Læsetid: 3 min.

’Jeg er ikke ironisk’

– er titlen på Dag Solstads svar på tiltale
24. august 2001

(2. sektion)

Interviewbog
Dag Solstads tidlige samling af kortprosa, Svingstol (1967), indledes med »Vi vil ikke gi kaffekjelen vinger«. Den handler om forholdet til tingene, om alt det, vi synes, en kaffekande ligner: En fugl med næb og struttende hale, på vej ud ad vinduet i den blå dag. Indtil vi en morgen forstår, at vi må holde op at drømme, ikke mere give kaffekanden vinger, men lade den stå dér på morgenbordet blank af aluminium og fuld af rygende kaffe, som vi drikker.
Et par år før havde Knud Sørensen udgivet digtsamlingen Den røde kaffekande i en tilsvarende metafortræthed og bestræbelse på forenkling i udtrykket for den nære verden: Kun det/denne kaffekande er rød/kun det//
på en blå dug/– kølig mod gult smør/krummer/bløde knive/og orangemarmelade.
Det var et af de karakteristiske omslag i 1960’ernes digtning, svingstolens nye position, hvor Solstad også i et foredrag talte om jegets opløsning og livet som et rollespil, i stil med Hans-Jørgen Nielsens attituderelativisme. Det gamle sprogskel mellem østnordisk og vestnordisk går gennem Skagerrak og Lillebælt, og mens København og Sverige i 1970’erne nøjedes med en generelt venstredrejet attitude i åndsliv og litteratur, skærpedes holdningen og tonen i Århus og Norge i en marxistisk dogmatik.
I broderlandet blev det til en litterær vækkelsesbevægelse af maoistisk tilsnit, et materialitisk pinseunder, som Dag Solstad blev den mest omtalte eksponent for, om end ikke den pålideligste. Men hans roman om Arild Asnæs 1970 (1974) er stadig modellen for den intellektuelle omvendelseslitteratur, nærmest selvbiografisk. Et lidenskabeligt dokument.
Siden blev han også den, der beskrev udtoget af den store hjemsøgelse med romanen om Gymnasielærer Pedersens beretning (1982). Solstad fortsatte sin efterforskning af »det uigennemtrængelige« i landet med de tusind hjem efter at have hvilet ud med bøger om fodbold og Aker maskinfabrik, tilsyneladende realia, men jo egentlig kapitalistiske fiktionsverdener, som han betragter med professionel sympati.

Det sprogløse
Hvad er det for en længsel, der driver Solstads forfatterskab?
I de fire romaner fra 1990’erne anes en stadig tydeligere metafysisk dragning som noget, skriveren har i baghånden.
Hovedpersonerne, en kæmner, en lektor, en professor, en bibliotekar, er folk, der trækker sig tilbage fra livet på en tilfældig ydre foranledning. Som nu i antikrimien Professor Andersens nat (1996), hvor titelfiguren observerer et mord bag genboens vinduer og rådløs gemmer sin viden. Eller T. Singer (1999), der skjuler sit tomme liv bag reolerne.
»Jeg prøver at gå ind i sprogløse områder og finde et sprog, hvor det ikke findes!«, lyder Solstads egen gentagne forklaring på de spørgsmål, vi nysgerrigt retter til ham, her hvor vi studser over hans interesse for disse skyggepersoner, mennesker, som ikke går i karakter, men som angiveligt ikke skal opfattes ironisk. Forfatteren er langt hen solidarisk med sine skikkelser, fravælger enhver bedreviden. Humoren er ufrivillig, må man konstatere.
Og hvis man ikke tror det, fremgår det dog af en ny publikation om den urovækkende digter.

Samtaler
Jan H. Landro, kulturjournalist ved Bergens Tidende, har udgivet sine samtaler med Dag Solstad, 12 interview mellem 1982 og 2001, hver gang en ny bog forelå. Jeg er ikke ironisk, hedder den. Den indledes af en større introduktion til forfatterskabet, en meget nyttig oversigt, der for en stor del bygger på Solstads løbende udsagn, men falder meget godt i tråd med antologien Narrativt begjær (red. Tyggve Kvithyld), som jeg omtalte sidste år i forbindelse med den danske oversættelse af T. Singer. Begge steder er nøglen til forfatterskabets sammenhæng ikke det politiske, men det artistiske, litterariteten, sprogets kamp mod sprogløsheden. Og Solstad gør selv meget ud af at fremhæve skriftbevidstheden, det romanmæssige, metaholdningen.
Det går man da gerne med på, så sandt som det drejer sig om et forfatterskab af kunstnerisk karakter. Men noget af en truisme er det dog. Man gad ikke læse litteratur, hvis den gav sig ud for pure virkelighedsgengivelse. Og lidt underligt tager det sig ud sammenholdt med påstanden om, at han ikke er ironisk. Skal man da slutte, at Solstad ikke mente noget særlig politisk med den erklærede partilitteratur fra 1970’erne?
Udviklingen eller forvandlingsvejen gennem modernisme, kommunisme, dokumentarisme, minimalisme til den nuværende snævre emneverden af frustrerede privatpersoner tegner et tidsbillede op med stor sproglig intensitet. Det er nu anskueliggjort med forfatterens selvforklaring, fremkaldt af journalistens nærgående spørgsmål. Vi er med i svingstolen, næsten også kropsligt gennem Solstads insisteren på sansningen, kødeligheden, fremhævet gennem de bogstavelige og fotografiske portrætter.

*Jan H. Landro: Jeg er ikke ironisk. Samtaler med Dag Solstad. 199 s., indb. Ill. 238 Nkr. Pax Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her