Læsetid: 12 min.

Måske sker der noget vidunderligt

10. august 2001

(2. sektion)

Interview
»I den første generation af New York School-digtere betragter jeg som de fire væsentligste: John Ashbery, Frank O’Hara, Kenneth Koch og James Schuyler. Der var andre, der var Barbara Guest, Harry Mathews, Kenward Elmslie, Edwin Denby, men de fire i centrum var de fire nævnte, der også opfattede sig selv på den måde.«
»The New York School of Poets begyndte faktisk ikke i New York, men i Cambridge Massachusetts, hjemstedet for Harvard University, hvor tre af de fire digtere – John Ashbery, Kenneth Koch og Frank O’Hara – læste lige efter Anden Verdenskrig. Der mødtes de, og de mødte hinanden igen i New York, hvor deres kreds udvidedes med James Schuyler og andre digtere og romanforfattere og malere; Larry Rivers, Jane Freilicher, Fairfield Porter, Alfred Leslie og en række andre.«
»Deres digtning var en slags udvidelse af talen eller samtalen. Det lyder ligesom det engelsk, vi taler, snarere end som en litterær stil. Det er ét afgørende træk. Et andet afgørende træk var, at the New York School of Poets stod i et bekræftende forhold til verden. De havde en særlig komisk gejst. Digtningen blev ikke mindre seriøs af at rumme humoristiske træk. New York-digterne var meget opsatte på at finde nye former, så på en måde forenede de deres forskellige talent med den litterære tradition. De skrev prosadigte, hvilket blev opfattet som radikalt og oprørsk. De var modtagelige for den franske, litterære tradition og for andre digtere fra Europa og Sydamerika. De var ikke kun påvirket af de ledende britiske og amerikanske digtere som Yeats, Pound og Eliot. De søgte forbilleder hos Majakovski og Mandelsjtam i Rusland, Hölderlin i Tyskland og Apollinaire i Frankrig, hele den surrealistiske tradition i Frankrig, symbolismen i Frankrig, Lorca i Spanien. Desuden beviste de, at man som digter kan hente indtryk ikke kun fra digtningen og fra litteraturen, men også fra de andre kunstarter – maleriet, musikken, filmen. Det var Ashberys overbevisning, at moderne digtning i USA i 50’erne var meget mindre moderne, mindre frisk og ny, end den tids maleri og musik, og at digterne kunne kræve den samme frihed, som en komponist gjorde krav på, når han skrev atonal musik, eller maleren, når han malede abstrakte malerier. Et digt kunne fungere på de samme principper som et abstrakt ekspressionistisk maleri.«

Vigtige venskaber
»De var meget opmærksomme på at være moderne og nye og oprørske over for en akademisk digttradition, der forekom dem at være en spændetrøje. I abstrakt ekspressionisme har man et eksempel på en kunst, der ikke føler sig forpligtet til at repræsentere verden. Den kan være en fejring af selve mediet. Det var en lære, de kunne overføre til digtningen. I abstrakt ekspressionisme findes også den mulighed, at tilfældet kan være et bestemmende element i værket. Det gælder også for John Cages musik, som var en anden ting, de samlede op og overførte til deres egne kompositioner. Eller idéen om, at titlen ikke behøver at være den sidste ting, man laver, når man skriver et digt – den kan være den første ting.«
»Det essentielle ved New York School of Poets var imidlertid deres venskab. De var en meget loyal gruppe mennesker, loyale over for hinanden og over for folk i kredsen. De arbejdede sammen om en lang række forskellige projekter. Samarbejde er en vigtig avantgarde-aktivitet, som vi ved fra surrealisterne. Det gjaldt også for New York School of Poets. Koch elskede at skrive digte med Ashbery, de skrev en hel sekvens, Ashbery og Schuyler samarbejdede om A Nest of Ninnies, en vidunderlig roman, som de påbegyndte på bagsædet af en bil på vej til Manhattan fra Long Island. De var godt og vel 17 år om at blive færdige. De samarbejdede om et magasin, der hed Locus Solus, og den anden udgave af Locus Solus – under Kenneth Kochs ledelse – var helt viet samarbejde. Det antyder, hvor vigtigt samarbejde var som idé. De opfattede sig selv som en del af noget nyt, af en slags hold. Hvis noget lykkedes for én, lykkedes det for dem alle, hvis noget mislykkedes for én, mislykkedes det for alle.«
»Også på den måde optrådte de som skole – med en fjende. Og fjenden var akademisk digtning, som de opfattede som død og konservativ.«

Digterne
»Frank O’Hara var en meget karismatisk figur. Hans digtning er meget karakteristisk, meget indflydelsesrig, fuld af udbrud, overraskelser. Han skrev under alle forhold; han kunne skrive midt under en fest, så han fjernsyn, og der var et reklameindslag, kunne han skrive et helt digt under indslaget. Han kunne lide støjen, han kunne lide at være i centrum af tingene. Han skrev digte dagligt. Især i løbet af 1959, mange af dem findes i bogen Lunch Poems. Han kaldte dem sine I-do-this-I-do-that-poems. Digtene er en krønike over hans gøren. Enhver ting, der skete ham, var så interessant, at den kunne dukke op i et digt. Digtning behøvede ikke kun at handle om ædle emner eller om kærlighed eller om fin kunst. Den kunne handle om film, den kunne handle om tilfældige hændelser.«
»James Schuyler opfattede sig som den lidt anderledes. Han var den ældste i gruppen, han var den sidste, der modtog anerkendelse for sit arbejde, han var en plaget mand, havde mange nervøse sammenbrud. Han var en talentfuld, smuk ung mand, hvis store talent lå i beskrivelsen. På en måde er hans digte de mindst urbane af gruppens. De er mere idylliske. Han kunne åbne sit vindue, kigge ud og bare beskrive, hvad han så, og få et smukt digt ud af det. Det ser let ud, men det er umuligt at gøre det, hvis man prøver. Han var gruppens store redaktør. Alle de andre elskede at vise deres digte til Schuyler, fordi de vidste, at han meget taktfuldt ville fortælle dem, hvad der var galt med digtet, hvis der var noget galt – og de hørte efter.«
»Kenneth Koch er det største komiske talent i gruppen. Han påvirkede hele generationer af digtere ved at være en yderst effektiv professor ved Columbia University og før det ved The New School. Han skrev også nogle vidunderlige bøger om at undervise børn og ældre mennesker på plejehjem i digtning. Mange mennesker mener, at for at kunne skrive et digt skal man være inspireret, som om man var ramt af lynet. Koch viste, hvordan man kan frembringe sin egen inspiration ved at stille sig selv en opgave. Han var en fortryllende lærer. Hans digtning er også overstrømmende sjov på en måde, som mange mennesker var imod. De mente, at digtning skulle være højtidelig, og Koch viste, at man kan være en lyrisk digter med en episk forestillingskraft – og skrive sjove digte.«
»Hvis O’Hara var skolens helt – alle unge digtere ville være som Frank – så var Ashbery den mest gådefulde og mystiske. Han tog til Paris og tilbragte 10 år i byen, mens New York-skolen var på sit højeste i New York. Alle andre opfattede ham som digteren, den fraværende skikkelse, der vendte tilbage, alle var enormt interesserede i ham. Hans digtning er meget mystisk og meget sammensat. Mange opfatter ham som den største digter i vores tid. Jeg kan huske, da jeg på college kom under indflydelse af magien i Johns digtning og opfattede hans digt »The Skaters« – et af hans tidlige lange digte – som en præstation på højde med T.S. Eliots The Waste Land. Ashbery er for mig at se et geni.«

Den sidste avantgarde
»Avantgardens historie beskriver en stigende mistro til mulighederne for politiske og sociale forandringer. Man når det punkt, hvor kunsten for kunstens skyld er den yderste avantgarde-position. I USA i 1940’erne og 50’erne var det muligt at være avantgarde, fordi der var så stor en modstand mod kunsten, mod forandringer og mod nye kunstneriske udtryksmåder. Så man løb en stor risiko. Jackson Pollock, der lavede billeder, der ikke forestillede noget genkendeligt, fik folk til at sige – ’Et fem-årigt barn kunne gøre det der!’ eller ‘Det ligner store makaronier!’ Risiko er et vigtigt træk ved avantgarden, og modstand er det også, men i dag er alt nyt almindeligt accepteret. Det er meget svært at chokere nogen i dag, og alle vil være avantgarde. Så hvis man fjerner modstanden mod avantgarden, så er der ikke længere nogen risiko forbundet med den. Jeg tror, hele konceptet er ved siden af, medmindre man bruger begrebet i betydningen ’ny’ og ’god’. I så fald fint, så forbliver John Ashbery vores ledende avantgarde-digter, og jeg vil gerne bruge begrebet på den måde. Men hvis man betragter begrebet i dets historiske sammenhæng, så var the New York School en avantgarde-bevægelse – og den var den sidste. Den er ikke den sidste, vi nogensinde får, der vil komme andre, ingen tvivl om det, men den er den sidste indtil videre.«

Pursuit of Happiness
I den amerikanske uafhængighedserklæring skrev Thomas Jefferson, at alle mennesker i Amerika har visse ukrænkelige rettigheder, som omfatter liv, frihed og stræben efter lykke. Ikke nødvendigvis opnåelsen af lykke, men friheden til at efterstræbe den. Det står centralt i min forståelse af, hvad der kaldes den amerikanske drøm. Mig forekommer det, at New York-digterne og -malerne var æstetikere, snarere end moralister. Det gælder måske ikke de abstrakte ekspresionister, men jeg tror, det gælder den anden generation af malere, som var nære venner af New York-digterne, og det gælder New York-digterne selv, at de var mere interesseret i glæde som noget, der kan opnås i digtningen, deres egen og læserens glæde, end i moralske belæringer. Hvis man ser på T.S. Eliot eller andre eksempler på engelsk/ amerikansk digtning, så er den moralske – og i nogle tilfælde den religiøse – tilskyndelse kraftig. Det er noget andet at have det æstetiske princip i centrum, det indebærer en afvisning af det politiske, en fornemmelse af, at det politiske har ledt til grusomheder. Politisk motiveret digtning var ikke noget, der interesserede disse digtere. De var opmærksomme på forbindelsen mellem Sovjet og Gulag og Stalin og på, at Majakovskis enorme begejstring for den russiske revolution ledte til hans selvmord. Samtidig var de interesseret, ikke bare i æstetik og glæde, men også i lykke som et værdigt mål. På den måde er de romantikere, de fortsætter en romantisk tradition, der begynder med Wordsworth og Rousseau og Keats. Ideen er, at individernes lykke er en lige så vigtig sag for digtningen som enhver anden. I årene efter Anden Verdenskrig var det i høj grad muligt at have denne følelse, fordi krigen var slut; vi havde vundet krigen, vi havde overlevet depressionen, alle, der havde gjort tjeneste i krigen, blev tilbudt en gratis uddannelse. Det nød Kenneth Koch godt af, Frank O’Hara gjorde, Larry Rivers gjorde og andre gjorde. Der var en stemning af tillid og optimisme. Det varede kort, fordi der også var denne enorme angst for atomkrig. På en måde var det at skrive om personlig lykke i sammenhæng med Den Kolde Krig i sig selv en måde at triumfere. En slags modstand mod virkelighedens pres. Fantasiens sejr. Wallace Stevens er en vigtig figur for alle disse digtere. Han opfattede fantasien som noget, der kunne forsone den menneskelige erfaring og presse de dele af virkeligheden tilbage, der undertvang den menneskelige følsomhed.«

Lykkens beskrivelse
»Lykke er ikke nødvendigvis noget, man er disponeret for. Lykke er noget, man opnår på trods af det, der modarbejder lykken. Vi kender alle til mennesker, hvis liv er styret af et arbejde, de ikke kan lide. Disse digtere var meget opsatte på for deres egen del at kræve, at opleve, hvad der var godt i livet, ligesom de romantiske digtere var optaget af at have et umiddelbart forhold til naturen.«
»Yeats har skrevet om Keats: Hans sætninger, hans digte, kunst er lykkelig, men hvem kan sige det om hans liv? Det gælder også for James Schuyler. Hans kunst er lykkelig. Han er en digter, der i enestående grad kan meddele følelsen af tilfredshed. Og det er enormt ironisk. Han var så langt fra noget lykkeligt menneske, han var forfulgt af dæmoner, som ledte til en række sammenbrud. O’Hara var et meget nervøst menneske, der drak for meget. Så også hans lykke var skrøbelig. Han var en slags såret narcissist. Jeg tror ikke, at de her mennesker var lykkelige, eller at deres øjne var blinde for verdens elendighed. De påtog sig en slags opgave, en kunstnerisk opgave, og jeg tror, at stræben efter lykken har at gøre med dét. De var skeptiske over for den tone af moralsk alvor, man finder i visse litterære værker. Jeg tror, de rent instinktivt veg tilbage for den; at de var præget af en instinktiv ironi.«
»Kierkegaards ånd hang på en underlig og fascinerende måde over Ashbery og de andre digtere, for Kierkegaard havde en meget naturlig ironi, højt udviklet. Jeg holder meget af historien, han fortæller i Enten-Eller, hvori en mand kommer i himlen og får at vide af guderne, at han kan få et hvilket som helst ønske opfyldt. Han kan få rigdom, et langt liv, en smuk kvinde, lige hvad han vil, men han har kun ét ønske, så han må vælge. Han tænker sig om et øjeblik, så siger han: Jeg ønsker altid at have latteren på min side. Så er der et øjebliks stilhed – og så griner alle guderne. Det er en anekdote, jeg tænker på i forbindelse med The New York School of Poets – vigtigheden af den latter.«

Det vindunderlige
»Hverken New York-digterne eller nogen anden digter er disponeret for lykke, man opnår den, og digtning er ikke bare et endemål, men også et middel til at nå målet. Da O’Hara var på college, var han på et tidspunkt deprimeret indtil det suicidale. Han førte dagbog, så alt det ved vi. På et tidspunkt vejede han plusserne og minusserne i sit liv op mod hinanden. Han skrev: ’En af grundene til, at jeg ikke begår selvmord, er, at jeg ved, at der måske sker noget vidunderligt. Der findes denne mulighed for det uventede. Jeg tror, Frank O’Hara bruger vendingen en livets smutvej’«.
»Digtningen var performativ – den skulle få noget vidunderligt til at ske, den skulle ikke bare bevidne, at noget vidunderligt faktisk skete, den var selv en begivenhed, en handling, såvel som resultatet af handling og proces.«

*David Lehmans bog om the New York School of Poets hedder »The Last Avant-Garde – The Making of the New York School of Poets«. David Lehman har desuden skrevet en række digtsamlinger, senest »The Daily Mirror«. Lehman vil onsdag den 15. august kl. 19.30 fortælle om The New York School of Poets i koncertsalen på Louisiana

*Interviewet er fra bogen Amerikansk Katalog, der udkommer den 14. august, hvor lyrikfestivalen åbner

Frank O’Hara: Ave Maria

Amerikas mødre
lad jeres unger gå i biografen!
få dem ud af huset så de ikke ved hvad I har for
det er sandt at frisk luft er godt for kroppen
men hvad med sjælen
som gror i mørke, præget af sølvhvide billeder
og når I bliver gamle som I jo må
vil de ikke hade jer
de vil ikke kritisere jer de ved det ikke
de er i et strålende land
de først så en lørdag eftermiddag eller
en dag de pjækkede
de er jer måske endda taknemmelige
for deres første seksuelle erfaring
som kun kostede jer en daler
og ikke forstyrrede hjemmets fred
de vil vide hvor slikpinde kommer fra
og gratis poser popcorn
så gratis som at gå før filmen er forbi
med en venlig fremmed hvis lejlighed ligger i Himlen-på-Jorden-
huset
nær ved Williamsburg Bridge
åh mødre I vil ha gjort de små lømler
så Iykkelige for hvis ingen samler dem op i biografen
ved de ikke bedre
og hvis nogen gør vil det være let tjente penge
og på begge måder vil de virkelig ha moret sig
i stedet for at sidde og hænge i gården
eller oppe på deres værelse
og hade jer
for tidligt da I ikke har gjort noget forfærdelig ledt endnu bortset fra at holde dem borte fra mørkere glæder
det er utilgiveligt det sidste
så skyd ikke skylden på mig hvis I ikke følger mit råd
og familien må skilles
og jeres børn bliver gamle og blinde foran et fjernsyn
hvor de ser
de film I ikke ville la dem se da de var smä

Oversat af Poul Borum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her