Læsetid: 3 min.

Man leder forgæves

Janus Kodals nye digte når aldrig ud over det kapriciøse krukkeri
24. august 2001

(2. sektion)

Digte
En huskeregel for lyrikanmeldere siger, at hvis en bog selv efter tredje eller fjerde gennemlæsning ikke siger dig så meget som en rygende rottefis, så kan og bør du da i det mindste give værkets formsprog en chance og
forsøgsvis aflæse dets udsagn.
Janus Kodals fjerde bog består af fire-fem slags digte. Der er en enkelt kompakt kasselignende tekst, der er et enkelt digt sat op i form af en dialog, og der er fire ultrakorte mindeportrætter af læremestrene – Erik Satie, Edmond Jabès, Poul Borum og Svend Johansen.
Resten af digtene falder i to omtrent lige store grupper, hvoraf den ene, med 12 stykker i alt, rummer forholdsvis almindelige og upåfaldende versstrukturer, hvorimod den anden, med tre korte og to temmelig lange forløb, genoptager formsproget fra Kodals Ingentings mestre (1994), dvs. en svævende, springende praksis hvor linjerne uafladelig forskyder og åbner sig. Hvor ingenting er definitivt, men alting foreløbigt.
Det ene forløb af denne art hedder »Jorden« og handler, hvis den slags ellers kan ’handle’, om tilblivelse og tilintetgørelse, om æg og om død. Det andet forløb, der har givet samlingen dens titel, former sig som en indvikling i og afvikling af et mellemværende, et jeg og et du stillet over for en småborgerlig provins-idyl, med en bagerdatter i centrum. Hver gang Kodal i disse to kapriciøse spil med ord har sat en betydning i verden, foretager han et lille spring. Så lander han igen, finder en anden tone, et tilgrænsende motiv, som imidlertid blot danner afsæt for endnu et hop, videre bort.

Ingen forfører
En nøgle til denne form, der helt uanset stof og holdning mimer mangetydighed og åben uoverskuelighed, giver digteren muligvis i følgende tekst:

JEG ER ingen forfører
ordene er
kolde og hårde

det er det jeg siger

du må selv gå ind

som et museum
for aks og le

kom og bo
og jeg bliver dit hjem

jeg behøver ikke savne dig

kom og gå

jo mere luftig du er
des mere ser du
Uagtet at digtet kan læses som en moderne, ret modstræbende kærlighedserklæring, lægger det op til en tydning, der i du’et ser den måbende og undrende læser. Du må selv gå ind i ordene, dér må du komme, og dér må du gå. Og jo mere luftig du er, jo mere opfatter du!

Bryster og balder
Andetsteds taler Kodal om »en kaotisk ordnet uendelighed«. Det kan også angive det verdenssyn, der anlægges i hans digte.
Men samtidig kan det som formel fungere som en nem undskyldning for ikke at sætte en form.
Jeg savner i hvert fald i bogen et fastholdt ærinde, en konstant idé gennem de mange små antydende glimt. Man fatter såmænd nok, at Kodal har et eller andet i klemme over for moderen som instans og kvinden som kønslig og psykologisk udfordring – »BARE JEG ikke så brysterne for bare balder,« lyder den karakteristiske optakt til et gennemironisk digt – men så længe han insisterer på at tale om disse sager i digte, der tanke- og billedmæssigt helst skal være rastløse og afglidende, så bliver hovedindtrykket det, at luftigheden ikke kun kan være læserens ansvar. Det forbliver en gåde, at nogen kan finde det interessant at tilvirke tekster, der i den grad gemmer og lukker sig.
Ét eneste direkte og ukrukket digt havde været nok til, at man som læser ville give bogen fire chancer til. Men efter et sådant digt må man desværre lede forgæves.

n*anus Kodal: I provinsen. Digte. 44 s., 150 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her