Læsetid: 3 min.

Kaptajn Kølpins crew

Årets sommerballet funkler af flabet charme og humor for fuld indflyvning
4. august 2001

Ballet
Alexander Kølpins sommerballet har allerede fået sin egen nostalgi. Publikum er vilde med at sidde under sommerhimlen – og tæpperne – mens ænderne flyver, tåskoene knirker, og vinen køler i baren. Men Kølpin har også skabt en flot balance i sit repertoire, i år med Nikolaj Hübbe som kunstnerisk konsulent. Desuden er han god til at invitere udenlandske dansere til at danse med. I år er det canadiske Erica Trivett, der stjæler frederiksbergblikkene med sin ekstreme hurtighed og ubesværede blødhed i alle bevægelser – og sin flabede komik.
Kølpin lader danserne funkle. I år lægger han ud med Balanchines Who Cares? fra 1970 til Gerschwins musik – en drilsk koreografi, der kræver lynhurtig præcision. Her brillerer Kølpins faste stjerne, nemlig den mørke, charmerende Tina Højlund. Lige så fatal som hun virkede i Kølpins Sylfiden på Østre Gasværk tidligere på året, lige så ubekymret munter er hun her – med pikante pointer og blændende blik.
Men også den bedårende Diana Cuni Andersen danser Balanchines neoklassiske hoftevrid med kraftfuld frasering og overbevisende overskud. Den pige blomstrer! Den fransk-danske Julian Ringdahl, der forlod Den Kgl. Ballet i 1997 og nu er solodanser ved Miami City Ballet, er på besøg med sin teenage-lethed i behold, men også med en ny styrke, og holdet fuldendes af den canadiske Naomi Stikeman fra La La La Human Steps med stærke tæer og rolige øjne. Kølpin har desuden fået amerikanske Stacy Caddell til at instruere danserne, så de har den rigtige uhøjtidelige Balanchine-gnist, omend det af og til glipper med det synkrone. Nyhederne er i år yderst forskellige. Først en halvdyster, nyskabt koreografi af grækeren Andonis Foniadakis, der også tre gange tidligere har været på Kølpins repertoire. Pénombre var titlen – ’halvskygge’ – og ballettens tre personer krabler da også rundt i halvmørke: Halvt maskerede, halvt nøgne, halvt dyr. Værket fascinerer umiddelbart, men kompositionen mister troværdighed undervejs, ikke mindst fordi Foniadakis har valgt at blande stilhed og kloaklyde med strygermusik af Dvorak – uden at skiftene påvirker koreografien overhovedet.
Desuden søger Foniadakis mod en stil, hvor kroppens bevægelser er ubrudte i en lang, hidsig strøm, men koreografien udvikler sig ikke, den gentager bare sig selv. Til premieren var det desuden kun Erica Trivetts krop, der bølgede og hvirvlede som det mest naturlige i verden. Naomi Stikeman forsøgte aggressivt at følge efter med vekslende held, og den unge, franske Xavier Gresse nåede aldrig at få stivheden rystet af ryggen. Men indpakningen kunne ikke være flottere; Marianne Nilsson havde designet sorte blondedragter og nethalvmasker, der osede af catwalk og blød s/m.

Sikkerhedsbælte
Kølpins afslutningssalut er denne gang af den russiske solodanser Alexei Ratmansky, der har skabt løjer til sommernatten med Flight to Budapest til Brahms Ungarske danse. Ratmansky har tidligere vist sig fra sin dramatiske og mystiske side, senest på Det Kgl. Teater med Turandots Drøm.
Men denne gang er det humor for fuld indflyvning: Pilot, stewardesse og fire flypassagerer i kabinen med sikkerhedsinstrukser og det hele. Koreografisk er det en veloplagt omgang ’ungarsk balletfolklore’ for korslagte arme og taxfree-poser – en oplagt øjenåbner på kurser mod flyskræk eller bare et begavet alternativ til SAS’s traditionelle fly-videoer. Flight to Budapest har en uimodståelig uskyld som hos Jerome Robbins, men ellers er Ratmanskys balletironi helt hans egen.
Desuden formår han at få sit crew til at give sig hen til tosserierne uden at slække på hverken dansen eller teknikken. Erica Trivett slipper forbilledligt uden om stewardesseklichéerne, og igen præsenterer Ratmansky den unge, drømmende danser Phillip Schmidt med overraskende effekt, for ikke at sige sikkerhedsbæltekomik.
Stemningen i både flykabine og kloak er altfavnende sat af scenografen Marianne Nilsson, der som altid benytter sig af enkle virkemidler med stor effekt. Denne gang helt ordinære rispapirslamper, der har fået sølvmaling og både underverden og himmelstrøg over sig.
Men altså tilføjet et opslidset stewardesse-outfit, der vil få enhver businessclass-mand til at længes. Nostalgi er mange ting.

*Sommerballet på Frederiksberg 2001: ’Who Cares?’ af George Balanchine. ’Pénombre’ af Andonis Foniadakis. ’Flight to Budapest’ af Alexei Ratmansky. Landbohøjskolens gård, Bülowsvej, til 18. aug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her