NY BOG
Historiebøger var traditionelt kedsommelige: Hvis der var billeder i dem, var de som regel små, grå og gnidrede. Også selvom billederne gerne var af Rembrandt eller Velasquez. Moderne reproduktionsteknik og billedstrømmen på nettet, som alle kan kalde ned med få sekunders ventetid har gjort en ende på bedrøveligheden og nu bliver selv værker om forhistorisk arkæologi illustreret af de mest appetitlige farvebilleder.
Men kan historikerne håndtere denne overflod af billeder? Ikke uden hjælp, må man sige, når man alt for ofte ser basale fejl i underteksterne, hvor reproduk-
tionsgrafik kaldes tegninger eller iscenesatte fotografier bliver til øjenvidnedokumentation. En af de hurtigtskrivende historikere, Cambridge-professoren Peter Burke, har nu udgivet en bog om billedet som belæg for historien: Eyewitnessing. The Uses of Images as Historical Evidence, en af de seneste i den serie, Picturing History, han selv redigerer for det engelske forlag Reaktion Books.
Andethåndskendskab
Bogens forside siger mere end tusind ord ved at vise os et maleri af en alfaderlig og lyst-klædt Stalin, der roligt funderer over russernes vel. Men det er sandelig også tusind ord, vi kan udenad, for hvilket barn ved ikke, at sådan ser propaganda ud, og ikke historisk sandhed? Forudsigeligheden gør Burkes bog til ret kedsommelig læsning, for vi finder rigeligt med pointer, der er tygget drøv på i de seneste fyrre år: Regenter glorificeres, ikke-europæere er den anden og betragtes med skrækblandet nysgerrighed, landskaber er en bybos turistdrøm og ikke landbrugerens.
Burke fremhæver, i god engelsk forskningstradition, at det engelske landskabsmaleri i de 18. århundrede lagde et rosenrødt skær over de gode gamle dage, hvor idyllen fandtes i landdistrikterne. Industrialismen og fremskridtet var en trussel mod den rustikke idealverden. Et europæisk perspektiv ville vise, at i Danmark tog Jens Juel ved samme tid de udstykkede marker under behandling og stillede sig på agrarreformernes side.
I det hele lider Eyewitnessing under et andethånds-kendskab til kunsthistorien: Gud lever i detalje, og det er kun, når der gås rigtigt til biddet i nærlæsninger af malerier og skulpturer, at nye synspunkter kommer til orde. Burke refererer således den hollandske kontrovers om afkodningen af genrescenerne i det 17. århundrede: Skal vi opfatte billederne som gloriøse snapshots af dagliglivet i Nederlandene, eller har de religiøse, moralske og litterære pointer gemt i ærmerne?
Dumme spørgsmål
Det er ophidsende, når kombattanterne går i clinch med de hollandske malerier, men Burke kommer ikke rigtig ind i arenaen med sit brede perspektiv, der nærmer sig skolebogsoversigten. Skal man læse Giovanni Morelli-inspireret kunsthistorie er det bedre at gå til skribenter som Carlo Ginzburg, hvis Sherlock Holmes-udredninger findes tilgængeligt på dansk.
Burke spørger også sig selv om mange ting, som en determineret analytiker og sporhund selv kunne finde svaret på. For eksempel om et billede lå til grund for den henrykkelse, den hellige Teresa oplevede og som Gianlorenzo Bernini gestaltede i kirken Santa Maria della Vittoria i Rom. Hans spørgsmål til de kulturhistoriske slutninger, der kan uddrages af frekvensen af djævlenes forekomst i billedkunsten burde han også selv give nogle veldokumenterede svar på.
Hitler og Stalin
Eyewitnessing springer blot hastigt videre, over et højst utilfredsstillende signalement af billedets krise i reformationstiden til kapitlet om magt og protest med Hitler og Stalin. I tiden efter krigen reklamerede en spåkone (eller spåmand?) med annoncer, der lød Hitlers og Stalins skæbner forudsagt: Efter 1945 var det ikke så imponerende, forekom det. Denne forudsigelighed gør Burkes bog til tung læsning: Han skriver ligefrem at deres ikonografi ville være et givtigt studium værd, hvis man gik i dybden. Som om dette studium ikke fandtes i metermål. Ærgerligt, netop i disse tider hvor filmen forsøger at forsyne den globale landsby med en helt ny, og meget bedre, ikonografi, fra D-Dag til Pearl Harbour.
Billedlæsning
Kunsthistorien giver sig i disse år oftest af med at læse billeder, og det korrelativ, der ligger i en formel analyse, træder i baggrunden. Kunstværket reduceres til indicium, psykologisk eller kønsrelateret og kan derefter bruges til at baske tidsånden eller den enkelte kunstnere i hovedet med. Litteraturhistorikere og historikere følger villigt trop i jagten på det fatale blik, uden at være behørigt klare over fejlkilderne. Havde Eyewitnessing koncentreret sig om denne problemstilling var vi kommet et par skridt videre.
*Peter Burke: Eyewitnessing. The Uses of Images as Historical Evidence. 224. s. ill. (småt, gråt og gnidret). Reaktion Books, 25 engelske pund.
