Læsetid: 2 min.

Hvad er livet?

Lever man på en bænk i Ørstedsparken?
3. august 2001

(2. sektion)

Bænkpres
Når man kommer hjem fra ferie, og der ligger otte Information i postkassen, læser man på en anden måde end ellers. Kun det, der interesserer, får adgang, og man læser på tværs, så otte aviser bliver til én med sine egne indre forbindelser. For hjemvendte mig kædede især to artikler sig sammen: Ulrikke Moustgaards interview med skuespilleren Jens Arentzen og konvertitten Jakob Werdelins fortælling om sit liv som muslim.
Det, der fæstnede sig i Jens Arentzens udredninger, var især hans bemærkning om, at »man tør kun noget, hvis det ikke er livet.«
»Pludselig – fordi du får at vide, at det er en rolle og en lærer har sagt det – tør du sove i H.C. Ørstedsparken. Ellers havde du aldrig fundet på det,« siger han.
»Interessant iagttagelse,« tænkte jeg, og gav mig til at fundere over, om det var så fedt at rejse, fordi det ikke er livet... Indtil det slog mig: Hvorfor skulle man lægge sig til at sove i Ørstedsparken, hvis man ikke havde en grund? Er det kun ’livet’, hvis man suverænt handler uden at være tilskyndet udefra? Hvornår er man overhovedet utilskyndet?
Jeg tror, der er en stor fare ved Arentzens tankegang. Den ’sigter’ livet, så kun de oplevelser, hvor følelser og sanser er beskæftiget på højtryk opnår kvalitetsstempel. Det betyder omvendt, at alt det andet: Opvasken, de glemte nøgler, sommerforkølelsen og dagene, hvor intet lykkes, bliver undtagelsestilstande, som man skal forsøge at undgå. Men opvasken er ikke en undtagelsestilstand. Der findes ikke undtagelsestilstande. De er allesammen livet, hvilket man kan indse alene af den grund, at vi alle kender til dem.

Tro og tvivl
Og forsøger man at sætte parentes om kedsomhed og trivialitet, kan man være sikker på at få dem igen med renter. Slet og ret fordi man mangedobler sin egen utilfredshed, hver gang man støder på det ubekvemme.
Dernæst læste jeg Werdelin, der er blevet muslim. Set med Arentzen-briller har han nok turdet finde sig en bænk i Ørstedsparken, fordi Allah har givet ham opgaven. Flere steder i artiklen forventer han nærmest barnligt-naivt øjeblikkelig belønning (for at have bedt godt) eller belæring (om ikke at tvivle). Han har brug for afstivning, hvad der kan få skeptikere til at forkaste hele hans projekt.
Det vigtige befinder sig imidlertid et helt andet sted, nemlig i artiklens vekslen mellem tro og tvivl. Over for troens salmetone, der sine steder nærmer sig Højsangens sprog, står et kritisk, skeptisk hverdagsdansk, fuldt af ubehagelige følelser: Foragt, jalousi, tvivl på sig selv – angst. Alt det, vi gerne vil fortrænge. Ligesom Werdelin. Men i kraft af sit nye dilemma er han tværtimod blevet akut bevidst om dem! Netop fordi han har valgt at tro, kan han ikke fortrænge de dele af sig selv, vi andre helst skubber til side. Måske bliver han ligefrem klogere?
Pointen er, at vi aldrig på forhånd ved, hvad vi erfarer. Men vi erfarer. Og hvis vi kun tør noget, ’når det ikke er livet’, får vi alligevel erfaringer af det. Det er nemlig livet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu