(2. sektion)
Fjernsyn
»HOV!« råber manden og snurrer rundt mod kameraet: » kan du ikke lide trægulve? Så vend tilbage i næste uge, for der kigger vi på gulvtæpper!«
I aften vil jeg være en anden, end den jeg er. Jeg vil modbevise Danmarks Radios nye smarte managementfyres påstande om, at fjernsyn og radio skal udformes til færdigsyede målgrupper, og bevise, at en 26-årig studine sagtens kan interessere sig for alle mulige slags fjernsyn, når bare det er godt.
Den målgruppe, jeg vil spadsere ind i denne mandag, er den, der er vild med gør det selv, tilbudstips, teknologidimser og fodbold. Ikke helt den verden, jeg normalt vandrer rundt i.
Men DR1s mandag aften har forbrugerinfo, vridborsdrøn og raketguf for drenge- og pigerøve i alle aldre.
19.30 kommer Rene ord for pengene, der trækker mellem 700.000 og 1.000.000 seere. Det er her, manden råber hov! og snurrer rundt, for han hedder nemlig Henrik Dahl og er ikke sociolog, men studievært og sprængfyldt med spunk og knaldgodt humør. En forbrugeroplysende historie om en eldreven tættekam bliver for eksempel fulgt op af følgende spontane kommentar, komplet med kameravinkelskift før humørpointen:
»En ting er den elektriske brødkniv og den elektriske tubetandpastaudtrykker, men en elektrisk kam! Er der nogen herinde, der trænger til at komme i stødet?«
Publikum ligger høfligt flade af grin. Men de har på den anden side også stået på venteliste i tre år for at komme med i programmet.
Steffen Brandt, der ligesom Rene ord for pengenes redaktion er kendetegnet ved sit århusianske lune, udtalte for nylig, at der hvert år bliver bygget 700 udestuer i Danmark. Eller også var det 7.000, eller 70.000. I hvert fald mente Brandt, at det var 700 (eller 7.000 eller 70.000) for mange. Når folk nu kunne sætte sig ind og snakke med deres koner m/k i stedet for.
Det mener jeg sådan set også.
Men jeg kan alligevel godt se charmen ved forbrugershows som Rene ord for pengene, blade som Tænk + test, eller mainstreamavisernes lørdagssektioner, der sammenligner rødvinstilbud, printerpatroner og alt, hvad man ellers betaler penge for. For slet ikke at tale om Rene ord for lommepengene, veteranprogrammets lillebror, der gør det muligt for Danmarks mest ombejlede målgruppe, teenagerne, at forholde sig kritisk til deres indkøb.
Modvåben
På den ene side er Rene ord totalt åndssvagt, og værten Henrik Dahl er præcis den type, som man helt træt bliver ved med at le krampagtigt imødekommende ad, når man skal møde sin kærestes gamle kammerater fra Oure Idrætshøjskole.
På den anden side er det en lise for sjælen, fordi det får en til at fornemme, at man har et modvåben i det store markedsføringskomplot, hvor reklamerne i hvert fald ikke har noget med forbrugeroplysning at gøre. De sælger én historier og drømme og identitet; alt andet end det, man ender med at have med hjem.
Og for at dét ikke skal lyde for usagligt, skriver videnskabsmænd fra noget, der hedder Institut for fremtidsforskning, bøger, der handler om, at vi lever i Dream Society.
Gu gør vi ej. Vi lever i drømme-afkodnings-samfundet, og her handler det om at anvende mistænksomhedens hermeneutik i praksis, at afkode de historier, som prøver at narre os til at købe det næstbedste fordi, det hedder noget flot.
Det har vi heldigvis alle sammen gennemskuet for længst.
Så vi går til forbrugerprogrammerne for at få facts på bordet og dermed narre reklameproducenterne lidt bare en gang imellem. Det synes jeg er okay. I al sin jordbundenhed kan det også være sjovt: »Hvad er gær? Hvordan laver man det, og hvorfor er det så billigt?« Det gode spørgsmål fik vi besvaret i mandags.
Pilefløjtetips
Og når vi så er helt gejlet op, overtages mandagsfladen af Det Leth, programmet. der viser os, hvordan vi egentlig lige så godt kan lave møget selv. Parcelhuspropaganda? Nåja, men i mandags lavede Flemming Leth altså også en pilefløjte.
Alt i alt gik målgruppeeksperimentet rigtigt godt. Jeg var kun blevet nødt til at zappe væk én gang, og det var da Leth lod os nyde lyden af en flisefugeudboring for fulde drøn. I lige præcis så lang tid som det tog.
Men den rigtige test ventede stadig: 20.30 sendte DR2 Operafest i Søndermarken, men vi holdt godt fast i remoten, sendte tøsedrengene i biografen og så Testpilot på Europas nye kampfly på DR1.
Et portræt af Christian Worning, der lever af at flyve i de nyeste og farligste flyvere, Eurofighters, så moderne at ingen har skrevet manual til dem endnu. Christian Worning er testpilot, og hvis det ikke er alle drenge m/ks drøm, så kan det kun være, fordi Playstation endnu ikke har fået den udbredelse, det har fortjent. Alle dimserne var der: Fra talekommandoer, der har afløst flyknapper, til informationspaneler i hjelmen. Og bedst af alt: En specialkonstrueret dragt, der holder blodet oppe i Christian Wornings hoved, så han ikke besvimer i luften. Den kunne vi dimsefans godt lide.
Om natten drømte vi om Eurofighter-sus, men først efter at vi havde slået over på Sverige 2, der sendte et portræt af den gudsbenådede, og komplet uartikulerede, fodboldhelt David Beckham, der virkede helt igennem almindelig.
Han kan også bedst lide at gøre det selv.
