Læsetid: 4 min.

Loven og profeterne

Jødisk-amerikansk novelledebutant overvælder med et sprudlende fortælletalent i samlingen ’Til lindring af utålelige drifter’
4. august 2001

Jødisk-amerikansk novelledebutant overvælder med et sprudlende fortælletalent i
samlingen ’Til lindring af utålelige drifter’

Ny bog
I novellen ’Genforening’, hvor den jødiske hovedperson ryger ind på en afdeling for tosser, skriver den 29-årige Nathan Englander, at afdelingens vægge er ”gennemvædet med livsbekræftende håb.”
Det samme kan siges om hele novellesamlingen. Til lindring af utålelige drifter, der er den unge forfatters debut.
Englander er opvokset som ortodoks jøde i New York, men bor nu i Jerusalem. Han modtog Pushcart-prisen for titelnovellen og lovprises som den nye arvtager efter Saul Bellow, Isaac Bashevis Singer, Bernard Malamud og Philip Roth.
Nye og gamle verdener
Fortællingerne handler om ortodokse jøders genvordigheder med trosretningens strenge forskrifter i forskellige lande og forskellige årtier. Selv om det er en bog om identitetskonflikter i mødet mellem gamle og nye verdner, udgør de samtidig en universel problematik om, hvordan mennesket forstår og overholder de regler og love, der hersker i de tilhørsforhold, vi er med til at skabe – som f.eks. religiøse grupper, ægteskaber, familier og venskaber. Hverdagens små fejlslagne ’profeter’ er i Englanders univers de undtagelser, der bekræfter reglerne. De træder uden for stregerne, og det kommer der vidunderligt rystende tragikomik ud af.

En broget verden
De bedste noveller er dem, der fører os tilbage i tiden og dem, der udspiller sig i Israel. De mindst interessante er dem, der foregår i det ortodokse og isolerede kvarter Royal Hills i Brooklyn, hvor parykklædte fruentimmere og voldelige ægtemænd huserer. Her er et skønsomt udvalg:
I den mere end gribende, men aldrig klynkende nostalgiske novelle ’Den syvogtyvende mand’ er 26 jødiske forfattere kommet på Stalins liste over antisovjetisk aktivitet. En 27. mand – en ukendt forfatter ved navn Pinchas – er røget med ved en fejltagelse. Vi følger deres sidste dage i fængslet med afhøringer og henrettelser, og Pinchas ender med at være den, der ved hukommelsens hjælp skriver det sidste afsnit i deres historie. Han svigter ikke sit kald, selv om alle deres læsere ’er blevet til aske.’
’Tumlingerne’ er en af mine favoritter. Det er en urkomisk historie om en gruppe ortodokse jøder på vej til internering under holocoast. Ved et tilfælde kommer de ikke med toget til gaskamrene, men med et teatertog fyldt med tryllekunstnere og badutspringere – på vej til en stor forestilling til ære for der Führer.
Jøderne bruger hvert et minut af togturen til at øve sig i at lave fuldt skruede volter, og de bliver en stor succes hos Hitler, som jublende udbryder, at ’tumlingerne’ er lige så klodsede som jøder!
Deres overlevelsesstrategi bliver til tragikomisk selv-parodi.
Da de er færdige med at optræde, bliver historien med ét dødsensalvorlig. En af ’tumlingerne’ strækker sine hænder ud mod salen: »Men der var ingen snigskytter, som der er for hænder der stikker ud af revnerne i togvognenes gulve; ingen engle ventede, som de ellers altid gør, på hænder der rækker ud af skorstenene og ind i den askefyldte himmel.«

Konvertit
I ’Gilgul på Park Avenue’ rammes Charles Luger, en pæn kristen advokat, pludselig af den erkendelse, at han har en jødisk sjæl. Til hustruen Sues store bestyrtelse konverterer han til jødedommen med alt hvad det indebærer af uspiseligt salte
kosher-middage med papir-dug, paptallerkner og brombærvin, rituelle afvaskninger, en stjålen mezuzah fra naboens dørkarm, m.m.
Han går så langt som til ikke at kunne trykke på knappen i elevatoren på en sabbat – der må jo ikke arbejdes, og han kan ikke spørge folk om hjælp lige ud, da »det kun er tilladt at hentyde.«
Historien kulminerer i en nedslående opgørsmiddag mellem Charles, hustruen, psykiateren og rabbineren. Charles og Sue står uforløste tilbage.
Det moderne Israel
I titelnovellen får den ortodokse Dov Binyamin i Jerusalem en ’recept’ fra sin rabbiner på, at han gerne må opsøge en prostitueret, når konen nu hele tiden vender ryggen til. Det er åbenbart tilladt at bøje reglerne »til lindring af utålelige drifter.«
Turen til Tel Avivs syndige natteliv bliver en åbenbaring. Selve det kejtede møde med luderen Devorah kunne Woody Allen også have gjort efter. Det er ikke særlig originalt fremstillet.
Men ideen om utroskab og utugt som frugtbar for ægteskabet bryder alle regler. Dov Binyamin kan nu slappe af derhjemme, vende konen ryggen, og dermed bidrage til at oparbejde hendes lidenskab igen.
Der er bare lige den drejning, at han har reddet sig en kønssygdom og må låse sig inde på toilettet brændende af skam, mens hustruen des-perat banker på døren.
Den sidste historie ’På denne måde er vi vise’ er et lyrisk, selvbiografisk stykke om Natans tanker om kærlighed og eksistens i dagens Israel, hvor bomberne sprænger.
Gammel bogviden får ikke længere ørenlyd i en by, der hærges af krigens tinnitus: »Den frygtelige rysten fanget i mine hænder. Gårsdagens lyde fanget i mit hoved. Jeg banker på et øre, ligesom en svømmer. Et mindre frekvensproblem, er jeg sikker på. Jeg har opfanget den medfødte ringen i Jerusalems ører.«
Nathan Englanders novellesamling giver os et forfriskende og kådt indblik i ortodoksiens narrestreger og den jiddische kulturs syndsbevidsthed. Med stor humor, vid, og medfølelse kommer vi tæt på en lille, lukket og truet verden, vi kun ser glimtvist på tv. Håbet findes i reglernes undtagelser, i hverdagens skæve åbenbaringer og i fantasiens vidunderlige verden.
Oversættelsen fungerer generelt udmærket, men der er for mange af min yndlingsaversion: anglicismen ’at putte noget på’ (’to put on’) som f.eks. sokker og parykker. Dem ’tager’ man på.

*Nathan Englander: Til lindring af utålelige drifter. Oversat af Bo C. Plantin. 205 sider, 249 kr. Borgen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her