Læsetid: 6 min.

Magt i flydende netværk

Statsmagtens autoritet er i dag ved at være en saga blot. Suveræniteten består i stigende grad af frit flydende magtstrømme i internationale netværk, mener Harvard-professor John G. Ruggie
27. august 2001

Mandagssamtale
»I dag er magt ikke længere i nær samme grad som tidligere knyttet til begrænsede territorier, men er blevet de-territorialiseret. Det betyder, at vi i dag i stigende grad lever i en verden, der er delt op i forskellige rum af magtstrømme, snarere end i forskellige rum af territorielt afgrænsede steder, stater, hvor magten hører hjemme,« siger John G. Ruggie, der er tidligere chefrådgiver for Kofi Annan, nu professor på John F. Kennedy School of Government ved Harvard Universitetet.
Information har rådført sig med Ruggie i et forsøg på at få rede på de mange nye konfliktlinjer, vi i dag ser i international politik, hvor voldelige topmøde-demonstranter i Gøteborg og Genova kæmper om opmærksomheden med tusinder af fredelige aktivister, professionelle NGO’er, internationale virksomheder og hel- og halvstatslige aktører.
Den bagvedliggende undren, bekymringen, der driver værket, er spørgsmålet om, hvad der sker med demokratiet i en tidsalder, hvor globale virksomheder og internationale organisationer i stadigt stigende grad gør indhug i nationalstaternes suverænitet.
Det er John G. Ruggie – om nogen – den rette mand at spørge om. Han blev i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne kendt på grund af en række banebrydende artikler om det internationale politiske systems karakter. En af hans grundlæggende teser var, at det internationale stats-system var under forandring i retning af et post-moderne internationalt system, hvor den politiske magt er organiseret i et internationalt patchwork af overlappende og ufuldstændig autoritet og loyalitet. Og det er en tese, han har fået bekræftet gennem de sidste fire år, hvor han har fungeret som chefrådgiver for FNs generalsekretær, Kofi Annans, afdeling for strategisk planlægning.

Globale beslutninger
»Et helt unikt karakteristika ved modernitetens statssuverænitet var, at den var altomfattende. Det, vi i dag kan se, er, at suverænitet deles op i sagsområder og deles ud mellem forskellige stater, så forskellige politik-områder underlægges forskellige regler. Suveræniteten bliver samtidig ’poolet’, altså lagt sammen med andre landes magt. Det gør samlet set, at suveræniteten bliver koblet fra territoriet og rummes i stedet i transnational adfærd,« siger Ruggie.
Et sted, det er tydeligt, er på miljø-området, forklarer Ruggie.
»I gode gamle dage, da livet endnu var stabilt, blev beslutninger på for eksempel miljøområdet taget af regeringerne.
Kollektive miljøspørgsmål blev forhandlet i inter-
governmentale forhandlinger. I dag kommer den intergovernmentale del ind i slutningen af beslutningsforløbet for at kodificere det, der allerede er blevet besluttet. Inden regeringernes officielle repræsentanter kommer ind i billedet, har en lang række fora bestående af virksomheder, NGO’er, forskellige aktivist-organisationer, de store olieselskaber, nogle regerings-udvalg og så videre, aftalt et bestemt sæt af spilleregler for bestemte lande. Det er den totalitet, som aftalerne består af. Og det er det, regeringens officielle repræsentanter sætter et officielt stempel på. Når alt dette lægges sammen, kan man se begyndende mønstre af global regeren, global governance,« siger han.
»Et andet eksempel er olieboringerne i Chad. I gamle dage ville det have været en sag alene for Chads regering og det olieselskab, der stod for olieudvindingen. I dag er der en international aftale, der ikke blot regulerer olieudvindingen og det revenu, der tjenes, men også omfatter den olieledning, der går fra Chad til Cameroun og til verdensmarkedet. Dette regelsæt blev forhandlet mellem Chads regering, olieselskabet, Verdensbanken og et halvt dusin NGO’er. Ideen er, at planerne for olieudvinding diskuteres i et multi-aktieejer forum, hvor forskellige synspunkter kan høres, og derudover sikre, at de penge, der tjenes på olieudvindingen, varetages på en meget mere transparent måde end tidligere og er målrettet til bestemte statslige udviklingsmålsætninger, så regeringen er begrænset i forhold til, hvad den kan bruge pengene til,« siger han.
»Derved forhindrer man det, der altid skete i tidligere tider, nemlig at en lille elite blev ekstremt rige, uden at det kom resten af befolkningen til gode. Det er en type globale aftale-arrangementer, der er blevet mere og mere udbredt på forskellige områder,« siger Ruggie.

Staterne ændres
Udviklingen betyder dog ikke, at staterne forsvinder, mener Ruggie.
»Staterne forbliver i en overskuelig fremtid den primære enhed for politisk organisering og politisk identitet. Men staternes karakter ændres. Staterne må i stigende grad tage mere hensyn til langsigtede, kollektive in-teresser end kortsigtede na-tionale interesser. Årsagen er dels de problemer, de står overfor, dels de normative forandringer, der i de senere år er sket i vores verdensbillede.«
»Ingen stat eller statsleder – bortset fra George W. Bush – har sagt direkte fra over for Kyoto-aftalen ud fra et argument om, at det vil skade landets økonomi. Bush tydeliggør faktisk forskellen mellem den verden, vi kommer fra, og den verden, vi er på vej i retning af. Bush-administrationen er en slags ’time-warp’, der giver os et øjebliks-billede af, hvordan verden plejede at se ud.«
»EU er også et meget godt eksempel på, at staternes suverænitet bliver delt op i enkeltdele. Ikke fordi EU er en supra-national enhed, men fordi der i EU sker en stor pooling af suverænitet, etableringen af små pakker eller lommer af kollektiv regeren.«
Og det forstås i stigende grad af forskellige aktører, herunder politiske aktivister, der organiserer sig omkring specifikke emner, om det så er Jubilee 2000 eller kampagnen mod landminer. Her ved man i stigende grad, hvornår man skal rette sine ønsker mod specifikke internationale institutioner, og hvornår de skal trække venligtsindede regeringer ind i sagen. Det, der kommer ud af det her, er en slags flydende netværk af aktivitet, der forsøger at generere regler, der i højere grad reflekterer fælles, kollektive interesser, end snævre nationale interesser.«
– Hvordan skal man beskrive denne aktivitet?
»Jeg har desværre ikke rigtig noget godt udtryk for det, andet end opdelingen og uddelegeringen af stats-suverænitet og dens reorganisering i små lommer i forskellige emne-områder. Ikke nogen synderlig elegant måde at beskrive det på, hvis jeg skal være helt ærlig,« erkender Ruggie.

Forvirret demokrati
»En af konsekvenserne er, at de fleste normale mennesker bliver ekstremt forvirrede. For de fleste mennesker holder fortsat deres lokale, regionale eller nationale regering ansvarlig for at overholde de sociale mål, de forventer, bliver opfyldt. Det gør de, uden at være fuldt ud klar over, hvor gennemgribende netværks-baserede magt-relationerne er blevet i dag, ikke mindst i EU. Det forvirrer folk, og udfordrer et eller andet sted deres identitets-følelse,« siger Ruggie.
»Den helt store udfordring i fremtiden er spørgsmålet om hvem, man stiller til regnskab for den førte politik. Det er blevet sværere og sværere for folk at forstå, hvordan de enten direkte, eller gennem deres politiske repræsentanter, kontrollerer de steder eller de magtstrømme i hvilke, beslutningerne tages. Den kritiske udfordring er ikke blot at konstruere arrangementer, der kan modsvare de forandringer, vi står overfor, men at gøre det på en sådan måde, at de mennesker, i hvis navn, beslutningerne træffes, kan stille deres politikere til regnskab for de givne handlinger.«
– Hvordan gør man det?
»Jeg tror ikke, at der er nogen magisk løsning. Vi må gøre en række ting. NGO’erne, der normalt antages at repræsentere det bredere samfunds interesser, er nødt til at fokusere på deres eget ansvar, og deres egen repræsentabilitet. NGO’erne kræver åbenhed og ansvarlighed fra alle andre aktører. De standarder må de selv begynde at leve op til. De skal også kunne stilles til regnskab overfor deres egne handlinger,« siger Ruggie.
»Vi er nødt til at stille en række spørgsmål til NGO’erne. Hvor repræsentative er de mennesker, der hævder at repræsentere folkets interesser, i virkeligheden? Hvorfor er der så få NGO’er fra den sydlige halvdel af jordkloden? Og hvorfor er de, der deltager i de større interna-
tionale konferencer som regel betalt af den nordlige halvdel?

*Dette er den første artikel i en serie om det globaliserede demokrati

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her