Teater
Sensommerens teater-tilbud fra KIT hedder denne gang Solo 2001. Kunstneren ene på scenen, med kun det, der ligger i hendes, eller hans, talent, kunnen, træning, modenhed uden sikkerhedsnet. Meget didaktisk var der adgang for alle til åbningsforestillingen: Det vovestykke at gå på line op til det højeste tårn på Rosenborg Slot: 30 meter skrånende opstigning.
Den franske linegænger Didier Pasquette kunne gøre forsøget med den historiske bevidsthed, at det seneste forsøg endte med at linen brast og vovehalsen Roat fra Holland styrtede i døden. Det skete under en reprise af en heldig opstigning til ære for kong Frederik VI og hele København, mens Pasquette kun optrådte én nervepirrende gang for kulturministeren og københavnerne.
Trængslen var ikke overvældende måske er der færre, der ønsker at se folk falde ned fra 25 meters højde end der var på Frederik VIs tid? Vi har jo heller ikke længere offentlige henrettelser, her i landet. Men som en parabel over kunstnerens ubodelige ensomhed og udsathed var Didier Pasquettes seje tråd op mod tårnet meget effektfuldt. Der var ikke cirkusforestillingens simulerede usikkerhed, disse små svaj, der skal få os til at gyse, blot lange, determinerede skridt op mod tårnet. Vel oppe modtog han vore lettede klapsalver.
Lettelse
Det samme gjorde André Wilms efter en tour de force som den gale professor i Heiner Goebbels intenst scenograferede filosofiske fyrværkeri Max Black. Lettelsen i Kanonhallen, der sjældent har båret sit navn med så stor ret, skyldtes denne gang, at vi selv var kommet levende igennem forestillingen. Hvor rædslen i Rosenborg Have omsluttede den farefulde opstigning på en heldigvis ikke slap line, gjaldt skrækken i Max Black de tossede kemiforsøg, der gav bengalsk lys, selvlysende grønne stave, et klaver, der betjentes af en stjerne og en masse ild og småeksplosioner. Det var som at gå i skole igen!
Alene på scenen med amokløbende logik, hentet hos Lichtenberg og Wittgenstein og selvudleverende sjælsanalyse hentet hos Paul Valéry talte og talte den både for gamle og for unge videnskabsmand sig igennem mere end en time i sit parodisk-faustiske laboratorium.
Pyroteknisk
Scenografien var af den overdådige slags, som vi aldrig ser på disse breddegradder: Alt var eksplosivt, fuldt af son et lumière og talende arkitektlamper. Den rablende André Wilms spillede med og mod sin egen stemme (digitalt forvrænget og momentant hoppende op af kasser eller silende ud af båndsalat), kæmpende med filosofiske paradokser som den uløselige gåde om, hvorvidt barberen i byen kan barbere sig selv. Det søgende menneske var endt i rasende afmagt i intellektets kortsluttede elektriske erkendelsestrang, på en scene der stod i flammer.
Man beundrede både den fransktalende skuespiller, der hastede igennem det logiske forfølgelsesløb og Heiner Goebbels musikalske iscenesættelse af de fascinerende tekster og klangfigurerne, spillet på alle tangenter, men især vil man huske forestillingens pyrotekniske brillians: En vidunderlig optakt til Solo 2001.
*Åbning af Københavns Internationale Teater: Solo 2001. Torsdag 2. Didier Pasquette: 30 meter sej gang til Rosenborgs tårn. Samme aften: Heiner Goebbels: Max Black. Solist: André Wilms, scenografi Klaus Grünberg, fyrværker Pierre-Alain Hubert. Weekendens solister er Ann Crosset og Robyn Orlin i Orange, orange, orange ...
orange you glad we were thinking in green!!!. I Kanonhallen til 8. aug. og den betagende indiske danserinde, Maya Krishna Rao med The Job, Dansescenen lø. og sø. kl. 20
