Læsetid: 2 min.

K'NYT

28. august 2001


Bogmesse i Gøteborg
*Skandinaviens formentlig største bogmesse afholdes for 17. gang fra 13. til 16. september i Gøteborg, hvor der er 709 medvirkende i 516 programpunkter. Bl.a. kan man møde Søren Ulrik Thomsen, Kirsten Thorup, Bo Carpelan, Erlend Lo og Per Olov Enquist. Særligt fokus vil der være på indisk litteratur, eftersom der dette efterår indledes en serie med svenske oversættelser kaldet Indienbiblioteket. Desuden får Jan Kjærstad overrakt sin litteraturpris fra Nordisk Råd.

Mathssonprisen til Sigurdur Gustafsson
*Årets Bruno Mathssonpris på 100.000 kroner tildeles den islandske arkitekt og formgiver Sigurdur Gustafsson, der får prisen for sin møbelkunst. Det er første gang, at en islandsk formgiver hædres på denne måde. Prisuddelingen sker i Bruno Mathsson Center i Värnamo i Sverige den 11. september.

Cubansk danseworkshop for børn
*Vil man vide mere om Cuba og tage på en rundrejse i afro-cubansk dans og salsa er stedet Lille Vega, i morgen onsdag kl. 14, hvor den cubanske børnedansegruppe Omo Olorum optræder og underviser. Man får et sanghæfte og skal være mellem seks og 18 år. Prisen er 30 kr., og tilmelding ikke nødvendig. cc

www.kulturdebat.dk i æteren
*På ovennævnte adresse er det åbnet et forum for alvorlig og usnobbet kunst- og kulturdebat. Bagmænd er billedkunstnerne Jes Brinch, Peter Land og Mads Steen. På siden findes også en samling interviews med yngre, danske kulturproducenter.

Bestseller tilbage på skærmen
*DR2’s bogprogram begynder efterårssæsonen med tre halvtimes interviews med henholdsvis Tage Skou-Hansen, Leif Davidsen og A.S. Byatt. Første gang 29. august kl. 22.30.

Noble foredrag i Diamanten
*I forbindelse med udstillingen på Det Kongelige Bibliotek om Nobelprisen afholdes der sammesteds i efterårets løb fem foredrag om de tretten danske mænd, der hidtil har modtaget dynamitfabrikantens hæder og renteindtægter. Første gang er 29. august kl. 19, hvor lektor Henry Nielsen vil stille spørgsmålet: »Er der noget særligt dansk ved de danske nobelpriser?« Senere betrædes podiet af Lars Handesten, Joen Bille, Henrik Wivel, Thomas Söderqvist og Jytte Larsen.

Lys over Lolland 2001
*I dagene 31. august til 5. september afholdes kulturfestivalen Lys over Lolland for femte gang. Der er kunstudstillinger, koncerter, litterære saloner, film og baletter på programmet. Se mere på www.lysoverlolland.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu