Læsetid: 2 min.

Juraen vandt

Rettens ord vandt over medicinens, da Bo Hamburger blev frikendt for doping-misbrug
11. august 2001

Kommentar
Begrebet ’guilty beyond reasonable doubt’ bevægede sig for nogle år siden fra amerikanske TV-krimier ud i det såkaldt virkelige liv, da O.J, Simpson blev frikendt i en opsigtsvækkende mordsag.
Uden sammenligning i øvrigt – var Bo Hamburgers skyld IKKE ’hævet over rimelig tvivl’, da Danmarks Idræts-Forbunds doping-nævn sent torsdag aften afgjorde hans doping-sag.
Derfor blev den 31-årige CSC-Tiscali rytter frikendt for anklagen om brug af EPO.
Efter tre måneder i skærsilden, hvor Hamburger blev suspenderet fra holdet af direktør Bjarne Riis, kan han igen køre på cykel. Og det har han tænkt sig at gøre, sagde han efter frifindelsen. At han ikke er kendt ’uskyldig’, men frifundet fordi retssikkerheden blev holdt i hævd, kan han leve med.
Spørgmålet er, om Danmarks Idræts-Forbund kan leve med frifindelsens principielle konsekvenser? Populært sagt var det juraen, der vandt over medicinen. Det skal dopingnævnets tre medlemmer ikke skoses for, da man hellere må lade 10 skyldige gå fri end dømme én uskyldig.
På den anden side er Bo Hamburger frikendt på en uforstålig fodfejl begået af det anerkendte doping-laboratorium i Lausanne. Proces-fejlen består i, at laboratoriet offentliggjorde resultatet af de to analyser, der blev foretaget på Hamburgers B-prøve midt i maj.
Det ene analyseresultat lå med 82,4 procent over EPO-grænsen på 80 procent. Det andet var med 78,6 procent under skillelinjen.
Dét kunne og ville dopingnævnet ikke se bort fra. Derfor frifindes Bo Hamburger.
Men nævnet så altså bort fra, at den medicinske ekspert, professor og formand for Anti Doping Danmark Bengt Saltin gentagne gange fastslog, at man ikke når op på EPO-værdier på 65, 70 eller 78 procent uden at have tilført kunstig EPO. Og nævnet så bort fra, at grænsen på 80 procent – der er cirka tre gange så høj som det normale niveau på 28 procent – er fastsat af den internationale cykle union, UCI. Grænsen er ikke indskrevet i de danske dopingregler.

Mulig præcedens
Det hænger klart sammen med, at det er første gang i
idrætsverdenen, at der køres en EPO-sag på basis af den urin-testmetode, som UCI indførte den 1. april.
Et af de mange spørgsmål, som frifindelsen rejser, er, hvor mange analyseresultater, der skal fremlægges i fremtidige EPO-sager efter den nye, urinbaserede analysemetode. Enhver, der efter Hamburger-sagen får en positiv A-prøve med EPO, vil forlange flere B-analyser for måske at få én, der ligger under doping-grænsen. Kravet forstærkes af, at udsving i analyseresultaterne kan variere fra to til ti procent, hvilket medicin-videnskabeligt er fuldt acceptabelt.
Dopingnævnet gav anklagerne fra DIF’s dopingudvalg ret i, at den nye test er fuldt ud holdbar og pålidelig. Som sådan var frifindelsen ikke det nederlag for den nye EPO-test, som flere aviser og eksperter har hævdet.
FOR Hamburgers forsvarer Merethe Stagetorn var spørgsmålet helt enkelt: Ligger Hamburger over eller under 80 procent-grænsen? Sådan er jura.
Havde laboratoriet tænkt sådan, havde det ladet sagen falde, hvis 78,6 procent var det første, rigtige resultat af B-prøven. Omvendt havde der ikke været tvivl om ’skyldig hævet over enhver tvivl’, hvis det første og eneste resultat var 82,4 procent. En anke til idrættens højesteret kunne afklare det problem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu