Udbrud
SICILIEN Støv i håret, støv i ørerne og støv i øjnene. Men det betyder ingenting, for Etna er i udbrud. I tre dage har jeg kravlet rundt på bjerget, for at komme tæt på det mest forunderlige af naturens fænomener: Et vulkanudbrud. Jeg er taget til den lavatruede by Nicolosi, som er fuld af halvgalninge, vulkanologer, fotografer og journalister, og alle os andre lige så nysgerrige. Det er aften, og jeg begynder at gå opad mod vulkanen, men mødes snart af en vejspærring.
Det er alvorligt det her, det fremgår af den strenghed og pligtopfyldende emsighed, der stråler ud af de deltagende øvrighedspersoner. Der er helikoptere, politi, militær overalt. Fra udbruddet bevæger en lang flad lavaflod sig nedad, og af og til høres dumpe drøn fra vulkanens indre. Mageløst, det vil sig, singulært, det vil sige, her holder sproget op, fordi det der sker ikke har nogen mage. Det er som bjerget selv, enestående.
Området er erklæret i undtagelsestilstand, men der er ingen tegn på snarlig flugt, ingen pakkede kufferter. Kun sort støv overalt. Da jeg senere står på byens torv, kan jeg se at folk standser op når de går forbi og ser op på Etna. Et hurtigt blik, et hurtigt tjek, det er her man tænder en cigaret og går bekymret videre. Alle virker anspændte. Selv hundene er mere end almindeligt snerrende. Der er en stemning af jeg ved ikke hvad. En metallisk elektrisk, ventende stemning, vil det drive over, vil det blive værre? Alle ser hinanden i øjnene, udforskende og granskende, der er en stemning af fandenivoldskhed, og af at livet i den grad bare går videre. Måske er alt det jeg ser bare dagligdag og ingenting, en hel masse, som kun jeg ser, fordi jeg vil se det?
Næste dag køber jeg nye sko (de gamle er umulige at gå på vulkaner med), jeg sidder det meste af dagen i skyggen og læser. Ord som lava og magma har fået en helt ny betydning, nu hvor jeg har set den komme ud af et krater (et ord, som også er blevet nyt). I avisen er der store helsides reportager, og alle taler om La Sapienza, et område med hoteller og turistbutikker, et videnskabeligt observatorium og lifter, som lavaen truer. Mens andre har pakket deres ting, og er taget langt væk, er vulkanologer og vulkanfreaks strømmet op ad Etna, lige så hurtigt som lava strømmer ned. De kommer med kameraer, teleskoper, stativer, hjelme, gasmasker og de taler højrøstet sammen. De giver sig til at udveksle vulkaner: »Mayon er også i udbrud.« Og »jeg er lige fløjet ind fra Mauna Loa.«
Det forlyder, at tre nye munde har åbnet sig i nat, og alt er brag og glødende sten længere oppe ad vulkanen. Mørket er faldet på, stjerneskud ridser lange flænger gennem nattemørket, Siciliens lyshav skvulper op om vulkanens fundament; dioder på videokameraer, månen, cigaretter lyser i mørket.
I en kikkert kan jeg følge de store udstødninger af glødende pimpsten og klæbrig lavamasse. Farven er gulorange, stærkest gul lige ved udstødningsstedet, så mere og mere orange opad. Bevægelsen er smuk og graciøs, langsom ser det næsten ud som om, måske som en kombination af afstand og det at der er tale om temmeligt tunge bomber og udbrudsmateriale. Størrelsen spænder fra lapilli til hovedstore sten, af og til stykker på størrelse med små biler. Der er noget balletagtigt, næsten yndefuldt over lavastykkernes bevægelser. Det nye krater er nærmest halvkugleformet. Langs med den øverste flanke er der sprækker og små fontæner af lava, der lyser i forskellige grader af rødt, gult og orange.
Store drøn akkompagnerer hver ladning. Det er som om en orangerød gaståge lynhurtigt fortsættes til enkelt dele få meter over krerrøret, lavaen står op i stænger og bliver revet over som en slags dej. De største legemer ruller langsomt ned, og små løse lavastykker samler sig til en flod, som løber nedad mod dalen.
Det bliver ved og ved. Næsten samme rytme, næsten samme bevægelse. Af og til en bredere fontæne, af og til kun sort røg. Af og til højere op i luften, men hele tiden det samme. Et stor dyr, der giver sig stønnende, bragende. Der høres konstante eksplosioner. Gas og vanddamp eksploderer inde i lavaen, deraf dens forrevne og blæreagtige struktur. Det er et gigantisk fyrværkeri, en koncert uden crescendo.
Jordisk astronomi
Huse står i brand højere oppe, lavaen glider uophørligt ud af det gabende hul i bjerget. Det er som om der i røgen og den glødende tåge aftegner sig figurer, således at søjlen fremstår som en statue af gas og sten; en rød, drejelig form, der hele tiden fortryder og begynder forfra og forfra igen. Når aktiviteten er på sit højeste, står søjlen permanent op i vejret, en stadigt springende fontæne af glødende sten. Det får en til at tænke på galaktiske tåger, gaståger som Oriontågen eller Krabbetågen, dette er en jordisk astronomi. Det er jorden, der er i gang med at blive til igen, det er jorden in the making.
For jorden er ikke færdig, vi bebor en geologisk levende jordskorpe, hvis enorme kontinentalplader har skubbet hele bjergkæder op; vulkanerne er en påmindelse om at alting er under stadig tilbliven, en tilbliven forbundet og indvævet i destruktion og ødelæggelse.
Efter tre døgn begynder trætheden at melde sig, og når jeg lukker øjnene ser jeg dansende lavastykker der i fuldendte langsomme bevægelser kastes ud over kraterets sider. I halvsøvne mærker jeg små jordskælv og hører store drøn oppefra. Jeg følger dem som en rytme, forventer det næste, høre det komme præcis tidsnok til at en rytme kan holdes; bragene er synkoperede hjerteslag, der stammer langt inde fra jorden.
Miraklet
Folk lever deres daglige liv som om intet var hændt, der købes og sælges og på en plakat står der Grazie. Det er Forza Italias mand, der er blevet amtsborgmester over Sicilien. Han ligner blandingen af en forvokset dreng og en mafiaboss; formodentligt er han begge dele. Her lurer en helt anden slags katastrofe. Til den lokale avis har han udtalt, at medierne bringer for meget om katastrofen på Etna. Det skræmmer turisterne væk. Det drejer sig jo bare om et par bygninger bygget alt for højt oppe på et bjerg, det kunne man da sige sig selv. Knald eller fald.
Støvet forlener alt med et nusset, lidt trist ydre. En koksgrå film dækker alle overflader, og det bidrager til tristessen og følelsen af katastrofe. I supermarkedet er der tilbud på koste og beskyttelsestøj. Byen virker tom, og der ligger lavastøv i askebægeret: »Undskyld, tjener, men der er aske i min cappuccino ...«
Pierro er kommet fra Rom i sin gamle Ford Transit, og om aftenen mødes vi og kører opad. Det samme skue der hele tiden overgår sig selv. De store bølgende gyldne faner, store bevægelige skulpturer af sten og røg, der ikke kan holdes fast af noget apparat. Lavaskulpturer, som står på sokler, de selv danner, selv fortærer og ødelægger. De er titaner, der findes og dør sekundet efter, stenguder, der går til grunde og uophørligt genopstår. Også vi bliver rytmiske: Ih, se, nej, åh ... Det er udbrud mod udbrud. Kommunikationstrangen er stor. Det er som om hele denne villen-sige sætter mundene på gled. Som om vulkanens aktivitet kalder på modaktivitet. Aviserne flyder over med lækre farvefotos. Der er ekstra nyhedsudsendelse hver time i TV.
Sprogets grænse
Men det er som om vi har mødt sprogets grænse, det er ren sublimæstetik på skønhedens grund, det er det lodrette, der klapper sammen med det vandrette; det stående og det liggende mødes i bevægelsen, i faldet, i det skrås glødende svæv.
Vi forsøger at komme gennem bag vejafspærringer, men overalt er der spærret. Man har simpelthen sat en passer ned i krateret på Etna og tegnet en cirkel: Ingen kommer inden for denne omkreds. Som om man havde kontrol over noget. Som om dette tilhørte nogen. Som om. Men så indtræffer miraklet. Der er gået hul på en afspærring, og folk kører med biler ind på forbudt territorium. Vi når frem til afspærring nummer to, og da politimanden har nok at gøre med at holde bilerne tilbage, tager han Ford Transiten for en forsyningsbil, og vi er igennem. Vi kører opad mod La Sapinza, det forjættede land. Med tilbageholdt åndedræt kører vi op og op. Hver meter er vi nærmere udbruddet. Hvor langt kommer vi, hvornår vil vi blive standset af politi eller lava? Forbi tv-selskabernes satelitvogne, forbi det mobile hospital. Den sidste afspærring er en millitærjeep som ikke lader os slippe forbi, men vi må fortsætte til fods. Og det gør vi. Der er nu cirka 300 meter hen til krateret. Jeg ser lige ned i mundingen. Ned i det glødende indreydre. Dette er uden tvivl det smukkeste sted på jorden lige nu.
Ro i kaos
Der er en dyb ro midt i dette permanente kaos, ren begyndelseskraft. Det er KAOS. Det er A'et i kaos der spytter glødende sten ud af O'et. Det er K'et der smeltes om til et S i en flod af lava. Sproget er i færd med at smelte ordene og betydningerne om.
Det er bogstaveligt talt vandets og luftens begyndelse vi er vidne til, sådan har jorden set ud i det meste af sin levetid. Inde i lavaen blandes alle elementer, de bytter egenskaber i en flod af informationer og stoffer der udveksles og omsættes; molekylestrukturer brydes op, falder på plads, brydes op igen, sættes i svingning, størkner, falder til ro.
At skrive som en vulkan skriver, at bære sin stemme så langt ind i kaos, så langt forbi jeg-grænsen, så langt ind i dét felt som det er menneskeligt muligt... Det er svært ikke at ville svare igen på denne fantastiske ytring. Denne villen-sigen. Men med sine larmende udbrud fra hele otte munde lader Etna sig ikke svare igen. Jeg ser det stærkt lysende gule krater, jeg hører de stærke brag fra udbruddet lige over mig, de store støn fra krateret lige foran mig. . Det regner med sten. Eller: Det regner. Eller: Det.
I det hele taget giver ordet jeg ikke mening på en vulkan. Måske er et vulkanudbrud det tætteste vi kommer på en betydnings-begyndelse, på et udtryk. For det er ikke andet. Det er kun udtryk. Ikke andet end en proces, der finder sted, en blind villen. Det er den totale intentionsløse ytring. Det regner med sten. Noget finder sted lige på kanten til det sigelige. Det er Apeiron. Det er sprogene, der begynder forfra. Det er et digt.
Udmattelsens fortryllelse
1.200 grader varm lava strømmer ud, men for os begynder det at blive for koldt til at stå stille. Det begynder at lysne mod øst og farverne falmer. Vi går tilbage til bilen tavse og inde i udmattelsens fortryllelse vokser en lykkelig træthed. Vi kører ned, med magt føles det, for vi må trækkes os væk fra udbruddet. Vi ser os mere tilbage end fremad. På vejen ned vælger vi en anden vej og kommer til endnu en politiafspærring, denne gang fra den forkerte side. Hvem vi er? »Vi er turister.« »Turister!«, politimanden bliver lavafarvet i hovedet. Så siger han en hel masse meget hurtigt, og vi lusker forbi. Som straf har han anvist en snørklet og bumpet lavavej. Til vores store overraskelse giver den os mulighed for at se Etna fra dens smukkeste side. Vi standser. Og ser igen. Og falder i søvn. Og vækkes af store brag.
Dagen derpå må vi begge to af sted. La Sapienza, hvor vi var i nat, er nu truet fra alle fronter. Det sted vi stod få timer siden er dækket af lava. Men brandfolk og bulldozere arbejder videre på at stoppe huller og lave nye barrierer. Etna fortsætter med at udspy lava fra kratere fra oven og fra siden.
Hvis den ville, kunne den med en enkelt eksplosion blæse bygningerne og menneskerne langt væk. Men Etna har ikke bestemt sig endnu.
*Morten Søndergaard er forfatter, bosat i Toscana, og udgav senest romanen Tingenes orden i 2000.
