Læsetid: 3 min.

Der er liv i skrotbunken

Fordelene ved at blive gammel er til at overse. Eller er de?
25. august 2001

Frihånds
»Fordelene ved at blive gammel er til at overse«, sagde en god ven forleden. Leif Panduro udtrykte det mere drastisk: »Livet«, sagde han, » er det ikke lidt overvurderet?« Det kan man gøre sig tanker om, efterhånden som håret falder af og tænderne ud. Sammen med en håndfuld nogenlunde jævnaldrende forfattere – altså mellem halvfjers og skindød – har jeg været med til at lave en revy, der tager eksistentielle og gerontologiske problemer under behandling (Skrotbunken, Folketeatret.) Forestillingen har fremkaldt en byge af modstridende reaktioner, hvilket for en satiriker selvfølgelig er mad for mons.
Helt ud af chaketten går Gregers Dirckinck-Holmfeld i et åbent brev til Folketeatrets afgåede chef, Preben Harris, hvor han hylder denne for et langt livs indsats, samtidig med at han med stor patos græder over, at Harris’ afskedsforestilling er så ideforladt og uaktuel, som var den skrevet, da »Hilmar Baunsgaard i sin tid lagde Danmark i blød«. Anmelderen må jo vide det, for han var allerede dengang for fyrre år siden en gammel mand og har vist været det lige fra fødslen.

Jeg har egentlig ikke oplevet noget lignende siden Gris på gaflen, hvor folk også rejste sig forargede og forbandede skuespillerne og ønskede forfatterne hen, hvor cayennepeberet gror. Lækkert. Men det morsomste er, at de hånsord, friherren på Ekstra Bladet har til overs for forestillingen, først og fremmest handler om, at forfatterne er senile, uopfindsomme og GAMLE! Det er rigtig sjovt ikke mindst med tanke på, at anmelderen også brokker sig over, at forfatteren til de enkelte numre ikke er nævnt og samtidig roser Benny Andersen for en tekst – der er skrevet af Jesper Jensen!
Velkommen i klubben, altså, er det ikke på tide, at vi danser ud i den sidste
kehraus hånd i hånd? Når man er rigtig forstemt, kan det af og til hjælpe lidt på humøret at tænke på dem, der bliver tudsegamle uden at gå hverken i frø eller spåner. Tizian malede nogle af sine berømteste billeder i firsårsalderen, Grundtvig tog en ordentlig tur i Vartov og talte i tunger, så englene sang, uden at det havde noget at gøre hverken med Alzheimer eller Alzheimer Light, og jeg mindes Palle Lauring, der i en høj alder kunne underholde en hel sal af åndsfæller så længe og så herligt, at han til sidst måtte trækkes ned fra podiet i frakkeskøderne, for han kunne være blevet ved til den lyse morgen, og det var aldrig kedeligt, ikke et sekund.
Der er vist ingen opskrift på, hvordan man bærer sig ad, og jeg har da også svært ved at forestille mig Panduro som firsårig. Det ville han ellers have været nu, og jeg savner ham. Men raketter af en vis konstruktion stråler så kraftigt, at de er dømt til at brænde sig selv op hurtigt.

Drømmen handler selvfølgelig om at blive ved i stedet for at blive skudt ned af sig selv eller andre. En af mulighederne synes at ligge i troen – ikke på noget højere metafysisk væsen, men på noget jeg vil kalde jordånden, den der tillader en af have fødderne på jorden og samtidig være svævende, den der viser kendsgerningerne uden camouflage og ved, at idioternes mængde er konstant, men at man ikke skal lade sig slå ud af det, for majoriteten er – selv med sine fejl – klog.
Og selvom der kun går en fornuftig og morsom på ti tosser, så er det vigtigt at holde fast i, at fornuften findes, at den kan bruges, at der muligvis er tale om et slutspil, men at det ikke er slut endnu eller kun er det, hvis tilfældet vil, eller man giver op. Skrot op!

*Dette er den 15. artikel i en serie frihåndstegninger hvor Klaus Rifbjerg skitserer billeder af liv og litteratur

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her