Analyse
Læsetid: 4 min.

Den indiske stat er paranoid

Den dominerende elite har længe været skræmt over udenlandsk indflydelse, men aldrig tidligere har staten været så eksplicit omkring sin magt
16. august 2001

Næste gang nogle af mine venner fra Danmark kommer på besøg og bor hjemme hos mig, bliver jeg nødt til at fortælle det til den lokale politistation. Ellers kan jeg risikere at blive sat i fængsel i helt op til fem år eller idømt en bødestraf, eller begge dele, i henhold til vedtægter om udlændinge af 1971, som er vedtaget til Udlændingeloven fra 1946.
Indiens indenrigsministerium henledte fornyligt igen opmærksomheden på denne lovgivning gennem avisannoncer. Hvis Det Danske Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene – der stod bag Images of Africa og Images of the World-festivalerne – inviterer en religionsforsker til Images of Asia-festivalen i 2003, skal vedkommende have grønt lys fra den indiske regering for at tale på seminaret i København.
Hvis Amnesty International eller FN-højkommisariatet for Menneskerettigheder ønsker at afholde et seminar eller en konference i Indien, skal de først blåstemples af det indiske indenrigsministerium.
Alle, uden undtagelse, fra Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka,
Kina og Afghanistan skal godkendes af indenrigsministeriet, før de kan rejse ind i Indien. At de sydasiatiske udenrigsministre netop har afsluttet et møde i den sydasiatiske samarbejdsorganisation, SAARC, der har et charter om at fremme kontakter og udveksling mellem medlemslandenes befolkninger, er måske irrelevant i denne sammenhæng.
Indiske universiteter, der inviterer forskere til symposier eller seminarer, skal også ansøge indenrigsministeriet om tilladelse.
Ja, der er tale om det samme Indien, som bryster sig af at være et libaralt og demokratisk samfund; det samme land, som har mærket en stærk bølge af økonomisk liberalisering. Den samme indiske regering, som i internationale fora har været fortaler for den frie bevægelighed – ikke bare af varer og serviceydelser, men også af ideer og mennesker.

Disse seneste ordrer fra New Delhi vidner om paranoia på grænsen til xenophobi, og den specifikke grund, der gives, er den ’interne sikkerhed’.
Den dominerende elite har længe været skræmt over ’udenlandske indflydelse,’ men aldrig tidligere, ud over dengang Indira Gandhi suspenderede fundamentale friheder under den berygtede undtagelsestilstand mellem 1975 og 1977, har staten været så eksplicit omkring sin magt og sine politiske intentioner.
Mange i det nuværende styre, deriblandt premierminister Atal Behari Vajpayee, var brave modstandere af Indira Gandhis kortvarige diktatur. Men omkring 26-årsdagen for undtagelsestilstanden kom de med en barsk påmindelse om, at selv om spillerne var blevet skiftet ud, er spillet stadig det samme. Ud fra de talrige direktiver fra Indenrigsministeriet fremgår det tydeligt, at skræmmebilledet om den allestedsnærværende udenlandske indflydelse igen bliver brugt som et middel i regeringens politik. Henimod slutningen af sidste år udsendte indenrigsministeriet en ordre til blandt andet NGO’er om, at de skulle ansøge om tilladelse fra visse ministerier – nogle gange helt op til tre forskellige ministerier – før de inviterer udlændinge fra bestemte lande til konferencer, seminarer m.m.

Selv om de seneste henstillinger forsvares med ’ren rutine’ – og en gentagelse allerede er planlagt – har de kastet lys over regeringens besættelse af at lave regler om områder af det indiske samfund, der er beskyttet af paragraffer om fundamental frihed i den indiske grundlov. Hvis man ignorerer en sådan advarsel, risikerer man fængselsstraf, og den lægger nærmest op til uro, chikane, uretfærdig behandling, forfølgelse og bremser de grundlæggende rettigheder til at udtrykke sig og til at få information.
Denne snigende krænkelse af civile friheder har fremkaldt protester og kritik af, at regeringen vil gøre Indien til en ’intern sikkerhedsstat’. Denne overtrædelse af borgernes ret til privatliv og andre grundlæggende rettigheder anser velanskrevne jurister for ’uciviliseret’. Konferencer og seminarer om menneskerettigheder eller politiske, halv-politiske eller religiøse anliggender er især berørt. Udlændingelovgivningen, som disse seneste direktiver fra den indiske regering går ind under, blev oprindelig indført af landets kolonimagt. Målet var at true indbyggerne til at smække døren i for udenlandsk støtte til den indiske frihedskamp.

Det er mere paradoksalt, at indenrigsministeriet og udenrigsministeriet modarbejder hinanden. Mens udenrigsministeriet liberaliserer ved hjælp af regler og en forenkling af procedurerne, ser indenrigsministeriet ud til at vende tilbage til alt for strenge regler, som man burde have kastet over bord, da landet blev befriet fra den engelske kolonimagt.
Man kan ikke benægte en stigende terrorisme, der kommer udefra og ind over Indiens grænser. Men terrorister kommer ikke rejsende på legale visaer, og under alle omstændigheder stinker denne måde at behandle den interne sikkerhed på af det modsatte af liberalisme. Der er også dunkle forslag fremme om at få telefoncentraler og cybercafeer til at holde øje med, hvem der ringer hvorhen mellem byerne og internationalt og også at skrive detaljer ned om brugen og brugerne af Internettet. Selv nu, hvor Indien profilerer sig selv som en IT-nation, er det, at politiet også flytter ud i cyberspace, bestemt et tegn på, at en autoritær tænkemåde vinder indpas.
Efter mange protester gav Indenrigsministeriet efter. Udenlandske akademikere blev udeladt af visa-reglerne : Antallet af lande, der skulle gå ind under restriktionerne, blev sat ned fra 266 til fem. Landene er Pakistan,
Kina, Afghanistan, Sri Lanka og Bangladesh. Men det er stadig sådan, at mange familier har venner og slægtninge i de lande, især i Pakistan og Bangladesh, og at emnerne er nogle, der ofte diskuteres i den kommunikation mellem mennesker, der er så nødvendig for bedre forhold mellem nabolande. Det handler om, at man tillader rumrejser, men ikke, at man taler med sin nabo om vigtige emner. Man må spørge sig selv, om det sydasiatiske samarbejde er ved at forsvinde og dermed også drømmen om et sydasistisk fællesmarked eller en fælles mønt.

*Shastri Ramachandaran er redaktør ved The Times of India i New Delhi
*Oversat af Gitte Lyngby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her