Læsetid: 4 min.

En levende legende

Maleren og filmmageren Alfred Leslie personificerer sin generations eksperimenter med at overskride de traditionelle kunstskel
10. august 2001

(2. sektion)

Portræt
Det kan ligne lidt af et tilfælde, at det netop blev billedkunstneren og filmmageren Alfred Leslie, som i 1959 kom til at stå bag en af periodens mest markante amerikanske avantgardefilm og i hvert fald den eneste betydelige film udsprunget af beatgenerationen, Pull My Daisy. En sort/hvid novellefilm fotograferet af Robert Frank og baseret på et manuskript af forfatteren Jack Kerouac, som tillige leverede den jazzede og delvis improviserede speak på lydsiden.
Men helt tilfældigt var det ikke. Et væsentligt aspekt ved den del af 50’ernes kunstscene på Manhattan, der er gået over i historien som New York School of Poets, var netop viljen til at samarbejde og lade sig inspirere på tværs af de traditionelle skel mellem kunstens kategorier. Og Alfred Leslie har om nogen personificeret denne tendens.
Ikke blot indgik han i en række samarbejdsprojekter med forfattere og malere, ligesom han tog aktivt del i det sociale liv, der udspandt sig på beværtninger som Cedar Bar, San Remo og White Horse Tavern. Også som individuel kunstner favnede han vidt, fra fotografi og film over skrivevirksomhed til maleri og grafik.
Selv om Pull My Daisy i fire årtier har været genstand for en bitter rettighedsstrid mellem de to ophavsmænd, Alfred Leslie og Robert Frank – begge krediteret som instruktører – fremstår filmen i dag som Leslies væsentligste bidrag til kunsthistorien. Ikke kun i kraft af dens løsslupne, atmosfærefyldte og spøjse stemningsleje – filmen blev sammen med John Cassavetes Shadows (1960) et startskud for 60’ernes New American Cinema-bølge - men nok så meget for den tidstypiske cross-over-mentalitet, der kom til udtryk i samarbejdet mellem billedkunstnere, filmfolk, forfattere og musikere.
Det var således maleren Larry Rivers, der spillede hovedrollen, mens andre roller var besat af forfatterne Allen Ginsberg og Gregory Corso. Og lydsidens titelmelodi var blevet til ved at kombinere et stykke musik af komponisten David Amram med en vrøvletekst improviseret frem af Ginsberg, Corso og Kerouac i 1949. Senere lavede Alfred Leslie flere film, hvor han anvendte tekster af Frank O’Hara. Men det var Pull My Daisy, der blev stående som et kunstnerisk statement fra en tid og et miljø, hvor grænser og værkbegreber begyndte at flyde. Og hvor termen ‘interdisciplinær’ kom på dagsordenen.

Alfred Leslie blev født i New York i 1927 og har livet igennem været new yorker med hud og hår. Allerede som barn begyndte han at tegne og fotografere, og de første – nu tabte – forsøg på filmisk at indfange Manhattans mange impulser daterer sig til starten af 40’erne. Efter krigen blev Leslie optaget på New York University, hvor han studerede maleri og kom ind i en kreds af unge kunstnere, hvoraf ikke mindst Larry Rivers blev en vigtig allieret. Det var tillige i denne periode, at Leslie og hans venner begyndte at frekventere Cedar Bar, hvor ældre kolleger som Jackson Pollock og Willem de Kooning holdt hof.
Selv om Leslie i 1949 havde fået filmen Directions: A Walk After the War Games vist på Museum of Modern Art, besluttede han i starten af 50’erne at satse på en karriere som maler i den abstrakt ekspressionistiske tradition. Gennembruddet kom, da de to toneangivende kritikere Clement Greenberg og Meyer Schapiro inkluderede ham i udstillingen New Talent 1950 på Kootz Gallery i New York. Og blot to år senere blev valget belønnet med en soloudstilling på Tibor de Nagy Gallery. Det var gennem Tibor de Nagys flamboyante grundlægger og ejer, John Bernard Myers, at Leslie kom i kontakt med den gruppe af unge digtere, som senere skulle blive kendt som New York School of Poets. Den initiativrige Myers var dybt engageret i den litterære scene, og foruden at arrangere lyrikoplæsninger i galleriet forestod han i starten af 50’erne udgivelsen af de første samlinger med navne som John Ashbery, Kenneth Koch og Frank O’Hara. Digtere, som fremover blev Leslies venner og samarbejdspartnere, og som alle blev inkluderet, da han i 1960 samlede sin generations stemmer i den selvfinansierede antologi The Hasty Papers.

Parallelt med de billedkunstneriske aktiviteter fortsatte Leslie med at skrive skitser til skuespil og fremtidige film, og i slutningen af 50’erne vendte han tilbage som instruktør med Pull My Daisy.
Filmen slog for alvor hans navn fast, men den flerstrengede karriere led et afgørende tilbageslag den 17. oktober 1966. På den dato gik hele den karré, der rummede Leslies atelier og lager, op i røg ved en tragisk brand, som ikke blot fortærede hundredevis af værker – malerier, tryk, skitser, negativer, filmruller og manuskripter – men som tillige kostede ikke færre end 12 brandmænd livet.
I årene, der fulgte, modtog Leslie en strøm af legater, hædersbevisninger og æresprofessorater. Men intet af det kunne ændre ved, at størstedelen af hans værk var væk. Først nu, mere end 30 år efter, er Leslie igen ved at finde fodfæste. Et 24 minutter langt fragment af den næsten to timer lange Birth of a Nation 1965, som blev fortæret af flammerne, blev relanceret i 1997. To år efter blev antologien The Hasty Papers genudgivet i en udvidet millenniumudgave.
Og under den forløbne sommers New York Video Festival har Leslie haft premiere på sin første nye film siden branden i ‘66, The Cedar Bar, en collagefilm baseret på rekonstruktionen af et skuespil fra 1952.

*I forbindelse med In the Making viser Cinemateket, en serie af Alfred Leslies film. Bl.a. er der Europapremiere på The Cedar Bar, 2001, 84 min. Filmhuset, København, 19. og 26. aug., kl. 19

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu