Læsetid: 3 min.

Krisen spidser til i Zimbabwe

Zimbabwes præsident Robert Mugabe fremskynder en farlig politisk udvikling
17. august 2001

Dag for dag træder Zimbab-we et skridt dybere ned i krisens dynd, og intet ser ud til at kunne standse præsident Robert Mugabes fremfærd. Regeringen har besluttet at bede hæren om hjælp til med iværksættelse af den jordreform, der skal sørge for en omfordeling af 9,5 millioner hektar jord, der i dag ejes af hvide farmere, til fordel for de bønder, der ikke har nogen jord.
I Zimbabwe råder de 5.300 landbrug, der drives af hvide, over 70 procent af den mest frugtbare jord. Men denne sociale uretfærdighed er blevet et politisk magtmiddel siden den 77-årige Robert Mugabe besluttede at gøre dette grundlæggende spørgsmål til et våben i valgkampen op til præsidentvalget i april 2002.
Han beskylder faktisk de hvide for at støtte sin vigtigste modstander, Morgan
Tsvangirai, lederen af Bevægelsen for Demokratisk forandring (MDC). Denne beskylder tilgengæld Mugabe for at ville gøre alt for at indføre undtagelsestilstand, så han kan udsætte valget på ubestemt tid.
I starten af år 2000 førte den første bølge af ekspropriationer, ledet af krigsveteraner fra uafhængighedskrigen, til mord på cirka 20 hvide landmænd. Parlamentsvalget, der fulgte i foråret 2000, blev vundet af præsidentens parti, Zanu-PF, ved hjælp af både vold og bedrageri.

Ny voldsbølge
Regeringens beslutning om tilføjelser til listen af landbrug, der blev eksproprieret i juni har ført til våbenild i landdistrikterne. I sidste uge ledte det til voldelige sammenstød mellem landmænd og jordbesættere, sidstnævnte støttet af regeringen, i landets nordøstlige del.
Mange landbrug er blevet fuldstændig udplyndrede og hundredevis af hvide og tusindvis af sorte landarbejdere har måttet flygte fra området. 21 hvide er anholdt, anklaget for at have angrebet besættere, mens cirka 50 mennesker, der mistænkes for udplyndring, er sat bag lås og slå.

Pressen chikaneres
Chefredaktøren for Daily News, den eneste uafhængige avis i Zimbabwe, Geoff Nya-rota blev i går anholdt efter at have antydet, at politiet skulle være indblandet i plyndringerne.
I januar blev Daily News’ trykkeri ødelagt af en bombe, uden at nogen er blevet sigtet. Også flere udenlandske korrespondenter er blevet truet.
Men det er ikke kun pressen, der i søgelyset. Også retsvæsnet og udenlandske virksomheder er genstand for de såkaldte krigsveteraners pengeafpresning, og situationen får udenlandske investorer til at flygte.
Denne terrorbølge har ført Zimbab-we, den næstvigtigste økonomi i det sydlge Afrika, ind i en alvorlig økonomisk krise: Inflationen stiger igen med lynets hast (60 procent), omfattende mangel på brændstof lammer økonomien, og eksperter forventer et dramatisk fald i landbrugsproduktionen som en logisk konsekvens af landbrugsreformen. I starten af juli, indledte den magtfulde sammenslutning af fagforeninger (ZCUT) en generalstrejke, som blev gennemført med stor tilslutning på trods af magthavernes forbud.
I de seneste måneder er Robert Mugabes fremfærd begyndt at minde om et anti-hvidt og anti-kolonialistisk korstog, og det har ført til, at mange zimbabwere af europæsik herkomst og en del fra den sorte elite, der sad på ledende stillinger, har forladt landet. Hidtil har de 60.000 hvide (1 procent af befolkningen) og den sorte befolkning levet forholdsvis harmonisk side om side i Zimbabwe.
Sidste uges begivenheder har ført til bekymring i det internationale samfund, ikke mindst er Storbritanien som tidligere kolonimagt dybt berørt. I USA har senatet vedtaget en lov, der opfordrer Bush-regeringen til at støtte den demokratiske bevægelse og at rette målrettede sanktioner mod Harare.
»Vores forbrydelse er, at vi er sorte, og i Amerika er de sorte en fordømt race,« forklarer Mugabe.
Selv landene i det sydlige Afrika, ikke mindst Sydafrika, som både frygter en massiv udvandrerbølge, og at situation vil brede sig, indrømmede tirsdag for første gang, at krisen bekymrer dem og de har nu nedsat en trojka.

©Information og Libération

*Oversat af Gitte Lyngby

*Tirsdag den 11. september inviterer Dagbladet Information og Sydafrika Kontakt til debat om Zimbabwes kamp om jorden. Mød fire hovedaktører fra Zimbabwe: Irene Zindi, ZANU-PF og krigsveteran, Renson Gasela, MF for MDC, Sylvester Tsikisayi, Zimbab-we Farmers Union samt Babington Maravanyika, freelancejournalist. Sted: Dagbladet Information, mødesalen, St. Kongensgade 40 C, Sankt Annæ Passage, Tid: kl. 17-20.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her