Læsetid: 6 min.

Den klonede vision

Det sceneri, der i disse måneder udspiller sig omkring kloning, minder foruroligende om beskrivelserne i Houellebecks, tre år gamle roman ’Elementarpartikler’. Derfor har den provokeret så mange
24. august 2001

(2. sektion)

Fremsyn
Paris – I Frankrig bølger debatten om kloning som overalt i verden på højtryk, selvom alt i Frankrig for tiden er dæmpet af den store feriemåned august. Allerede i 1998 eksploderede voldsomme diskussioner, da forfatteren Michel Houellebecq udgav sin provokerende roman Elementarpartikler. Diskussioner, der uden tvivl vil blive gentaget, og som er mere aktuelle end nogensinde før, når bogen udkommer på dansk på Borgens forlag i efteråret.
Ifølge Houellebecq er der nemlig ikke megen grund til at bevare menneskeheden i den form, den antager i dag.
Han opsumerede sine synspunkter ved nytårstid til det franske månedsblad Tecknikart, der spurgte ham ud om kloning i forbindelse med en artikelserie om ’Posthumaniteten’. Her var der ingen tvivl om, at han står ved den holdning, som hans roman er bærer af. Nemlig, at det vil være en vældig god idé, om man ganske enkelt lod forplantning ske gennem kloning, og hvad mere er, kun laver én slags mennesker.
»Al den nuværende dårligdom skyldes individualismen. Folk vil for enhver pris være forskellige. Det ender i ensomhed og ulykke. Udgangspunktet er derfor at vide, om man fortsat vil lægge vægt på denne adskillelse mellem individerne, eller om man vil udviske den. Hvis man vælger det sidstnævnte, så forekommer kloning mig at være en udmærket løsning. Hvis man er udødelig, har man heller ikke nær så travlt med at skille sig ud,« udtalte Houellebecq.
På spørgsmålet om, om den definitive udslettelse af mennesket ikke vil være en katastrofe svarer Houellebecq:
»Nej da. Mennesket er ikke et absolut. Jeg kender ikke noget andet absolut end moralen. Menneskeheden er bare en overgang, det volder mig ingen problemer at se den forsvinde. Det vil på en eller anden måde være en blid katastrofe.«

Samtidsbeskrivelse
Det skal siges, at det nok så meget var Houellebecqs beskrivelse af den hensygnende menneskehed mod slutningen af det 20. århundrede, der fik alt fra feminister til nudister, fra videnskabsmænd til forfatterkollegaerne i Pérpèndiculaires op af stolene, som det var hans holdning til kloning.
For de mennesker, han beskriver, er deprimerede, egoisitiske, kærlighedsløse, sexfikserede, og alle deres forsøg på at ændre ved denne kendsgerning slår fejl. Hvis det vitterlig er verdens tilstand, så ligger Houellebecqs løsning snublende nær: Ingen kan have ondt af, at vi kloner os frem til en lykkelig erstatning for menneskeheden.
Selvom man ikke er enig med Houellebecq, skal det siges, at det scenario, der udspiller sig omkring kloning i disse måneder, på foruroligende vis tager sig ud, som hans beskrivelser i romanen.
Michel Houellebecq selv kan man ikke få fat i, før han i næste måned kommer til Paris for at promovere sin næste roman – der ifølge forlaget handler om sexturisme.
Han har bosat sig et sted på den irske vestkyst, »på det vestligste sted af den vestlige verden« ganske som sit alter ego, videnskabsmanden Michel Djerzinski fra Elementarpartikler.
Onde tunger siger, at det er af skattemæssige årsager, efter at romanen er blevet solgt til den ganske verden.
Men derfra kan han i disse dage med jubel eller rædsel konstatere, hvordan forudsigelserne fra romanen bliver til virkelighed: Kloningseksperimenter bliver sat i værk. Paven og humanisterne protesterer. Får Houellebecq ret i sine forudsigelser, vil man snart have overstået de tekniske problemer i forbindelse med kloning, som stadig er et af de vigtigste rationelle argumenter, der fremføres i den stående debat.
For man kan selvfølgelig ikke have at gøre med hundreder af mislykkede kloninger for hver vellykket, ingen bryder sig om, at der skabes et depot af klonede menneskebørn med armene sat forkert på eller hjerneskader.
Enhver science fictionfilmkender vil vide, hvor galt det kan gå i erindring om de mislykkede udgaver af Sigourney Weaver i Jean-Pierre Jeunets Alien 4.

Teknisk løsning
Men når man får stabiliseret kloningsproceduren – og Houellebecq har en spidsfindig kvantemekanisk løsning på dette rent tekniske problem – kommer det bare til at køre derudad. Videnskabsmanden i virkeligheden hedder ganske vist ikke Djerzinski og er ikke af rumænsk oprindelse, men måske hedder han Antinori og er italiensk, eller hun hedder Boisselier og er en fanatisk ufo-troende fransk biolog. Paven spiller sig selv, og humanisterne ligner også sig selv til forveksling, når de ytrer sig om menneskets integritet, kræver indgreb fra Unesco og international etisk lovgivning, alt imens videnskaben kører af sted i mere eller mindre obskure laboratorier. Virkelighedens historie burde have en rulletekst med »alle navne i denne virkelighed er opfundne og enhver lighed er rent tilfældig med Houellebecqs roman,« for ikke at få et sagsanlæg på halsen.
Selv begrædelsen af menneskets udslettelse og forargelsen har han forudset. Men det kommer vi os hurtigt over. Eller de andre, der snart kommer til at indtage menneskets plads.

Posthuman optimist
For tiden ser Houellebecq ud til at være en af de eneste posthumanistiske optimister, der er at opdrive på den litterære eller billedkunstneriske scene. Vejen til Nirvana går da heller ikke gennem en udviklet politisk eller metafysisk bevidsthed tilegnet i mødet med de nye teknologier, men lige til målet, ved at problemet om alderdom, sygdom og død løses en gang for alle ved kloning. Som han skriver i Elementarpartikler, så ville selv Buddha måske ikke på forhånd have sat sig imod en teknisk løsning på »mødet med de tre forhindringer« – alderdom, sygdom og død. Men hvor den franske og også den internationale kunstscene i starten af 80’erne til tider jubelagtigt forsøgte at favne de nye teknologiske landvindinger, er de fleste nu stået af og viser temmelig kritiske og problematiserende værker. I 80’erne fascinerede billedkunstneren Orlan med sine plastikkirurgiske operationer, der videofilmet og Internet-udsendt omskabte hende til en Mona Lisa med marsmandsbuler i panden, i en nyvunden teknologisk-bodyart frihed.

Kritikken
Og kunstkritikeren Jeffrey Deitch, der var kurator på en udstilling i Lausanne i 1992 med titlen Post Human kunne begejstret skrive, at »det jordbundne synspunkt, der består i at acceptere sig selv, som naturen nu engang har skabt én, er nu erstattet af den langt stærkere følelse af, at det er helt normalt at skabe sig selv«. »Man kan helt befri sig for fortiden og fra den genetiske kode man har arvet,« skriver han videre. Et nærmest nietzscheansk tiltag synes her at finde sin løsning i de nye teknologier.
I dag efter gale køer og Dolly-får synes kunstverdenen langt mindre optimistisk. Dinos og Jake Chapmans rædselsvækkende skulpturer forestiller siamesiske (og mere til) tvilllinger med kønsorganer af både kvindelig og mandlig karakter over det hele. (Et af Houellebecqs forslag går netop ud til genetisk at udbrede de erogene zoner til hele kroppen).
Mariko Mori sætter sig selv i scene som en uendelig stereotyp østlig cyborg-gudinde. Og udstillingen Biozone i den parisiske ’forstad’ Blanc-Menil i den socialt set hårdt belastede 93. kommune ved starten af dette år, vrimlede af videnskabsfjendtlige monstre. Man er langt fra en Leonardo da Vincis fordragelige og visionære forhold til videnskaben.
»Parodi, absurditet og obskønitet er de almindeligste kunstneriske fremstillingsmåder når det angår bioteknologi,« skriver kritikeren Philippe Dagen i Le Monde.
Måske går det hele ikke så galt. Måske forsvarer humanisterne sig alligevel lige til stregen – i al fald er den allestedsnærværende Berhard Kouchner klar på bio-barrikaderne i Frankrig – måske er der nogen, der tænker metafysikken igennem, måske kommer der love og foranstaltninger, og måske er Houellebecq trods alt bare en forfatter.

En vigtig fejl
På ét punkt synes hans analyser og forudsigelser nemlig slet ikke at have holdt stik. I Elementarpartikler beretter han, hvordan rockstars, der nu er rigere end direktører og bankfolk, alligevel bevarer et omdømme som rebeller. Og lægger piger ned på stribe. Men efter en i øvrigt temmelig succesfuld rockturné forrige år udtalte Houellebecq skuffet. »Man må absolut advare de unge mennesker: Man opnår flere seksuelle forhold gennem litteraturen end gennem musikken. Set fra det synspunkt har mit musikalske eksperiment været en skuffelse. Jeg bollede meget mere, da jeg læste digte op for ti år siden end på denne turné.«
Så man kan måske håbe, at manden alligevel ikke får ret i det med kloningen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu