Læsetid: 2 min.

K'NYT

30. august 2001


Offentligt møde om operabyggeriet
*Initiativet Red havnen, flyt operaen holder i dag kl. 19 et offentligt møde i Kunstakademiets Festsal. Oplægget lyder: »Trods skarp og omfattende kritik af operabygningens placering i Amaliensborgs akse fortsætter operaprojektet de indledende arbejder i strid med både planloven og enhver fornuft. Skønt lokalplanforslagets groteske overbebyggelse af Dokøen næppe har chance for vedtagelse (?, red.), har Kulturministeriet nu også udskrevet en arkitektkonkurrence om et lige så stort
skuespilhus ud fra denne forudsætning – og med en ligså diskutabel placering på Kvæsthusbroen. Så katastrofen lurer lige om hjørnet.« I panelet vil der bl.a. sidde repræsentanter for Kulturministeriet og Borgerrepræsentationen, samt en række arkitekter og andet bekymret godtfolk.

Beck-Nielsen flytter på galleri
*Forfatteren, performeren og/eller mennesket Claus Beck-Nielsen, som sidste vinter – hvilket Informations læsere formentlig bemærkede – gik på gaden som Claus Nielsen, manden uden personnummer, er nu angiveligt blevet hjemløs for alvor, men det lugter nu stadig lidt af kunst, for ved solnedgang i dag flytter han ind i galleri Window Space ved Nyhavn, hvor han vil opholde sig natten over. Et citat fra pressemeddelelsen: »Der er ikke tale om en varig løsning på Claus Beck-Nielsens problem, men i det mindste får han nu en enkelt nat i relativ fred og ro. Iført det tøj, den bortgåede Claus Nielsen efterlod sig, er han nu alene med deres fælles historie. Der er ingen offentlig adgang til galleriet, men da lokalet bag udstillingsvinduet kan ses fra gaden, bedes eventuelt forbipasserende om at tage hensyn til Claus Beck-Nielsens privatliv og ikke standse op og se ned på ham.« Det lyder vist som det, man kalder anvendt omvendt psykologi.

Pia Juul læser op
*Forfatteren, der modtog anmeldernes nogenledes udelte ros for novellesamlingen Mit forfærdelige ansigt læser op i Paludans Boghandel i Fiostræde. Det sker i dag kl. 17 og koster ingenting.

Og Leif Davidsen læser op
*Forfatteren, der modtager imponerende salgstal for romanen De gode søstre, læser op i Wiuff boghandel på Jagtvej. Der sker kl. 18 og er gratis.

Slå ørerne ud
*Det danske revymuseum på Frederiksberg Runddel inviterer til fortællefestival i denne uge. Fredag 19.30 kommer Vigga Bro og Ulla Ryum med gode historier, lørdag kl. 14 er det Nan Krintel, der varter op med skrøner efterfulgt af Rune T. Kidde med musikere. Søndag kl. 14 fortæller Carl Quist Møller troldehistorier og Carsten Islington løgnehistorier. Entréen er 25 kr. (15 for børn og pensionister). Billetter bestilles hos Det danske revymuseum (tlf. 38102045), men man kan også tage chancen og komme forbi. cc

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu