Læsetid: 3 min.

At klappe med begge hænder

Efter 20 års fravær vender Gert Fredholm tilbage med en varm og veldrejet komedie, ’At klappe med een hånd’, der viser Jens Okking fra sin bedste side
17. august 2001

(2. sektion)

Ny film
Jeg har prøvet, men jeg kan ikke, klappe med een hånd – det er noget med, at man skal svirpe med hånden, samtidig med at man altså klapper med den. Det kan til gengæld Svensson, den selvsikre, imposante forretningsmand, som i Gert Fredholms nye film, At klappe med een hånd, må sande, at der er ting, som ligger uden for selv hans kontrol.
Han er ellers vant til at kunne købe sig til alting. Og nu, efter at hans kone, der har været syg i mange år, endelig er død, er han faktisk ved at købe sin elskerinde, Helene. Han elsker hende, og hun elsker ham, men forretningsmanden i Svensson byder ham at lave en kontrakt på, at hun først efter nogle års ægteskab får adgang til hans formue.
Men på vej til Spanien og et nyt liv efter begravelse og afhændelse af sit firma må han se sig afsporet af en tidligere kæreste og hendes påstand om, at han har en voksen datter, Heidi, et sted i Jylland, som eks-kæresten mener har krav på en god portion af hans penge.
Så Svensson, der ikke har kørt bil i 20 år, hyrer Anders, en venlig bedemand i 30’erne, som stadig bor hjemme hos sin mor, til at køre for sig, og sammen tager de to på en begivenhedsrig dannelsesrejse til Jylland.

Et umage par
Der er en behagelig friskhed over Fredholms film, som kommer fra de mundrette, skarpe replikker og de veldrejede karakterer, som historien også tager sig tid til at tegne med generøsitet og et glimt i øjet.
At klappe med een hånd er en moderne komedie, helt uden skær af fjollet og forloren folkekomedie, men også uden den kynisme på livets og karakterernes vegne, som Susanne Biers beslægtede Den eneste ene trods alt var i besiddelse af.
Det er lykkedes Fredholm og hans to medmanuskriptforfattere, Gert Duve Skovlund og Mikael Olsen, at skabe et miljø og en håndfuld menneskeskæbner, som vi har lyst til at lære at kende og leve med i et par morsomme og eftertænksomme timer.
Men det er selvfølgelig også skuespillernes fortjeneste. Jens Okking i rollen som Svensson og Peter Gantzler som Anders bærer meget af filmen på deres skuldre.
De to væsensforskellige mennesker – den ene bestemt og bydende, den anden usikker og tilbageholdende – har meget at lære hinanden om, hvordan man også kan leve livet.

Et sandt kup
Okking spiller sin Svensson mere kontant og ligefremt, end vi er vant til at se ham, ikke en karikatur, men et menneske, der har måttet gøre sig hård for at kapere livet og ikke er vant til at give efter, heller ikke for kærligheden. Gantzler gentager på sin vis – og det skal forstås positivt – sin lidt famlende og elskelige Jørgen-figur fra Italiensk for begyndere. En mand, der aldrig har følt kærligheden eller lært at leve livet.
Det er både fornøjeligt og spændende at se, hvorledes de to karakterer (og skuespillere) nærmer sig hinanden og begge får slebet kanter af og beriget deres personligheder.
Et sandt kup er den relativt ukendte Susanne Juhasz med den charmerende midtjyske accent, der i rollen som den humørfyldte Heidi skaber en herligt uimponeret og frejdig karakter, som får rusket op i sagerne, når hun gennemskuer omsvøb og småløgne og pirker til kernen i tingene.
Jeg kan stadig ikke klappe med een hånd, men jeg vil gerne klappe med begge hænder i begejstring over Gert Fredholms tilbageerobring af det filmlærred, han for 30 år siden indtog med Den forsvundne fuldmægtig.
At klappe med een hånd er en fuldblods komedie, som med intelligens og følsomhed forstår at more sit (voksne) publikum.

*At klappe med een hånd. Instruktion: Gert Fredholm. Manuskript: Gert Duve Skovlund, Gert Fredholm og Mikael Olsen. Dansk (Palads, Palladium, CinemaxX, Dagmar og Grand i København og rigtig mange biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her