Analyse
Læsetid: 3 min.

Kashmir efter Agra-topmødet

Terroristerne fører ordet, mens det internationale samfund glemmer lokalbefolkningens lidelser
22. august 2001

Den forstillelse, som er fulgt i kølvandet på det mislykkede Agra-topmøde mellem Indien og Pakistan, fortsætter med uformindsket styrke. Og det samme gør terroristernes hærgen i Jammu og Kashmir. Den pakistanske general Pervez Musharraf lader stadig som om, topmødet ikke var noget flop, mens den indiske premierminister, Atal Bihari Vajpayee, tydeligt har forklaret, hvorfor hans møde med den pakistanske præsident ikke førte til et bedre og mere produktivt resultat. I Pakistan siger man, at Vajpayee selv er liberal og gerne vil løse konflikten mellem de to lande, men at hans anstrengelser for at finde et fælles udgangspunkt for drøftelserne med Musharaff blev forpurret af blodtørstige elementer i hans ministerråd. At Vajpayee fortørnet afviser den version har ikke ligefrem været medvirkende til at ændre historien. Og endnu mindre har det været medvirkende til at ændre situationen i selve Jammu og Kashmir, hvor terrorhandlinger bryder ud med fornyet styrke.
Den mest chokerende massakre efter Agra-topmødet fandt sted natten til den 21. juli: Oprørsgruppen Lashkar-e-Toiba henrettede 16 landsbyboere, som i forvejen var blevet kidnappet af terroristerne. Lasher-e Toiba leder gruppen af ëjehadisi (hellige eller korsfarende krigere), som med drab og kidnapninger forsøger at terrorisere Kashmir til at få islamisk lovgivning.
Siden massemordene den 21. juli har der været adskillige drab på civile, sammenstød mellem sikerhedstropper og militære grupper og bombardementer henover kontrollinjen på den indisk-pakistanske grænse. Optrapningen af volden giver et fingerpeg om, hvilken taktik terroristerne vil lægge for dagen. På et plan handler det om at smadre vejen mod fred med vold og drab. Det ville gøre det sværere for Islamabad og New Delhi at mødes igen til forhandlinger, på samme tid som det opildner krigslysten i både Indien og Pakistan. På et andet plan kunne drabene, bombesprængningerne og den stigende vold i Jammu og Kashmir blive udnyttet af militære grupper til at styrke deres forhandlingsposition.

Lige så snart konflikterne, spændingerne og usikkerheden forøges ved sådanne militære gruppers offensiver, forventer de at kunne sætte dagsordenen i en situation, hvor New Delhi måske bliver tvunget til at anlægge en blødere linje, komme med indrømmelser og se på processen henimod fredforhandlinger én gang til. Men ikke desto mindre er det ikke sådan, det forholder sig, for strømmen af drab og bombesprængninger har blot styrket New Delhis position. Den indiske regerings første reaktion på udviklingen var at give de bevæbnede styrker endnu mere magt, selv om det er tvivlsomt, at det vil kunne bekæmpe den voldsspiral, der hærger området. Endnu flere tropper i et område, hvor der allerede findes et overvældende antal sikkerhedsstyrker, vil højst sandsynlig ikke føre til en politisk løsning på konflikten.
At garantere sikkerheden i Jammu og Kashmir handler ikke kun om at forebygge de militantes ulovlige aktiviteter og terroristernes angreb, men også om at skabe en tillid, som vil isolere de fundamentalistiske styrker. For nylig angreb islamiske militante kvinder på gaden i Srinagar, fordi de ikke var klædt i overensstemmelse med ëslamicís bestemmelser, som for eksempel påbyder, at man skal have hovedet dækket til. Det er en barsk påmindelse om omsiggribende Taliban-lignende tendenser, der skal slås ned, før de når at sprede frygt i befolkningen og at tvinge dem til at rette sig efter vanvittige påbud.

Desværre er der ikke en stærk nok modstand mod sådanne hændelser, der bliver til under trusler om terror fra de militante. New Delhi er tilsyneladende optaget af den sikkerhedsmæssige side og ikke af den politiske proces. I øvrigt har den centrale regering afvist ønskerne om større uafhængighed. En afvisning af sådanne legitime forespørgsler om demokratisk rum kan kun føre til yderligere splittelse. Ydermere svækkes grundlaget for dialog mellem delstatens demokratiske repræsentanter og New Delhi, hvilken giver de militante mulighed for at vinde indflydelse i håbet om, at deres angrebsmagt vil give dem berettigelse til at tale på statens vegne.
Der er uden tvivl internationalt pres på Indien, især fra USA, for at gå i gang med at løse årsagerne til konflikten mellem de to lande. Men det, der motiverer USA og deres internationale tilhængere, er faren for en krig om Jammu og Kashmir mellem de to atom-magter, der grænser op til hinanden. Den mindste risiko for en atomkonflikt ser ud til at bekymre Washington og dets tilhængere nok til at blive ved med at skubbe New Delhi og Islamabad i retning af at tale sammen. At befolkningerne i Jammu og Kashmir lider, ser tilgengæld ikke ud til at ophidse hverken Washington eller det internationale samfund.

*Shastri Ramachandaran er redaktør på The Times of India

*Oversat af Gitte Lyngby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her