Læsetid: 6 min.

Laziorøvhuller

Gode og dårlige undskyldninger for at skrive om en forlængst tabt fodboldkamp
23. august 2001

Fodbold
ROM – De er med allesammen. Der er den midaldrende afrikanske tæppehandler med en fortid som negerhøvding hvis sicilianske kæreste nyligt har født ham et barn og der er den tykmavede med scooterhjelmen der lige er blevet slået lodret op af sine romersandaler af Obelix og ind på en bar i det enogtyvende århundrede. Der er eneboeren som i mands minde har boet i en campingvogn på den lille plads med dyre adresser rundt om og som hver dag nyder sine måltider på kvarterets restauranter uden nogen sinde synligt at betale, og der er centurionen Contraventum med det kronisk forslåede højre øje som kommer og går på baren dagen igennem i ærinder som kun han og hans kunder kender. Der er den gamle kunstmaler med det lange hvide lokkede frøkenhår som fra vinduerne i sin førstesalslejlighed i et restaureret middelalderhus hænger dukker og brandbiler og andet legetøj ud i en permanent udstilling af noget sikkert betydningsfuldt eller betydningsløst, men i hvert fald værende til at se på og undres over, og så har han tilbragt ungdomsår med at bo i Klampenborg og hænge ud på Drop Inn og avle nogle danske børn. Han er i dagens anledning blevet forsynet med nye briller i intellektuelt sygekasselook i stedet for dem han slog halvt i stykker i et anfald af ubalance og siden klæbede for øjnene med hæfteplaster, og på samme måde fremtræder eneboeren fra campingvognen nyskuret i violet silkeskjorte med grå vest og slangeskindssko. Ham med det blå øje er ikke blevet sminket om, den afrikanske tæppehandler har sit uforanderligt mystiske høvdingekvindetække, den italienske maler fra Drop Inn har ikke fået nye tænder, og Bob Dylans adopterede datter, han ved det ikke, som plejer at stå i smøgen ved baren med sin guitar og mundharpe og et emaljekrus til småpenge sidder for en gangs skyld ned ved et bord og gnaver i en sandwichbolle. De bliver allesammen bespist af filminstruktøren med en flad firkantet frokostpakke hvis karton indeholder en bolle med fyld, salat i plasticskål, en lille kage og en dåse coca cola leveret af et cateringfirma hvis bil står lige om hjørnet. For nogle af dem er det første gang de holder en dåse cola i hånden, helt tydeligt, men filminstruktøren er glad. Det er hans dag. Hans store dag.
I mange år har han på sit kønne glatte ansigt scoret yngre kvinder med en henkastet bemærkning om sit erhverv. Filminstruktør. På baren hvor han hænger døgnet rundt har ingen nogen sinde set ham gøre andet end at skubbe solbrillerne op i det krøllede hår. Men nu kan man se ham herse med et filmhold ude på pladsen som er sået til med lastbiler, kraner, skinner, dollyer og panavisionkamera under hans kommando, og tæppehandleren, eneboercampisten, den frøkenhårede maler, romersoldaten, ham med det blå øje, centurionen og Dylans adopterede datter spiller sig selv i en film som filminstruktøren har fået nogen til at betale sig for at lave, og nu kan han vel virkelig få gang i scoringen. Verden er ikke hvad den synes som.

Dårlig kamp, hva’
»Dårlig kamp, hva’,« sagde filminstruktøren. Og det havde han jo ret i. Det var midt i filmoptagelsernes frokostpause, og han havde tid og overskud til at mene den slags. Det samme havde barens souschef, sådan ynder han at kalde sig og opføre sig, ret utåleligt, men okay: Han taler gerne alle efter munden, men pukker synligt på sin ret til at holde med Lazio i et kvarter hvor alle, filminstruktøren, den afrikanske tæppehandler... ja, alle dem, holder med Roma. I åbenlys trods mod sin chef. Den lille mand der ejer baren, mange kalder ham blot den lille mand, er romanist og hænger altid den nyeste plakat med Romas holdopstilling op på en ledig plads på væggen, men et øjeblik efter finder den yngre souschef en anden ledig plads og placerer en Lazio-plakat. Begge er med i filminstruktørens film om...
»Dårlig kamp, hva’« sagde souschefen, også han, i filmholdets frokostpause dagen efter at hans yndlingshold havde banket et hold fra København ude på det olympiske stadion. Han havde selv været der. Han vidste at jeg også havde været der. Vi kendte hinandens sympatier, men hans skadefryd var malplaceret.
»Du var skidebange efter første halvleg,« sagde jeg bare til ham, men det svarede han ikke på. I virkeligheden citerede jeg blot Dino Zoff, Lazios træner, som i et interview til en italiensk fjernsynskanal i presserummet under tribunen havde sagt efter kampen, at han et øjeblik havde været, nå, ja skidebange var måske ikke hans ord, men i hvert fald fuld af respekt for »disse ydmyge folk, der bare blev ved med at spille og spille«, og det var hans nøjagtige ord. Una vittoria sofferta. En sejr med møje og besvær, sagde han, skønt cifrene 4-1 burde tale et klarere sprog om den indlysende klasseforskel på et af verdens dyreste og bedste fodboldhold og et fra København.

Tavse racister
Men sådan var det jo ikke i den første halvleg, hvor københavnernes to firemandskæder på linie effektivt bevogtede egen banehalvdel og lossede bolden, når de havde den, op til de to angribere og især til sydafrikaneren Zuma, der så kunne gøre med den som de nu bedst kunne finde på. En rigtig god møgkamp var det i den halvleg, inden københavnerne kom ud efter pausen og pludselig begyndte at spille så meget fremad, at det helt ulogisk var souschefens yndlingshold der fik kontramuligheder og i en ruf bragte sig foran 3-0. Inden Zuma så fik den puttet ind i Lazio-målet til fornyet ængstelse for Zoff, souschefen og de helt tavse racister på stadions nordlige kurve.
Der var kendte folk fra film og fjernsyn på den dyre langside. Dagen forinden var der blot solgt 17.000 billetter, men pludselig var kampens karakter af skæbnekamp gået op for så mange romere at der foran billetlugerne var knubbede ord, trængsel og panik fordi der ikke var trykt billetter nok. Anna hed billetdamen ved min luge, og hun havde pludselig mange venner blandt kendte folk fra italiensk fjernsyn og film, der komplimenterede hende for at hun var blevet nydeligt solbrun og at hendes nyblonde hår virkelig klædte hende. Den bed hun ikke på, men udstedte en billet til mig lydende på at jeg var reporter fra Radio Uptown, så det er slet ikke mig der skriver dette, mens alle de kendte måtte gå rasende bort. Indtil Lazios præsident, Cragnotti, erkendte billetfadæsen og beordrede alle porte åbnet, så alle og enhver bare kunne mase sig ind uden billet. Kendte eller ikke kendte.
Det var selvfølgelig ikke dem der piftede ad Zuma og sang smædesange om sorte hvergang afrikaneren havde bolden, men piftet og sunget blev der, og der var tilmed en der kastede en flaske ned i hovedet på filminstruktøren og hans fotograf bag målet mens de filmede enhver af Zumas bevægelser og gestus på banen. Nej, ikke den filminstruktør, og Zuma er ikke med i filmen om baren, men ned i hovedet på Jon Bang Carlsen som er i færd med at lave en film om den på alle måder begavede sydafrikanske københavnerstjerne med fortid i en township og med en elastikomviklet bold af papir. En flaske i hovedet fik de, fordi de viste denne ene spiller så megen opmærksomhed. Laziorøvhuller.
Men det sagde jeg ikke til hverken souschefen, tæppehandleren, campisten, ham med det blå... ja, dem, dagen efter på baren, hvor filminstruktøren fra Danmark nikkede kort til sin italienske kollega midt i et scoringsforsøg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her