Læsetid: 6 min.

Inspirationen fra USA

10. august 2001


(2. sektion)

Klaus Høeck, f. 1938
*»Ezra Pound (1885-1972) betød i de rigtig gamle dage meget for mig. Han laver de der Cantos-kæmpeværker, og det gør jeg også selv. Det har inspireret mig, at man kan lave så store ting; hele den tradition med at lyrik også kan være magnum. Pound blev anklaget for landsforræderi, fordi han rejste til Italien under Anden Verdenskrig og sad og forsvarede Mussolini. Det var lidt pinligt, men hans digtning er altså stor, det er der ikke noget at gøre ved! Allen Ginsberg (1926-1997) har også betydet noget for mig, fordi han begyndte på det med at få dagligdagen ind i lyrikken i stedet for alt det englefis.«

Ursula Andkær Olsen, f. 1970
*»Jeg har læst mest Gertrude Stein (1874-1946). Det er ikke nødvendigvis lyrik. Hende synes jeg er sej. Altså den her underlige blanding af skarphed og naivitet. I det, jeg har læst af hende, som er prosaagtigt, er prosaen helt brudt... nej, hun gentager. Hun laver prosaen til poesi. På en måde minder det lidt om Samuel Beckett. Det minder om, at man egentlig er i gang med at fortælle et eller andet, men så bliver det også til musik samtidig; at der er en særlig flade mellem betydningerne. Det er noget med strukturen. Der er mønstre i teksten, og nogle betydningsophvirvlinger, så man kommer i tanker om noget helt andet, som slet ikke har noget med noget at gøre.«

Thorkild Bjørnvig, f. 1918
*»Tidligere fulgte jeg meget med i amerikansk lyrik og havde en hel del med det at gøre. Jeg kendte William J. Smith, han er en stor amerikansk lyriker, som har inspireret mig for mange år siden. Han oversatte Pagten. Han har skrevet en meget kendt digtsamling og har vundet flere lyrikerpriser.«
– Hvordan har han inspireret dig?
»Ja, det kan jeg ikke forklare her i telefonen, det må du altså undskylde. Den slags render jeg ikke rundt med. Det kan jeg ikke. Men jeg har planer om at deltage i lyrikfestivalen for at komme lidt med igen i amerikansk litteratur.«

Jørgen Gustava Brandt, f. 1929
*»Disse helt nye contemporary digtere kender jeg ikke ret meget til. De seneste, som jeg har dyrket i sin tid, er jo sådan nogle som Allen Ginsberg, Jack Kerouac (1922-69) og Lawrence Ferlinghetti, (f. 1919). Men der var ikke rigtig nogen påvirkning fra dem for mit vedkommende. Den 1960-modernisme, vi havde her i Danmark, var jo nærmest samtidig. Jeg tænkte, jamen det er det, vi selv er i gang med. Og hvis det endelig skal være har jeg i min ungdom haft meget stor interesse i Walt Whitman (1819-92). Whitmans åbne digte, ja, det er jo næsten en form for knækprosa før tiden (det kan man dårligt kalde det) men det er dog en meget åben digtning. Det er klart, at det har betydet noget for en.«

Pia Juul, f. 1962
*»En af mine store heltinder er Sylvia Plath (1932-1963) – og Emily Dickinson ligeså. De to amerikanske damer har jeg læst meget. Da jeg opdagede Plath, var det virkelig revolutionerende for mig, for hun havde en så uhyggelig, dyster tone og abstraktion i sine digte. Det er længe siden, men det påvirkede mig meget dengang. Og Emily Dickinson er bare så smukt, at man bliver nødt til at blive ved med at læse det. Hos hende er det nærmest umuligt nogensinde at få det hele med, fordi det er så ubeskriveligt svært, ikke at læse, men at forstå.«

F.P. Jac, f. 1955
*»Den allerførste er Walt Whitman og så bliver det ellers rockmusikkens lyrikere, Jim Morrison, Bob Dylan. Og så har jeg to, som er engelsk-amerikanske, det er David Bowie og Ray Davies. Dem er jeg vokset op med. De kan skrive et flot digt som kan sættes på musik.. Man kan godt lure i mine digte, at jeg har kigget lidt i øjenkrogen. Det er aldrig blevet det samme som det, de lavede, men de har givet mig inspirationen. De hænger sammen alle fem. Whitmans digte er en total frihedstrang, og det kan man vist godt sige, at mine digte også er. Jim Morrison har det samme – total frihed, og så lysten til at gå helt ned. Bob Dylan er jo bare Bob Dylan, og David Bowie er den største udsminker af poesi. Og Ray Davies er den største samfundssatiriker.«

Asger Schnack, f. 1949
*»Hele den generation jeg tilhører, kan jo ikke undgå at være påvirket af amerikansk poesi helt tilbage fra Walt Whitman og Emily Dickinson (1830-1886) i starten. Og de amerikanske beat-digtere har sat deres uudslettelige præg. Jeg tænker her på Ginsberg og Kerouac og Ferlinghetti osv. Og så for mit vedkommende jo allermest den største af dem alle, nemlig Bob Dylan. Det er jo en amerikansk tradition, som Bob Dylan går ind i. Jeg vil ubetinget mene, at hans billedverden har sat sit præg på min, og jeg betragter ham som en af de største inspirationskilder overhovedet for mit eget forfatterskab. Hans produktion er så omfattende, og den har gennemlevet så mange faser, at det er svært med ganske få ord at sige, hvad der kendetegner Bob Dylan. Man kan sammenfatte det under hvad man i gamle dage kaldte den ny sensibilitet, som Dylan er hovedeksponent for, og det er jo lige fra den politiske start til den mere psykedeliske periode i 60’erne.«

Naja Marie Aidt, f. 1963
*»Jeg har læst Sylvia Plath ret grundigt. Jeg havde en periode, hvor jeg var stærkt optaget af hende – og derfor også af Ted Hughes. Da jeg begyndte at læse Plath, var jeg midt i 20’rne og skulle selv til at debutere, og jeg blev grebet af hendes livshistorie og selvmord. Jeg læste først hendes hendes selvbiografiske roman Glasklokken, og det førte mig til hendes digte, der er så fine og ejendommelige. Hendes billeder er så vilde. Og det gælder også for Emily Dickinson, som slet ikke udgav nogen digte, mens hun levede. Så er der selvfølgelig John Ashbery (1927). Jeg har læst hans Selvportræt i et konvekst spejl fra 1975 mange gange.«

Pia Tafdrup, f. 1952
*»Jeg blev flasket op med Mark Twains Huckleberry Finn og læste senere som ung pige J.D. Sallingers The Catcher in the Rye og Hemingway, Faulkner og Steinbeck. Derefter gik vejen over Edgar Allan Poe (1809-1849). F.eks. spiller hans berømte digt »The Raven« en rolle i et af de kommende digte, jeg arbejder på. Robert Frost (1874-1963) er også en, jeg har været meget glad for at læse, ikke mindst efter at jeg engang hørte Joseph Brodsky gennemgå nogle af hans digte, hvor han var helt nede at vende hver en vokal. Jeg har læst Elizabeth Bishop (1911-1979) og Laura Riding (1901-91) og Emily Dickinson. Er siden gået over i Robert Creeley (f.1926), Denise Levertov (1923-1997), og senest Robert Blys ’Morning Poems’ og Gjertrud Schnackenberg, der skriver en klassisk rimet og rytmisk poesi, vanvittig flot. Jeg vil også gerne nævne Anne Tardos, Jackson Mac Low og Lee Ann Brown. De her titler og navne er ganske spredt, og sådan har min orientering også været i det amerikanske. Der foregår meget interessant på én gang.«

Henrik Nordbrandt, f. 1945
*»Det var faktisk gennem amerikansk lyrik, at jeg opdagede lyrikken for alvor. Den klassiske danske lyrik sagde mig ikke så meget, for jeg har sådan en modvilje over for det meget rimede hos sådan nogle som Sophus Claussen. Det frastødte mig. Så derfor opdagede jeg en helt ny litteratur hos de amerikanske modernister, først og fremmest Wallace Stevens (1879-1955), e.e. Cummings (1894-1962) og William Carlos Williams (1883-1963). De brugte sproget på en helt ny måde, som betog mig meget. Jeg tror ikke, man kan se det så meget på mine egne digte. Det var mere, at det lukkede en dør op for mig, for da den var lukket op, kunne jeg også begynde at læse de moderne danske digtere, Ole Sarvig, Klaus Rifbjerg og hvem der nu ellers var på det tidspunkt. Da jeg først læste Rifbjerg, havde jeg en modvilje imod ham, som jeg ikke rigtig kunne finde ud af, og det var først via den udenlandske poesi, at det gik op for mig, hvor god han var.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu