Læsetid: 2 min.

Klip

31. august 2001

(2. sektion)

*Fiasko Meget er skrevet – også i dette blad – om dansk films sejrsgang på mange fronter. Men fiaskoer er uundgåelige og bør også noteres. Især når et flop er så spektakulært som Gabriel Axels næsten-stumme kærlighedsdrama Leïla, der med fransk fortæller har haft en usædvanlig mager levetid i biograferne. I København er den blevet vist en enkelt uge ved en enkelt forevisning i Park, nu afløst af en enkelt eftermiddagsvisning i Vester Vov-Vov. I Øst for Paradis i Århus synger filmen på sidste vers, mens Odenses Café-biograf holder ved endnu. Med en Filminstitutstøtte på 9,9 millioner tyder Leïla på at blive en af de højst subsidierede film nogensinde pr. solgt biografbillet herhjemme. Beløbet synes at ville ende på et sted mellem 2.000 og 5.000 kr. pr. billet.

*Succes? Hele fire komedier bejler til at blive efterårets danske filmsucces. Et gæt herfra på vinderen er Jonas Elmers Monas verden, der omtales nærmere i et interview på disse sider. Det er en rendyrket komedie, men kun tre af de 11 film, samme Jonas Elmer har valgt til Cinematekets septemberprogram satser på at være morsomme. Det er Ernst Lubitsch’ At være eller ikke være fra 1942, Woody Allens Manhattan fra 1979 og Terry Jones’ Monty Python-film Et herrens liv fra 1979. – Elmer viser sig som en instruktør med en bred filmsmag, der rækker fra det romantiske drama i den russiske klassiker Tranerne flyver forbi over Robert Bressons asketiske flugthistorie En dødsdømt flygter til svensk nyrealisme som Fucking Åmål. Også Fellini (Det søde liv) og Spielberg (Nærkontakt af tredje grad) hører til Elmers foretrukne.

*Leni Riefenstahl 99 år og stadig omstridt tysk nazi-dokumentarist, har altid haft ry for at være en teknisk dygtig instruktør. Men også det sættes der nu spørgsmålstegn ved. Hendes berygtede hyldest til Hitler, Viljens triumf fra 1936 (en af Chr. Braad Thomsens 100 drømmefilm!) er nu udkommet i både video-og DVD-version. Filmen anmeldes stærkt kritisk af Sight and Sounds Brian Winston, der først og fremmest finder den ubehjælpsomt lavet og dræbende kedelig. Men han fremhæver de berømte 11 minutter, hvor partiets døde mindes i Speers svimlende pompøse regi. Det er denne visuelt virtuose sekvens, der inspirerede George Lucas til de parodiske scener i slutningen af sidste udgave af Star Wars.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu