Læsetid: 4 min.

Krig, men også fred

Radiohead fandt en ny balance mellem politisk vrede og personlig udfrielse under en underskøn koncert med udsigt til Frihedsgudinden og World Trade Center
20. august 2001

Koncert
NEW YORK – Selvfølgelig vil Thom Yorke og resten af Radiohead ikke lade en mulighed som denne gå fra sig. Nu står man ligesom her i Liberty State Park i Hoboken, New Jersey med udsigt til Manhattans skyline komplet med World Trade Center og Empire State Building og til Frihedsgudinden. Med udsigt til nogle af de største og stærkeste symboler på det, der antænder Radioheads verdensvrede og befrugter så mange af deres sange: »This song is dedicated to the thing behind you. The statue of liberty – that’s what you call it, isn’t it? The liberty to choose your own leader.«
Det er Radioheads første af to koncerter på parkens centrale plæne i anledning af deres nye album Amnesiac. Vi er blevet ført i gule skolebusser med børnesæder langt væk fra den nærmeste togstation. Vi er omgivet af vand, sumpområder og lav bevoksning, er udenfor under den skyfri himmel, hvor stjernerne ikke helt lader sig overdøve af storbyens skær. En snes Stars and Stripes står og larmer modsat scenen, men publikum har ryggen til.

Et forandret band
Det er ikke nogen hemmelighed, at Radiohead er et forandret band, og det er ikke nogen overraskelse at de entrer scenen med et frontalt aggressivt udtryk. Men det er en overraskelse at deres koncert i hele sin form mimer den rastløse kreativitet på deres to seneste albums, Kid A og Amnesiac. At de så konsekvent skifter gear igen og igen og aldrig lader koncerten miste sin friskhed.
Da Radiohead i ’97 erobrede alverdens rockelskende hjerter med albummet OK Computer blev deres koncerter til luftkatedraler for det moderne vestlige menneske at sørge og blive udfriet i. Ind trådte man i en betagende sakral arkitektur af weltschmerz, sorg, dødsangst, vrede – og blev der. Men Radiohead er vokset fra den soniske entydighed. På de to trashede storskærme på hver sin side af scenen i vindblæste Liberty State Park kan man ikke blot nyde den brillante ide, at placere billige, lavopløselige, men frydefuldt spionerende kameraer meget tæt på musikerne – skabende en uhørt (og ubarberet) intimitet under en storkoncert – men også den dynamiske vekslen mellem fysisk og emotionel energi, som Yorke og band benådes af. Fornøjelse, humor i ét nummer, sprøjtende vrede, skærende smerte i det næste. Sonisk, nørdet legesyge afløses af kropsnær, rykkende intensitet.

Ind i kødeligheden
Radioheads nye klangeksperimenter fra de to seneste albums forfølges endnu længere ud i flere sange – med damptogfløjter, atonale figurer, samplet theremin – mens der skæres ind til kødeligheden i andre. ’I Might Be Wrong’ og ’Dollars & Cents’ injiceres med rytmisk drive, og sidstnævnte sander endda til i skærende guitarakkorder hinsides albumversionens ellers kradse nerve. Syng-med-klassikere og tåretrækkere som ’Karma Police’ og ’Paranoid Android’ står urørte, men danner pludselig kontrast til kvintettens nyfundne fysiske nerve og soniske eventyrlyst. Og Yorke – der synger kraftigere, mere kantet og rytmisk end nogensinde før – kan heller ikke dy sig for at tilføje en sarkastisk linje om en Gucci-dame på catwalk ad 5th Avenue i sidstnævnte.

Energi og flirt
Spilleteknikken har trukket sig lidt tilbage, mens instrumentteknologien invaderer nye territorier, og Radiohead har fundet et meget mere frodigt, men modsætningsfuldt ståsted, hvor usikkerheden ikke er mod- men medspiller – ja, Yorke stopper sågar ’The Tourist’ for at starte forfra uden mindste frustration. Kvintettens tidligere indadvendte energi vendes i stigende grad udad, og publikumskontakten er stor og varm og præget af lytten og omfavnelse. Et skærmbillede sidder fast i overtegnedes hovede: Yorke bøjet over klaveret under den usandsynlige slagsang ’You and Whose Army?’. Flirtende med og charmerende publikum – med ryggen til dem, men med ansigtet helt nede i det lille, vidvinklede spionkamera.
Jeg har aldrig tvivlet på Yorkes nærvær i store forsamlinger, men på hans evne til tovejs-kommunikation. Det gør jeg ikke længere. Og at Danmark ikke kommer til at opleve en så underskøn koncert – så rig på variation, nærvær, ud- og indlevelse og noget så banalt som spille-glæde – under denne turné, ligner nærmest en titanisk uretfærdighed i timerne under og også nu efter denne store koncert – med alle de udsving i intensitet og succes som den ikke desto mindre eller måske netop derfor havde.

No diesel-shit
For halvanden måned siden var et andet politisk band, U2, i New York, hvor de blandt andet prædikede mod den liberale våbenlovgivning. Radiohead deler blot deres meninger kortfattet med publikum: »We want electric cars. We don’t want this diesel-shit. We don’t want this petrol-shit. Who the fuck do you think you’re kidding?,« lyder skudsalven efter aftenens femte nummer og så det afvæbnende: ’Etcetera, etcetera.’ Radioheads politiske sindelag manifesterer sig nemlig ikke i prædiken, men i skarpe stikpiller fra scenen, i bittert vrede linier i sangene, men måske endnu vigtigere i selve den instrumentale nedbrydning af rocksangen og deres egen pop-appeal. I deres utilpassede passion, som legemliggør vreden og afmagten, deler pulsslag med deres verdensfrustrerede publikum. Og dermed åbner de op for en åndelig rigdom hinsides New Yorks Financial District i det fjerne – bag den sorte, glimtende Hudson River – hvor skyerne har trukket sig sammen over tvillingetårnene.
Radiohead er ikke længere så meget i krig med sig selv og deres egne vestlige blokeringer som med grænseløs kapitalisme, copyright-hysteri og miljødestruktion. Men de har samtidig fundet en form for fred. I musikken, og måske i alderens tiltagende varme, måske i en slags buddhistisk accept af altings sammenhæng. Og hvilket bedre, hvilket mere provokerende sted at udstille og udbrede denne befrielse, end med udsigt til en gudinde, der i en længst svunden tid symboliserede frihed og i dag kun lover materiel oversvømmelse?

*Radiohead, Liberty State Park, New Jersey, torsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her