Læsetid: 6 min.

Kærlighedens stærke arm

18. august 2001

Intermetzo
En noget overset bog fortjener omtale, anledningen er meget passende 40-års dagen for muren, Dan Hilfling Petersens: Jazz og blå briller. Flugten fra Stasi, der kom på Borgen i foråret. Bogen er beretningen om den da purunge Hilfling Petersens næsegrus forelskelse i Rostock-pigen Bärbel, og ikke mindst om de vanskeligheder, for ikke at sige den umulighed, et sådant forhold var ensbetydende med. Såfremt man i tressernes begyndelse, mens mørtlen i muren endnu var våd, nærede ambitioner om ægteskab med en østtysk statsborger, var man selv ude om det.
Reprofotograf, senere civiløkonom Dan Hilfling Petersen var i de år trommeslager i gruppen South Gate Jazz Men, som mange ældre jazz-entusiaster utvivlsomt husker. Gruppen, der spillede traditionel jazz og var god til det, blev ved en lejlighed inviteret til en DDR-ungdomsfestival og på turné i det indespærrede land. Regimet havde brug for sikkerhedsventiler for den østtyske ungdom. Vestlig musik gik i begrænsede doser an, ikke mindst jazzen, da det gik op for regimet, at denne unægtelig var de amerikanske negres varemærke, og dermed kunne tolkes som protest mod udbytningen.
På turnéen, der bliver en succes for det danske band, sker det, at Hilfling Petersen træffer pigen Bärbel. De to er med det samme klar over, ja, faktisk i samme øjeblik de valser ud på dansegulvet i Rostock, at dette er den store altfortærende uafviselige kærlighed. De må simpelthen have hinanden, ske hvad der vil, det kan ikke gå hurtigt nok, og det kan ikke være anderledes. 40 år efter er Hilfling Petersens forelskelse i Bärbel stadig levende, og dette første møde mellem dem er fortalt så ømt, at en gammel kyniker sidder med bogen og smager saltvand i afløbet.
Samtidig er forelskelsen som antydet af flere årsager katastrofal. Efter flere succesfyldte koncertrejser i DDR – regimets kulturkommissær bliver trods betydelige kulturelle tilpasningsvanskeligheder parterne imellem stadig mere begejstret for de danske musikere – indser Dan og Bärbel efter en række genvordigheder at deres fremtid nøgternt set er håbløs. At forvente DDR-myndighedernes forståelse og velsignelse af forholdet er i bedste fald naivt. Bärbel vil hævet over enhver diskus-
sion aldrig få udrejsetilladelse, og Dan kan ud over koncertturnéerne, der selvsagt ikke vil blive gentaget i det uendelige, kun kunne møde sin elskede på 24-times nøje kontrollerede besøgsvisa. Kort sagt ser det hele sort ud. Med mindre de to foretager sig ét eller andet ud over det sædvanlige – og mulige.

På samme tid, og her begynder den mere ondartede del af historien, har Stasis agenter får færten af let bytte. Hilfling Petersen er jo set med sikkerhedstjenestens øjne i en åbenbar afhængighedssituation, som disse behændige folk har nok af snavsede metoder og motiver til at udnytte. Det sker i rigt mål kan man roligt sige.
Ved et af Hilfling Petersens korte besøg i Rostock, hvor håbløsheden er ved at overmande de to elskende, kontaktes den unge danske jazz-musiker af Stasi-agenten Ludwig. En flink og forstående mand, der altid kan skaffe bord på de sparsomme restaurationer i den gamle nedslidte hansestad, og som vel at bemærke kun vil hjælpe. Naturligvis for en modydelse eller to, men udelukkende uskyldige småopgaver. Det er, forklarer Ludwig, nemlig forbundet med det aller største besvær – de storpolitiske forhold taget i betragtning – for DDR’s fredselskende myndigheder at skaffe sig ordentlige oplysninger om genboen på den anden side af Østersøen. Om Hilfling Petersen derfor ikke nok kan skaffe Ludwig noget relevant oplysningsmateriale, en telefonbog over København eller et eksemplar af Kraks Vejviser. Mere uskyldigt kan det vel dårligt være, og er jo i sig selv en forsikring om, at det hele foregår i den rene uskyldighed. Men det er selvfølgelig indledningen til et egentligt og mere perspektivrigt samarbejdsforhold, hvor Hilfling Petersen er den lille. Set med en hvilken som helst efterretningstjenestes øjne i de dage – og med rette – bærer arrangementet selvfølgelig kimen til det unævnelige.

Derfor gør Hilfling Petersen allerede efter den første kontakt med agent Ludwig det eneste kloge: Ved hjemkomsten til Danmark kontakter han PET og fortæller fra A til Z om sin situation og om mødet med Stasi. PET’s folk er ved at falde ned af stolen og afhører den unge mand i timevis – én PET-medarbejder er efter bogen venlig, den anden brøsig og brutal – for at finde eventuelle huller i den forelagte historie. Er det blot en snedig fælde stillet op af DDR’s uhyre professionelle spionagesystem med den unge dansker som madding. Men Hilfling Petersens beretning viser sig jo hurtigt at holde vand, PET tror ham og herefter bliver han i realiteten en slags dobbeltagent. De danske efterretningsfolk er ikke uinteresserede i at få at vide, hvorledes rekrutteringen af spioner f. eks. går for sig. Forbløffende er det, parentetisk bemærket, hvor meget PET ifølge Hilfling Petersen allerede ved på forhånd om procedurer og forretningsgange i Øst-Berlin. Man får et levende indtryk af at også Danmark havde sine forholdsvis talrige agenter på spil bag den tyske del af jerntæppet. På et tidspunkt advarer PET’s folk Hilfling Petersen mod at gå videre. Det er da, Stasi for alvor skruer bissen på og forlanger mere af deres spion. Også Bärbel udsættes for trusler og opfordringer til at indrapportere alt om Hilfling Petersen. Spionhåndteringen er ikke ufarlig, og imødekommelse af en særlig ordre fra føringsofficer Ludwig om at drage til Stasihovedvarteret i Berlin kan vise sig at være skæbnessvanger, mener de danske sikkerhedsmyndigheder. PET lægger i den forbindelse heller ikke skjul på at et nådigt selvpåført hukommelsestab i forbindelse med forholdet til den østtyske pige vil være det mest hensigtsmæssige for alle parter. Der er, for at sige det råt for usødet, hvilket PET-folkene da også gør, ingen jordisk chance for en lykkelig udgang på affæren.
Men Hilfling Petersen vil ikke opgive sin Bärbel, og Bärbel ikke sin Dan. Derfor går de – stik imod alle odds og til PET’s hovedrystende vantro, i gang med at planlægge Bärbels udsmugling af den forseglede arbejder- bondestat via Rostock-Gedser færgeruten. Hilfling Petersen begynder i det skjulte at tegne told- og grænsestationen i Rostock op meter for meter, finder ud af hvordan dørene åbner, hvor længe bilerne fra færgen holder stille foran paskontrollen, o.s.v.

Her skal ikke fortælles mere. Planlægningen – og hvad deraf følger – er elementær spændende læsning om disse begivenheder fra det rigtige virkelige liv, hvor Tristan simpelthen vil have sin Isolde uden Liebestod, Orpheus sin Euridike uden svinkeærinder, Hagbart sin Signe uden galge og gren og ildløs i jomfruburet.
Det er i sandhed en klar historie fortalt af et begavet og helt menneske, der på et afgørende tidspunkt af sit liv simpelthen ikke har villet acceptere tingenes tilstand, men handler ud fra følelsernes krav, sine forudsætninger og under det tunge ansvar som de kalkulerede risici i realiteternes verden nu engang indebærer. En rent ud fantastisk og non-fiktiv handling, som hermed anbefales på de varmeste.
Måske det fineste er Hilfling Petersens loyale og udogmatiske syn på fortiden og DDR. Forfatteren er ikke just typen, der smider om sig med værdidomme. Han lader stilfærdigt læseren konstatere, at et politisk systemer kan være så grumt ved menneskenes børn, at den udbytter kærligheden og fornedrer dennes privilegerede udøvere.
Man kan få brækfornemmelser, når man efter Hilfling Petersens fine bog tænker på vore dages efterkoldkrigskrigere i Berlingeren, hvor modet til at gøre noget med tilbagevirkende kraft er uendeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her