejlede underverden som følge. Bogen hedder Halality, og dens 27-årige forfatter Jeff Matthews er halvt australier og opvokset i Danmark. Men er der noget, han ikke gider læse, er det danske bøger.
– Prøv selv at forklare din stil for nogen, som ikke kender den?
»Det er anderledes på den måde, at læseren i min historie er mere til stede, i og med at man er inde i hovedet på fortælleren. Det hele er ikke så forklarende og udpenslende. Jeg har prøvet at skabe et flow, og det gør man nemmest ved at holde tempoet oppe. Mine replikker kører som et manuskript – ligesom i virkeligheden, hvor der jo ikke er noget med ’sagde han,’ ’sagde hun,’ ’siger jeg’. Den danske litteratur, jeg har læst, har som regel været alt for kedelig, udpenslende og akademisk. Jeg er mere til de korte, tempoprægede ting.«
– Man kan godt blive lidt forskrækket lige når man åbner bogen og ser alle de mærkelige tegn, afbrudte sætninger og sammenstrikkede ord?

Universelle navne
»Jamen helt klart. Det foregår på et diskotek, folk råber og skriger, musikken er høj og der er alt for mange mennesker i forhold til, hvad der er plads til. Så bliver ens oplevelse sådan: Korte klip og med udråbstegn.«
»Jeg har prøvet at skabe en scene, der er halvt genkendelig og halvt fantasi. For eksempel foregår historien i København, men personerne har fantasinavne som Procyon og Phoenisis. Man skulle ikke på forhånd kunne sige: Nå ham der, han er i hvert fald dansker, og ham der er i hvert fald udlænding. Hvilket var en pointe, fordi en af personerne bliver stukket ned af nogle indvandrere – så ville jeg ikke have, at han skulle være sådan en oplagt dansk helt. Mine navne er jo stjernenavne, så bogstaveligt talt er de universelle. Og så synes jeg i øvrigt også danske navne er pissekedelige, no offense. Det synes jeg bare. De er jo meget flotte at høre på, men de fungerer ikke på skrift.«
– Hele den natteverden, dine personer bevæger sig rundt i, hvor folk er fulde og vælter rundt – det virker meget hjernedødt, eller i hvert fald bevidstløst?

Weekendzombies
»Det er det jo også, det er jo ren eskapisme. Det jeg også kalder weekendzombies – de træder vande i et eller andet ligegyldigt job eller studie, og så har de det at leve for. Den psykotiske legeplads.«
– De virker som om, de har en konstant tomhedsfornemmelse?
»Helt klart. En tomhedsfornemmelse, som mange unge mennesker har, og som vi paradoksalt nok udfylder ved at drikke os fulde og komme væk fra os selv i et par timer. En form for rastløshed, som i øvrigt også kommer af al den hjernedøde underholdning, folk fylder sig med.«
– Men hvorfor så skrive en bog? Den typiske opfattelse er jo at unge mennesker overhovedet ikke gider læse bøger mere?
»Jeg tror, man skal skrive bøger på nogle andre måder. Hvis man skal ramme den målgruppe, skal man op i det samme tempo som film, computerspil og tv-underholdning. Og man er nødt til at bruge et sprog, de forstår. Jeg har prøvet at skrive på en måde, som dem jeg kender ville synes var sjovt – masser af sprut og lir og mundsex og underholdning. Vulgært måske, men de fleste kan godt lide at læse om det. Og så har jeg prøvet at skrive om nogle ting, der fylder meget i vores liv, men andre tit ikke gider høre om. Hverdagssump, for eksempel. Hvis folk spørger, hvad man har lavet, gider de ikke høre, at man har ligget og set TV-shop. Men det har man bare tit! Nat&Dag har en klumme, der hedder ’7 dage & nætter’, hvor man følger et ungt menneske i en uge. I den klumme er der aldrig nogen, der bare stener. Det bliver bortredigeret. I klummen går de på udstilling og til reception og på café, og jeg ved ikke hvad, hele tiden. Sådan nogle liv er der da ingen, der lever.«
– Men hvorfor skal folk overhovedet læse bøger?
»Jamen det skal de for at få stof til eftertanke. Og det tror jeg gør, at man måske ikke dummer sig så meget. Bøger har en egenskab, andre medier ikke har, nemlig at de sætter noget i gang – og så slutter de. Og så er det op til dig at tage over derfra. Mens tv-serier derimod fortsætter hele tiden, eller også kommer der nogle nye, ikk’? Der kommer aldrig en besked: ’Vi ses senere. Tænk lige over det her i mellemtiden’.«

*Halality udkommer den 28. august på Rosinante

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu