I Frankrig kaldes tegneserier den niende kunstart og de mest populære serier sælges i over en halv million eksemplarer pr. nummer. I Belgien nævner det nationale turistkontor Peyo, Smølfernes skaber, på linie med Georges Simenon og René Magritte blandt landets førende kulturskikkelser. I Danmark har tegnerne Claus Deleuran og Storm P. lagt navn til en IC 3-togstamme, men hvordan går det egentlig herhjemme med seriemediet?
Tegneserien er en af kulturens mange bastarder, der også tæller fantasy- og science fiction-litteratur, rapmusik, computer- og rollespil og engang også film, rock, pop, tv og video. Medier, som førende meningsdannere og folk fra kultureliten i starten ikke forstår eller gider beskæftige sig med, og som derfor beskyldes for at være skadelige eller i bedst fald føre til åndeligt armod for brugerne.
Litteraturens røde pølser, kaldte Bjarne Reuter engang tegneserier, mens han bladrede i et superheltehæfte. Rigtigt er det, at der i tidens løb er skabt meget åndløs gylle det er et underholdningsmedies bagside men ser man bort fra Carl Barks Anders And og Hergés Tintin, overskygges kvalitetsværkerne ofte af konsumvarene i det offentliges syn på tegneserier.
Grunden er, at der midt i en økonomisk krise i seriebranchen herhjemme satses på det sikre med fare for mindre variation i udgivelserne. Efter nogle gode år i 70-80erne med forrygende salgstal for tegneseriealbum, er mediet i dag delt i to: massemediet, der stadig lever med populære serier som Anders And, Basserne, Tintin, Asterix, Lucky Luke og Steen & Stoffer, og så en mængde albumserier, som sælges i et antal svarende til digtsamlinger.
Men de storsælgende serier, f.eks. Anders And, har vigende oplag, da tilbuddene for børn og unge er så mange specielt fra elektronisk side at der købes færre tegneserier end tidligere.
Seriehæfterne leverer et øjebliks underholdning på en togtur, og det gør seriealbum også, men mange vil også mere end det: Italieneren Hugo Pratt tegner personer i Corto Maltese, der lider tragiske skæbnefællesskab med Hemmingways figurer, tegneren Enki Bilal skildrer det gamle Østeuropas fald, belgieren Hermann civilisationens skrøbelighed, franskmanden Jacques Tardi verden som et absurd teater, japaneren Katsuhiro Otomo tilsætter dynamiske cyberpunk-streger i Akira, og herhjemme får den nordiske mytologi fornyet liv i Peter Madsens Valhalla.
Men det er velrenommerede, etablerede serier og tegnere, og mediets aktuelle problem er manglende villighed eller økonomisk mulighed hos forlagene til at prøve noget nyt, som kan føre mediet videre. Siden Steen & Stoffer har seriebranchen ikke oplevet en succes, som for alvor har gjort det rentabelt at udgive album. Og selv om Tintin, Asterix og alle de gamle travere er universelle og har en kvalitet, der holder til evig tid, så kan et medie i længden ikke blive ved med at klamre sig til gamle cirkusheste. Folk falder fra, da der hurtigt ikke vil være mere interessant at læse.
Man kan kun opfordre de få udgivere, der endnu er på banen, til at pudse glasset en ekstra gang i kikkerten, for der er masser af serier af høj kvalitet i udlandet, som venter på at blive oversat og udgivet på dansk.
Alternativt kunne der satses på danske tegnere, og selv om det er blevet gjort, er det delvist slået fejl. Ligesom i dansk rockmusik er der i branchen simpelthen for mange eftersnakkere, et hav af blændende tegnere, som har for lidt på hjertet og stilmæssigt halter efter udlandet. Resultater er jævne læseoplevelser, beskedent salg og manglende vilje fra forlagene til at satse på danskproducerede serier. Tegnerne søger derfor derhen hvor de kan få penge for deres ydelser, og således sidder der mange forhenværende serieskabere i reklame-, illustrationsbranchen og på tegnefilmstudierne.
Seriebranchen mangler simpelthen en Lars Von Trier til at ruske op i stivnede former, så mediet kan bringes videre.
Måske er den person tegneren Jakob Martin Strid, der med sit temperament og kreative vilje har fået folk til igen at læse tegneserier og indse, at seriemediet ikke kun er talende dyr og supermænd i lange underhylere, men også et medie med samme potentielle udtrykskraft og kunstnerisk vitalitet, som de etablerede kunstformer. Og måske er fremtidens serieskabere i svøb på Børnezonens interaktive tegneserie på Informations hjemmeside (www.information.dk/børnezonen). Her mailer børn og unge forslag til hvordan galaksen Nofaraway kan blive frelst fra den onde Lord Grip, som derefter bliver sat i streger af tegneren Ian Møller. Her viser seriemediet sig fra sin stærke side med en umiddelbar udtrykskraft, der bombastisk og energisk sætter læserens kreativitet på fuld speed, hvor nye verdener og figurer blomstrer for fuld skrue, og hvor kun fantasien sætter grænser for handlingens uforudsigelige gang. Og de eneste, der tager skader af det, skulle det hilses og siges til evt. urolige forældre, er dem uden fantasi.
