Læsetid: 3 min.

Kubricks terning

Et fremragende bokssæt med syv af Stanley Kubricks hovedværker og en nyproduceret dokumentarfilm fortæller om en dedikeret, kompromisløs kunstner og et generøst familiemenneske
24. august 2001

(2. sektion)

Dvd
»Én af hans film var ligeså meget værd som ti film af en anden instruktør,« mener Martin Scorsese, mens Jack Nicholsen forklarer, at »alle stort set anerkender, at han var the man – og jeg føler stadig, at det er at undervurdere ham.«
Med den spændende Stanley Kubrick – A Life in Pictures går Jan Harlan, Kubricks svoger og mangeårige samarbejdspartner, tæt på en af filmhistoriens mere gådefulde skikkelser.
Scorsese og Nicholson er bare to ud af en lang række kolleger, assistenter, venner og familiemedlemmer, som fortæller om den afdøde instruktør i portrætfilmen, der just er udkommet på dansk dvd i et bokssæt sammen med syv af Kubricks film: Lolita, Rumrejsen år 2001, Clockwork Orange, Barry Lyndon, Ondskabens hotel, Full Metal Jacket og Eyes Wide Shut.
Og ingen tvivl om, at A Life in Pictures er udgivelsens glansnummer, som fint afrunder (eller bygger op til) et kærkomment gensyn med de nyrestaurerede film, der (næsten) aldrig har lydt bedre eller set bedre ud.

Familien fortæller
Harlans ærinde er både at skildre Kubrick som genial filminstruktør – der takket være sin stædighed og kompromisløshed opnåede en uhørt grad af kreativ frihed – og som familiemenneske. Samtidig vil Harlan gerne punktere nogle af alle de sejlivede, presseskabte myter om Kubrick som en diktatorisk, menneskefjendsk og verdensfjern kunstner.
Harlan har (naturligvis) haft Kubrick-familiens velsignelse og fulde samarbejde, hvorfor man for første gang kan opleve instruktørens kone gennem 40 år, Christiane, og hans to døtre fortælle om Kubrick.
Aldrig før viste hjemmevideoer, et sjældent audiointerview med Kubrick og små kig ind bag kameraet på optagelserne af hans film giver et bedre indblik i instruktørens metoder, end vi nogensinde har fået før. Men selvom det er nok til at tilfredsstille den værste nysgerrighed, så bevarer Harlan stadig en aura af mystik omkring Kubrick, og man sidder tilbage og savner et filmet interview med instruktøren – hvis ellers sådan et overhovedet eksisterer.

Dedikeret og generøs
A Life in Pictures er kronologisk bygget op, og efter en lille montage af billeder og musik fra Kubricks film får vi i klip, anekdoter og interviews præsenteret hans liv, karriere og de 13 spillefilm, der er en mester værdig.
Fra Kubricks fotodebut for Look Magazine i ’45 i en alder af 16 og dokumentarfilmen Day of the Fight (’50), om en ung, lovende bokser, over den første spillefilm, Fear and Desire (’53) – som Kubrick siden trak tilbage fra markedet – til det kunstneriske gennembrud med antikrigsfilmen Ærens vej (’57).
»Den var chokerende ærlig,« fortæller Scorsese, en stor Kubrick-fan, der så filmen sammen med en håndfuld kammerater. »Og endnu mere chokerende var måden, den var skudt på.«
Videre til det kommercielle gennembrud med Spartacus over Nabokov-filmatiseringen Lolita, koldkrigssatiren Dr. Strangelove og Stephen King-filmatiseringen Ondskabens hotel og til Kubricks to sidste værker, Vietnam-filmen Full Metal Jacket og ægteskabsdramaet Eyes Wide Shut.
»Det var første gang, at en filminstruktør var forud for mig,« fortæller Woody Allen bl.a. om den banebrydende scifi-film Rumrejsen år 2001, som han måtte se tre gange, før han endelig lærte at sætte pris på dens kvaliteter.
Jan Harlan opnår faktisk, hvad han vil med sin velgjorte og altid interessante film, der om ikke bringer noget nyt på banen, så i hvert fald kommer godt rundt om en stor personlighed og filmskaber. A Life in Pictures efterlader en med et indtryk af Kubrick som en dedikeret og bandsat kunstner, der nok pressede sit filmhold og sine skuespillere til det yderste, men som også var et generøst familiemenneske og en god ven.

*Stanley Kubrick-bokssættet kan købes i enhver anstændig videobiks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her