Læsetid: 2 min.

K'NYT

22. august 2001


Palle Nielsen i 40 år
*Clausens Kunsthandel (www.clausenskunsthandel.dk), der ligger i Toldbodgade 9 i København, viser for øjeblikket en udstilling med grafik og tegninger af den kulturelle skeptiker Palle Nielsen, som døde sidste år. Det er serier som Klagesange, Orfeus og Eurydike, Rekviem, m.m.fl. Trykkene kan erhverves for priser helt ned til 500 kr., for Palle Nielsen betragtede sin kunst som breve, han sendte til hin enkelte modtager, og han trykte selv sine mange, fabelagtigt præcise og ofte rædselsvækkende visioner ved sin lille »skomagerpresse«. Udstillingen kan ses frem til 1. sep. Billedet er den sidste daterede ting fra ham. lb

Middelaldertræf i Horsens
*Det syvende Europæiske Middelaldertræf afvikles 24.-25. august i Horsens, og der forventes omtrent 100.000 besøgende, som ønsker sig hensat til tiden mellem år 1200 og 1500. I alt vil næsten 5.000 aktører klædt som som riddere, tiggere, munke, adelsfruer, bønder og spedalske osv. præge byen, der også indtages af 250 middelalderboder og 20 gøglertrupper. Kommunen arrangerer.

’Halality’ allerede til Sverige
*Jeff Matthews’ debutroman Halality, som først udkommer 28. august, er allerede solgt til udgivelse i Sverige, og forlag i Holland og Finland har meldt deres interesse. Samtidig forhandles der med flere filmselskaber om filmoption.

Zambesi ud i Frankrig
*Sørens Jessens debutroman Zambesi, der sidste år fik Forums debutantpris, bliver i disse dage sendt ud i Frankrig under titlen Café Zambèse på forlaget Gaïa, der tidligere har udgivet bl.a. Jørn Riel, Leif Davidsen og Anne-Marie Løn.

Nationalbankens hæderslegater
*Hvad enten vi vil det eller ej, så er den vores allesammens Nationalbank, og den har en jubilæumsfond, og denne har besluttet at uddele to hæderslegater, nemlig til keramiker Ursula Munch-Petersen og bogbinder Ernst Rasmuseen. Hvilket beløb i knitrende nye pengesedler de to modtager, om overhovedet noget (de kan jo også risikere bare at få en opmærksomhedsanglende modernistklump i kaminhyldestørrelse), er ikke oplyst, men en udstilling af begges arbejder i bankens forhal kan i hvert fald beses fra 5. september.

Næste dille hedder Yu-Gi-Oh
*Pokémon-feberen er på retur, men nu slår den næste dille ned i alverdens forældres tegnebøger. I England lancerer Sky-TV til efterår tegnefilmsserien Yu-Gi-Oh. I Japan er der de seneste tre år solgt 3,5 mia. Yu-Gi-Oh-kort – sammenlignet med kun 300 mio. solgte Pokémon-ditto. Yu-Gi-Oh begyndte som en tegneserie om en ung fyr, der besejrer sine rivaler med hjælp fra et urgammelt kortspil. Særligt drenge i 10-15-års alderen siges at være tiltrukket af spillets mørke fortællinger, grimme monstre og kønsmodne kvindefigurer.

Kulturdage på Østerbro
*Fra 23. til 26. august er der såkaldte Kulturdage på det indre Østerbro med sportsaktiviteter, foredrag, kunstudstillinger, rollespil, koncerter osv. Der sker sådan lidt over det hele i nævnte område. Fremhæves skal dog lige en gratis koncert med Palle Mikkelborg Band fredag kl. 20 i Pavillonen i Fælledparken, hvor der også grilles lam og foreller. Fortæring af disse er dog formentlig ikke vederlagsfri.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu