Læsetid: 2 min.

Klip

10. august 2001


(2. sektion)

*Star Wars – Det må komme som en lettelse for alle desperate Star Wars-fans, at den kommende Star Wars II – den femte film af i alt seks – endelig har fået sig en titel. Star Wars: Episode II Attack of the Clones er nu den fulde, officielle titel på filmen, som skulle nå alverdens biograflærreder næste år. Filmen foregår ti år efter begivenhederne i Episode I The Phantom Menace, men følger stort set det samme persongalleri – dronning Amidala (Natalie Portman), Obi-Wan Kenobi (Ewan McGregor) og Anakin Skywalker (Hayden Christensen) – som igen må stå sammen for at bekæmpe den mørke side af Kraften. Om det lykkes, kan vi kun håbe på, men vi glæder os i denne tid...

*Cronenberg – Alle tiders canadiske instruktør David Cronenberg er endelig kommet videre med sin næste film. Efter at have haft problemer med at skrabe penge sammen gik han i sidste uge i gang med optagelserne til Spider – en psykologisk thriller med Ralph Fiennes, Miranda Richardson, Gabriel Byrne, John Neville og Lynn Redgrave på rollelisten, som skal optages på location i London og i studier i Toronto. »Spider bliver gammeldags gys, men ikke på en overnaturlig måde: Det er personligt, jordbundent og freudiansk gys,« har Cronenberg udtalt om filmen, der foregår i London i 70’erne og handler om en mand (Fiennes), som plages af mareridt fra sin barndom og har vanviddet lurende om hjørnet.

*Dansk – Hjemmesiderne for to kommende danske film er klar til at blive besøgt. På www.jollyroger.dk kan man indtil videre opleve traileren for Lasse Spang Olsens seneste film, familieeventyret Jolly Roger, der handler om nogle børn, som sammen med en flok drabelige sørøvere skal redde fremtiden, og den har en storskægget Kim Bodnia i titelrollen som sværdsvingende og højtråbende sørøverkaptajn.
På www.klappemedeenhaand.dk kan man få lidt at vide om Gert Fredholms første film i mere end 20 år, komedien At klappe med een hånd, der får premiere i næste uge (se også interviewet med Fredholm på denne side). På filmens hjemmeside kan man læse mere om handlingen, om skuespilleren, om hvem der har stået bag kameraet og se billeder fra filmen. Desværre er der ingen trailer at forlyste sig med, hvilket er lidt ærgerligt i en tid, hvor den slags faktisk er standard-udstyr på en officiel hjemmeside.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu