Læsetid: 7 min.

Hvad har den mand rodet sig ud i?

Menneskets natur er den samme lige meget, hvor vi er, mener den islandske filminstruktør Baltasar Kormákur, der er Danmarksaktuel med den morsomme ’101 Reykjavik’
17. august 2001

(2. sektion)

Interview
Solen skinner fra en skyfri himmel, og temperaturen når op over de 12 grader, som piloten lovede os ved indflyvningen til Islands hovedstad, Reykjavik. Der er en smuk udsigt fra byens svar på Strandvejen, hvor de store, flotte villaer ligger på stribe med deres hvidkalkede facader vendt mod havet.
Et stenkast væk, i et kvarter kaldet Vestbyen, er et ungt filmhold nået halvvejs gennem dagens optagelser på familiemusicalen Regina. I aulaen på en af Reykjaviks ældste skoler, den fredede Melaskòla fra 1940’erne, der har alt sit flotte funkisinteriør i behold, herser instruktøren Maria Sigurdardòttir, en respekteret teaterinstruktør, som nu tager springet til det hvide lærred, rundt med en flok stepdansende pensionister. Med sorte stokke med glasknop svinger og drejer de sig elegant rundt, en af dem endog med sit gangstativ, mens en kvinde højlydt angiver rytmen.
»Og Baltasar,« lyder det så fra instruktørassistenten, musikken starter og i en sky af cigaretrøg buser en Clark Gable-agtig dandy ind ad døren, klædt i hvidt jakkesæt, lyserød skjorte og pastelfarvet, ternet pullover, sorte stepsko og med et flot ansigt rammet ind af en tynd, markeret moustache og brillantinehår med sideskilning.
Hans navn er Baltasar Kormákur, og det er for at tale med ham, at jeg sammen med et par andre danske journalister er taget op til den lille ø i det store Atlanterhav.

Hvor som helst
Kormákur er en af Islands førende skuespillere og teaterinstruktører, og sidste år debuterede han som filminstruktør med den kritikerroste 101 Reykjavik, der får dansk biografpremiere i dag (anmeldt i2 den 10. aug.).
101 Reykjavik er baseret på en populær og morsom roman af Hallgrímur Helgason. Bogen, der blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 1999, handler om den 34-årige dagdriver Hlynur, som stadig bor hjemme og uden mål og mening glider gennem tilværelsen og det islandske natteliv.
På en måde er det ganske passende, at det blev Baltasar Kormákur, som satte billeder på Helgasons ord, da instruktøren faktisk gav bogen sin titel. Forfatteren er stamkunde på Kormákurs trendy bar, Kaffibarinn, som ligger midt i den del af Reykjavik, hvor handlingen foregår, og som har postnummeret 101. Og da Kormákur en dag læste det endnu ikke publicerede manuskript foreslog han simpelthen ’101 Reykjavik’ og sørgede ved samme lejlighed for at købe filmrettighederne.
»Jeg så en interessant situation, som kunne foregå mere eller mindre hvor som helst,« fortæller Baltasar med reference til et af historiens omdrejningspunkter, hvor Hlynur går i seng med den kvinde, som viser sig at være den nyslåede lesbiske mors kæreste.
»Jeg ville gerne opbygge et univers omkring den situation. Min film er ganske forskellig fra romanen, og måske har jeg også åbnet den mere op ved at bruge Victoria AbrilÇ« forklarer han om valget af den spanske skuespillerinde, kendt fra flere af Almodovars film, til rollen som morens kæreste, Lola.
Og for Baltasar er det vigtigt, at en film ikke bliver for lokal, men at den på en måde ser tingene lidt udefra og derfor kan ses af alle.
»Det er lige meget, om det er Shakespeares Romeo og Julie, der foregår i Italien, bare så længe historiens indre, det primære tema, er universelt. Og så krydrer man den med bestemte steder, og hvad der foregår dér. Menneskets natur er den samme, lige meget hvor vi er.«
»Faktisk kendte jeg en lesbisk flamingodanser fra
Andalusien, som arbejdede i en dansehal, og jeg kom til at tænke på, at det ville være mere interessant at give hende sådan en baggrund, og så begyndte jeg at skrive filmen med Abril i tankerne,« fortæller Baltasar og understreger så, at filmens selvbiografiske elementer ikke ligger i de specifikke hændelser. »Det er mine omgivelser og et liv, jeg har været en del af, og følelserne, de seksuelle frustrationer, den seksuelle atmosfære, galskaben og miljøet er meget biografisk. Måske er det også en af grundene til, at jeg blev tiltrukket af historien. Jeg kunne relatere til historien og tale om mig selv gennem en anden mands historie.«

Troværdighed
»Den slags forhold (hvor en 30-årig, hjemmeboende mand går i seng med sin mors lesbiske kæreste, red.) virker måske underlige og langt ude, når man umiddelbart tænker over detÇ« indrømmer Baltasar Kormákur. »Men når man tænker efter, så er det faktisk ret så almindeligt. Når man gør noget på en scene eller i en bog, kan det måske virke for vanvittigt. Men jeg spurgte mange, om de ville tro på sådan en historie, og de fleste kunne faktisk fortælle noget, der var endnu værre.«
»Der er ikke en stor moralsk pointe, om hvorvidt det er rigtigt eller forkert. Det er faktisk ganske undskyldeligt det hele, men det er en interessant situation at arbejde med, og for mig var det også spændende at forsøge at gøre situationen troværdig,« forklarer instruktøren, der ikke synes, at han har så meget til fælles med spanske Pedro Almodovar, en instruktør, han ofte er blevet sammenlignet med på baggrund af 101 Reykjavik.
»Jeg ser ikke mig selv som en instruktør med samme stil. Jeg synes, at han kaster karaktererne ind og fortæller dig, at det er en transvestit, det er en homoseksuel, og det er en nonne – man skal bare tro på det, og så fortsætter historien. I det her tilfælde ville jeg hive folk ind i situationen og pludselig få dem til at indse, ’wow, hvad er det, at den mand har rodet sig ind i!?’«
Baltasar Kormákur er en overmåde sympatisk ung mand, og så er han en af
Islands helt store personligheder, hvilket man får en fornemmelse af, når man går med ham på gaden og ser, hvordan folk vender sig om og kigger efter ham.
Under optagelserne på Regina, hvor Baltasar spiller en svindler, som forsøger at franarre nogle plejehjemsbeboere deres smykker, bliver han hele tiden kaldt tilbage på settet, hver gang vi lige er kommet i gang med at snakke.
Derfor inviterer han os efter sin 12 timer lange arbejdsdag ned på sit kontor i downtown, 101 Reykjavik, for at fortsætte snakken.
Kontoret, et stort, lyst rum med plakater på væggene og smarte computere på skrivebordene, ligger lige om hjørnet fra Kaffibarinn – som han ejer sammen med den engelske popgruppe Blurs forsanger Damon Albarn – og forstærker kun indtrykket af Baltasar Kormákur som en dynamisk og hip ung kulturpersonlighed – nu iført sort jakke, sort trøje, sorte læderbukser og solide støvler.

Mest instruktør
35-årige Kormákur er uddannet skuespiller fra den islandske teaterskole, og han har siden 1990 medvirket i et utal af teaterstykker og film af ikke mindst en af Islands førende filminstruktører Fridrik Thór Fridriksson. Senest har han medvirket i Fridrikssons Universets engle efter på Einar Már Gudmundssons prisbelønnede bog og i den amerikanske instruktør Hal Hartleys Monster.
Kormákur ejer også sit eget teater, Luftkastellet, og han har iscenesat et hav af forskellige stykker, bl.a. Hamlet på Odense Teater, og han forventer at gæste Mungo Park til jul med en opsætning af Ibsens Et dukkehjem.
Men nu er det altså filmen, som kalder. »Det er det, jeg vil lave,« fastslår Baltasar. »Jeg har måske bevæget mig langsomt hen mod det punkt ved at lave teater og spille skuespil.«
»Jeg kan godt lide teatret, og teatret har på mange måder hjulpet mig. Man lærer forskellige ting, og man kan blive en god historiefortæller ved at bruge et simpelt medie som teatret til at skabe en historie og holde den interessant. Springet fra en kortfilm til en spillefilm er formodentlig sværere end at komme fra teatret, hvor man altid laver en historie i langt format. Det tekniske aspekt er for mig ikke det mest interessante ved at lave film. Det er et medie til at fortælle historier med,« mener Baltasar Kormákur, som håber på, at han kan få tid til at blive ved med at spille skuespil.
I sin egenskab af instruktør går han til oktober i gang med optagelserne til The Sea, et familiedrama, der også kommer til at handle om den trængte islandske fiskeindustri.
»Det er meningen, at den skal være både underholdende og seriøs på samme tid,« forklarer han. »De unge islændinge er for fine på den til at arbejde med fisk, og det er stadig vores største erhverv. I år er det gået op for os, at fisk er vigtige, for kronen faldt pludselig 30 procent. Det er en meget vigtig historie for mig, og jeg tror også, at den er vigtig for Island,« siger instruktøren, der gerne vil se nærmere på den generationskløft, som præger det islandske samfund.
»Det er en kultur, som har forandret sig virkelig hurtigt. De gamle mennesker kan tale dansk, men min generation kan kun tale engelsk. Det her land forandrer sig så hurtigt, og det gør kun kløften større. Det, vi laver, er ikke så meget i vores forfædres ånd, som det er inspireret af alt det, der kommer fra udlandet og forandrer os. Og det er jo meget normalt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her