Læsetid: 2 min.

Kroppenes sang

Marie Chouinard har et fængslende menageri af kvindeskikkelser i mytologisk, zoologisk, shamanistisk og kubistisk udfoldelse. Langt hinsides det groteske lever disse væsener deres rytmiske liv og drager os ind i en kunstnerisk tryllekreds
8. august 2001

Performance
Inuit-åndemaner med pind til at udspile gummerne. Ikaros forberende sig på det skæbnesvangre flyveforsøg. Amazonernes androgyne dronning affyrende sine pile. Den afrikanske maskeluder fra Picassos Desmoiselles
d’Avignon og Salome med sølvørerne.
Associationerne strømmer igennem hovedet, mens de tre danserinder from outer space med sekunders varsel skaber endnu et nyt danseunivers ved kun deres kroppes og deres stemmers hjælp – og så den vildt ynglende fantasi, der bor inden i den canadiske danserinde og koreograf Marie Chouinard.
Grotesk er det, men også rørende. Minimalistisk, men også generøst fyldt af betydningslag og menneskelighed. Ekstremt og lyrisk-stilfærdigt og oven i købet både visuelt sansestimulerende og rytmisk som ind i Helvede. Så er det man spørger sig, hvor dansens trofaste publikum blev af, den augustaften, hvor Compagnie Marie Chouinard ikke kunne fylde Kanonhallen? Hvor var de kulturpolitikere, der har ansvaret for de kulturelle fødekæder?

Dansens oprindelse
Gerne havde man delt den fabelagtige oplevelse med mange flere. Så helt sin egen er Marie Chouinard, at hun måtte kunne overbevise enhver tilskuer om dansekunstens eksistentielle særstilling i teatrets verden: Den oprindelige urkunst, med rødder helt tilbage til stenalderens jægere, der stampede lykken frem, dækket af dyrehuder. Programmet var sammensat af soli, som Marie Chouinard oprindeligt selv fremførte, men som hendes tre fabelagtige dansere Isabelle Poirier, Carla Maruca og Carole Prieur nu låner kroppe og stemmer.
Det kræver det yderste mod at blotte sig så radikalt som disse historier vil det – men disse rovdyrsmidige, insektfarlige, yoga-disciplinerede og mangekønnede skabninger nåede frem til såvel orgasme som himmelflugt uden det blev pinagtigt eller lummert i mindste måde. Isabelle Poirier var Nijinskys liderlige faun på muskuløse, udstoppede ben, tegnet med sorte hår på hvide skanker og et lysende, rødt køn af Picasso, mens Carla Maruca havde en dramatisk sekvens som rødhud med jern i støvlerne.

Udløsning
Men i en suveræn klasse for sig selv var Carole Prieur det særeste væsen, man har set på en dansescene. Med arme så lange som en kæmpeblækspruttes og øjne så kuglerunde som en ugles onanerede hun syngende, svingede hun rundt i lyskasterens cirkel som en techno-emu eller gik hun som blåmasket kannibal i den sorte gryde. Uden et øjeblik at miste vor sympatetiske forundring over det ensomme menneske, der stiller sig op på en scene og gør de spjæt og løb på tå, der fornøjer dem der ser det.
På soloen skal den store kunstner kendes: Balancerende på en knivsæg vil det vise sig, om der er medført magnetisme og udstråling, herredømme over teknikken og indre dækning for postulaterne på scenen (Hecuba og så videre). Indtil nu har det kunstneriske udbytte af
KIT’s Sommerscene været maksimalt – for tilskuerne, vel at mærke. Blot der havde været flere af dem...

*Compagnie Marie Chouinard. Les Solos 1978-1998. Koreografi: Marie Chouinard. Dansere: Carla Maruca, Isabelle Poirier og Carole Prieur. Kanonhallen, 6. og 7. aug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu