Læsetid: 5 min.

Makedonien ved det kritiske punkt

Det er nu, det afgøres, om den femte Balkan-krig bryder ud, mener iagttager
10. august 2001

Er der en lære, der kan drages af Jugoslaviens mange krige og krisesituationer er det denne: En underskrevet fredsplan giver ikke nødvendigvis fred.
Derfor holder mæglerne fra EU og USA vejret i disse dage. For ganske vist lykkedes det i forgårs for mæglerparret Francois Leotard og James Pardew efter seje forhandlinger at få de fire vigtigste partier i Makedonien – to etnisk makedonske og to etnisk albanske – til at sætte deres initialer på en aftale, hvis vigtigste punkter er:
*Afvæbning af den albanske oprørsbevægelse UCK.
*Styrkelse af det albanske sprogs status i offentlige institutioner og i undervisningen.
*Øget andel af etniske mindretal, især albanere, i politistyrkerne og den offentlige administration.
*Øget lokalt selvstyre.
Men samtidig fortsatte kampe mellem makedonske regeringsstyrker og UCK-partisaner i den største albanske by, Tetovo, og make-donske hævnangreb mod albansk ejendom flere steder i landet som reaktion på onsdagens drab på ti make-donske soldater.
»Vi har netop nu nået det kritiske punkt. Patienten kan dø eller overleve. Det er nu, det afgøres, om der bliver fred eller krig,« siger Jonathan Schwartz, lektor i antropologi på Københavns Universitet, med et mangeårigt feltarbejde i Makedonien og adskillige arbejder om Makedonien og de makedonske og albanske samfund i udlandet bag sig.
»Krig er ikke uundgåelig i Makedonien. Med fredsaftalen er der skabt en forstandig ramme for en makedonsk stat med en mere synlig albansk identitet. Men politikerne fra begge sider er under et enormt pres fra deres egne, i og uden for partierne, med og uden våben«.

Usikker identitet
Det, der efter Schwartz’ mening gør det vanskeligt for de slaviske makedonere at acceptere indrømmelser, som omverdenen finder rimelige og naturlige – f.eks. øget brug af det albanske sprog i det offentlige og i undervisningen – er dels, at makedonerne selv er så usikre på deres identitet, dels at indrømmelserne skal gives i »en kontekst af vold«.
»Det ville være nemmere, hvis de makedonske politikere i fredstid havde sagt: Lad os rekonstruere staten i overensstemmelse med befolkningens sammensætning (med ca. en tredjedel albanere, red.).«
»I den nuværende situation, hvor lederne handler under pres fra, hvad der ikke kaldes andet end ’terrorister’, bliver enhver indrømmelse taget som et tegn på svaghed. En politisk aftale i denne situation er meget, meget svær at forsvare over for de mere nationalistiske dele af baglandet«.
Dertil kommer, mener Schwartz, at den make-donske stat så at sige er født med en alvorlig identitetskrise – og makedonerne er derfor ekstra utilbøjelige til at give køb.
»Den makedonske identitet er under et kæmpepres. I begyndelsen blokerede Græ-kenland for international anerkendelse, fordi grækerne mener, at navnet Makedonien historisk betegner en del af Grækenland. Derfor kan makedonerne stadig ikke bruge landets navn i internationale fora (men kaldes
FYROM, Former Yugoslav Republic of Macedonia, red.). Bulgarerne har anerkendt Makedonien som en stat, men ikke som et folk, fordi de mener, at makedonerne etnisk er bulgarere. I Beograd opfattes Makedonien uofficielt som Sydserbien. Og det er en dårligt skjult hemmelighed, at et stort antal af de makedonske albanere, landets egne statsborgere, ser Makedonien som en kunstig statsdannelse, man for øjeblikket er nødt til leve inden for, men vil bryde ud af, hvis det politisk bliver muligt«.

Gode hegn, gode naboer
Fra sit omfattende feltarbejde og mange besøg i Makedonien har Schwartz fulgt udviklingen i forholdet mellem den almindelige albanske og makedonske befolkning, især i landsbyerne. »Der har aldrig eksisteret noget lyserødt landsbyfællesskab. Men før Jugoslaviens opløsning var der tale om en almindelig, rutinemæssig
sameksistens. Makedonere og albanere fra samme landsby kunne mødes og lave aftaler om vandingskanaler. Albanerne gav bakhlava til serberne under bajram (muslimsk fest, red.), makedonerne kom med malede påskeæg til albanske naboer. Den store migration gav også et fællesskab: Man kørte med de samme busser, fløj sammen til Toronto eller København, kom i de samme klubber i udlandet. Men man blev ikke nære venner på tværs af de etniske grupper, og jeg kender ingen blandede make-donsk-albanske par. Man levede efter den amerikanske regel: Gode hegn skaber godt naboskab.«
Med en anekdote fortæller Schwartz om udviklingen i forholdet mellem albanere og makedonere:
»Da jeg i 1982 var på mit første feltarbejde i Makedonien – i en landsby nær Prespa-søen i den sydlige del af landet – oplevede jeg, hvordan en albansk bonde, der havde været ude og hente brænde, lossede nogle brændestykker af foran den ortodokse kirke, skønt han selv var muslim. Det var noget, alle landsbyens beboere gjorde rutinemæssigt, fortalte han – landsbyens makedonske kirkegængere skulle ikke fryse, når de var i kirke.«
»Da jeg ti år senere kom tilbage og besøgte den samme mand, viste han mig en massegrav – 16 albanere dræbt af slaver under Anden Verdenskrig. Massegraven havde naturligvis også været der ti år tidligere, men da valgte han at vise mig det gode naboskab, ikke massegraven.«

Diasporaens indflydelse
Jugoslaviens opløsning og de mange etniske krige i kølvandet skabte en ny ramme for forholdet mellem make-donere og albanere. Hjulpet frem af en meget vigtig faktor i de voksende nationale modsætninger på Balkan efter Schwartz’ mening: Diasporaen – de store og økonomisk relativt velstående grupper af eksil-samfund, der ofte forsørger familierne ’hjemme’ og øver stor indflydelse.
Diasporaen har leveret et stort antal frivillige, store mængder af våben og store pengesummer til krigene på Balkan. »Paradoksalt nok gror nationalismen fint i de multi-kulturelle drivhuse i Toronto, Zürich eller København. Ingen hæger om sin etnicitet, sin religion og sin historie som den eksilerede, der føler sin identitet truet,« mener Schwartz.
Alligevel lykkedes det i mange år at holde Makedonien uden for de etniske konflikter på Balkan. De afskrækkende eksempler fra Kroatien, Bosnien og Kosovo gjorde indtryk, den hurtige indsættelse af en FN-observationsstyrke hjalp til.

Kosovo skabte mistro
Men vendepunktet var Kosovo-krigen, mener Jonathan Schwartz.
»Der har altid været tætte forbindelser mellem albanerne i Kosovo og albanerne i Makedonien. Men Kosovo-krigen gav drømmen om en fælles albansk stat ny realitet. Makedonerne frygtede på sin side at blive over-svømmet af Kosovo-albanske flygtninge, der ville tippe den etniske balance i Makedonien, og behandlede flygtningene affærdigende og svinsk. Det var stærkt medvirkende til, at den høflige sameksistens er blevet til mistro, som politiske ekstremister har vidst at udnytte.«
Det er derfor her, med tillidsskabende arrangementer, at det internationale samfund skal sætte ind, mener Schwartz. Ikke mindst
NGO’er skal i langt større omfang engagere sig i projekter, der fremmer sameksistens.
Hvis der altså ikke bliver krig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu