Læsetid: 4 min.

Kærlighedskvaler

Tredje bind af kærlighedens kulturhistorie holder projektets høje standard
17. august 2001

(2. sektion)

Kulturhistorie
Kærlighedens væsen er som bekendt mangfoldigt, uanset at en række biologiske faktorer, usentimentalt konstateret, er afgørende for processen, hvis naturbestemte formål unægteligt er håndgribeligt. Men i historiens løb er kærlighedens ydre fremtrædelsesformer – herunder de kærlighedsudøvendes adfærd – selvsagt og til stadighed betinget af skik og brug i tid og sted og repræsenterer på den måde mangfoldigheden. For den, der forstår at læse sig ind i fortidens forunderlige verden, hvor folk jo, som digteren siger, opførte sig anderledes. Sociale, økonomiske, religiøse og andre kulturelle forhold sætter rammerne for forspils, parringsakts og anskuelsens variationer samt kønslivets kompensationer og fortrængninger. Dertil kommer kampen mellem kønnene, hvori manden, tilgiv udtrykket, har været ovenpå og med sin næsten konstante sociale og fysiske dominans bestemt spillets regler.
Påfaldende er det imidlertid, hvor statisk de mandsdominerede kulturer netop har fastlagt den feminine rolle gennem ikke ubetydelige afsnit af europæisk – og vistnok også andre verdensdeles historie. Renæssancen medfører således ingen væsentlig ændring i kvindesynet og i kvindens placering i kærlighedslivet; middelalderens opfattelse af indretningen af de dele fortsætter snarere forholdsvis uanfægtet af andre og nok så radikale gennembrud.

Det maskinelle
Først da det europæiske menneske for alvor er kommet på mere betryggende afstand af den hårde, umaskinelt biståede kamp for tilværelsen og fuld af individuel tro på fremskridt og udvikling har lagt grundlaget for en maskinel kultur, ændrer livsvilkårene fundamentalt karakter, og den moderne tid begynder. De store religiøse moralister – demagoger kan man roligt sige –
Luther og Calvin stritter imod den seksuelle fribårenhed. Men denne, fribårenheden, letsindigheden kommer trods alt og trods den lede syndsbevidsthed til sin ret uanset alle advarsler og trusler om evig fortabelse. Nydelsen sættes i højsædet, de seksuelle -ismers periode øjnes i horisonten. Don Juan og Marquis de Sade afrunder på godt og måske mindre godt indledningen til den modernistiske seksualitet. Parentetisk er der ingen tvivl om, at de to er nogle skurke. Men de er underholdende, og folk ser i det skjulte hen til disse libertineres sanseberusende hedonisme. Så kan dødbiderne have det så godt.
Dette er kort fortalt, meget kort fortalt, historikeren Kai Aalbæk-Nielsens bidrag til den historiske kærligheds udvikling fra det 15. til det 18. århundrede, og dermed har forfatteren udgivet tre af i alt fire bind om emnet, hvis afslutning er bebudet i skildringen af 1800-tallet til det nye årtusinde. Som i de to første bind: Henholdsvis antikkens og højmiddelalderens kærlighed, går Kai Aalbæk-Nielsen til opgaven med en betydelig grundviden og efterforskningstrang. Dannelsesniveauet er mere end almindeligt højt, Aalbæk-Nielsen giver således heller ikke ved dørene, men forudsætter meget bekendt, og hvorfor skulle han ikke også gøre det!

Mit hjerte!
Går man på opdagelse i hans bogs – eller bøgers – mange rum, er læsningen en konstant berigelse af iagttagelser og oplysning. Dertil kommer hans sikre sans for tidens kunstneriske udtryk til støtte for iagttagelse og argumentation. Aalbæk-Nielsens analyser af de skiftende tiders sprogbrug, hvad angår kærligheden, trænger ganske godt ind i den hverdag, som trods alle litterære citater og intellektuelles og preciøsers kommentarer til tidens fænomener er historiens grundlæggende arbejdsområde. En skønne dag begynder manden at opfatte kvinden som andet end et i øvrigt temmelig uudholdeligt og dybest set uudslukkeligt liderligt kønsobjekt. Hos Holberg siger parterne ganske vist stadig ikke: min elskede, men så dog: min hjerte mand/kone eller mit hjerte – den mere inderlige tiltaleform kommer først i det 19. århundrede; men begyndelsen er gjort til en senere respekt og ligeværdighed i også det seksuelle.
Når alt det er sagt, skal det understreges, at forholdene for almuekvinden og søsteren i det meste af middelklassen – stadig også på kærlighedsområdet – først undergår den store altomvæltende forandring i rustningsindustriens tidsalder, da det kvindelige viser sig at kunne stille sig i mandens vante positioner. Også det har forfatteren taget højde for.
Når det nu drejer sig om kærlighed, er fristelsen til at gengive en af bogens citerede sonetter for stor. Pietro Aretino, den første digter der faktisk blev rig af at skrive, og som Medicierne underholdt for at forhindre ham i at digte smædevers om dem. Aretino udgav bl.a. Raggionamento, Hetæresamtaler, om hustruers utroskab og nonners liderlighed – siden sonetterne i 1520’erne, som vakte en del opsigt – også hos paven, der havde ydet digteren hæderspension.
Teksterne, der mange steder vakte vild begejstring, beretter om kirkefolkets vanskeligheder med at tøjle kønslivet:

Oh, kom vi knepper – som i
henført dans!
Til elskov er vi mennesker jo
skabte...
Jeg vil din frue, du vil ha’ min
svans,
forenes ikke vi, er vi fortabte.
Ja, kunne vi blot i vor
dødedans
dog endnu kneppe, drevet kun
af brunsten,
og elske os til døde uden sans,
da var ej livet spildt, vi kunne
kunsten!

Dertil kom illustrationerne! Og af relevante sådanne er bindet rimeligt forsynet.

*Kai Aalbæk-Nielsen: I tidens ånd 3. Kærlighed i det 15.-18.århundrede. 416 ill., 350 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her