Læsetid: 2 min.

K'NYT

2. august 2001


Stor interesse for ny salmebog
*Interessen for de danske salmer er stor. Efter tirsdagens udløb af fristen for indsigelser til en ny salmebog har Kirkeministeriet modtaget omkring 1.500 henvendelser fra blandt andet menighedsråd, bibelforeninger og almindelige kirkegængere.
Salmebogskommissionen afleverede i april sidste år et meget omfattende forslag til en ny udgave af Den Danske Salmebog, der er fra 1953. Siden er det væltet ind med breve, kommentarer og forslag til ændringer. Ifølge overassistent i Kirkeministeriet Mette Steensen op imod 100 i dagene op til høringsfasens udløb. Og da hvert brev sagtens kan indeholde flere forslag, er ministeriet ikke helt færdig med optællingen, der den 10. juli viste 1189 forslag. Den nye salmebog vil tidligst være at finde i landets kirker ved udgangen af år 2002 eller i begyndelsen af år 2003./ritzau/

Populær fotoudstilling
*Arrangørerne af fotoudstillingen, Jorden set fra Himmelen, på Kgs. Nytorv i København, anslår at omkring 75.000 mennesker besøgte udstillingen den første uge, og siden har omkring 7.000-8.000 mennesker besøgt udstillingen med fotografier af Jorden set oppefra af fotografen Yann Arthus-Bertrand. Arrangørerne arbejder i øjeblikket på at finde samarbejdspartnere, som vil bidrage til at gennemføre en århusiansk udstilling i forlængelse af Århus Festuge fra midten af september.
Udstillingen fortsætter i København frem til ca. 12. september.

Spillemandsstævne i Roskilde
*Er man til folkemusik, vil der i weekenden den 10.-12. august en god grund til at besøge Roskilde, hvor bl.a. Amtsgymnasiet danner ramme for et Spillemandsstævne. Bollnäsbygdens Spelmanslag deltager med 40 musikere, Charm of Russia hedder en anden sang- og spillegruppe, der kommer fra St. Petersborg. Mere info på: www.lirumlarum.dk

På cykel til arbejdet
*Næsten 15.000 deltagere har allerede tilmeldt sig årets ’Vi cykler til arbejde’-kampagne, der forventes at få ca. 100.000 deltagere inden tilmeldingsfristen den 24. august. Kampagnen henvender sig primært til virksomheder, der opfordres til at samle hold til aktionen, der er i gang fra den 3. til den 23. september. Flere oplysninger på: www.vicykler.dk

Dogmefilm nummer syv
*’En kærlighedshistorie’, den syvende og seneste i rækken af danske dogmefilm, præsenteres på dette års filmfestival i Toronto i Canada halvanden måned før, den får biografpremiere herhjemme. Filmen er instrueret af Ole Christian Madsen, og den har Lars Mikkelsen og Stine Stengade i hovedrollerne.

Halfdans børnerim på cd
*Halfdan Rasmussens klassiske børnerim udgivet på kassettebånd har været udsolgt længe, men det råder Det Schønbergske Forlag bod på den 30. august. En CD med 86 af de fornøjelige ordlege vil komme på gaden i den ‘originale’ oplæsning af Ove Sprogøe til en pris af 129 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu