Ny bog
Efter anden verdenskrig følte også billedkunstnerne et voldsomt behov for genopbygning. I Danmark fik denne rekonstruktion meget forskellige udtryk, som det vil ses når to samtidige kunstnere snart kan opleves i et tilbageblik på efterkrigstiden. På Cathrinemindes Teglværk ved Broager i Sønderjylland vises allerede kommunisten Victor Brock-dorffs agitatoriske arbejderglorificerende lærreder med den røde farve som signalflag. Brockdorff forkastede sin kunstneriske modpol, den konstruktivistiske abstrakte kunst, som blev kaldt Mar-shall-kunst og ansås for at være ufarlig borgerlig dekoration, der kunne få ny arkitektur til at glide ned.
På den anden side stod kunstnere som Richard Mortensen og billedhuggeren Robert Jacobsen, der får sin bog i dag og sin udstilling på Statens Museum for Kunst den 15. september. Robert Jacobsen var, som der står i Mette Højsgaards tekst begejstret for de kommunistiske tanker, men hun sætter ingen spørgsmålstegn ved kunstnerens politiske holdning og dens nedslag i hans skulpturer. Vi får en tør opremsning af de danske og udenlandske kunstnere, han udstiller sammen med og ligegyldige, og af og til dårligt oversatte, uddrag af samtidens parisiske dagbladskritik. Den debat, der foregik inden og uden for kommunistpartiet får vi ikke refereret, selvom det burde være på høje tid at skære ind til benet her.
Patetisk idyl
Det er nemt nok i dag at finde Victor Brockdorff patetisk idylliserende i sine skildringer af Moskvas forstæder, men Mette Højsgaard kunne have bidraget til nuanceringen af vor nutidige sporjagt med en udredning af partiets betydning for det internationale sammenrend, der optrådte på den parisiske kunstscene. Vi får blot at vide, at Jean Dewasne var »kommunist og overbevist om, at den kunst, han praktiserede, kunne medvirke til at gøre beskueren og dermed samfundet gladere.«
Så naiv var verden alligevel ikke i 1940erne. Man savner en kvalificeret analyse af de diskussioner, der fandt sted, kunstnere og kritikere imellem og i endnu højere grad en vurdering af forholdet til de avantgarde-kunstnere som Pevsner og Naum Gabo, der danner udgangspunktet for den meget omtalte dyrkelse af mellemrummet i Robert Jacobsens skulpturer.
Iøvrigt indeholder katalog-bogen også et nyt interview med galleristen Denise René, som ikke føjer nyt til de biografiske udredninger andetsteds, mens der er flere morsomme vinkler i en samtale med Erik Moseholm, der noget på afstand fulgte store Roberts forhold til jazzen. Det var, ifølge Moseholm, de farverige jazzfolk, Robert Jacobsen havde på grammofonen dag ud og dag ind, mens han arbejdede: folk som Ellington (indigo, blue, beige, brown) og Charles Mingus. Også om ham får vi at vide, at han brugte sin musik politisk men der er ingen note, der siger os hvordan. I det hele kunne man ønske en mere opmærksom redaktion af teksterne, der indeholder mange gentagelser og irriterende fejl i navne (Deyrolles for Deyrolle, Germaine Richter for Richier) og ved alle, at Sonnabend og Castelli hedder Ileana og Leo til fornavn?
Atomnutid
Heldigvis findes der i den nye bog også et kort, men eftertænksomt essay af Mikkel Bogh, der stiller mange relevante spørgsmål til den retlinjede utopi, Jacobsen gik ind for i sine tidlige år, da han var i stald hos Denise René i Paris. Bogh fastholder billedkunstneren på de erklærede intentioner om at skabe en moderne kunst, til en atomnutid, der har fået ryddet op efter verdenskrigen og på frasen revolutionær.
Måske kunne man ønske, at Mikkel Bogh var gået endnu længere og havde svaret lidt klarere på sine egne spørgsmål, når han skriver: »Kan kunsten som autonom plastisk aktivitet indgå i alle disse sammenhænge uden at blive konform og uden ufrivilligt at komme til at reproducere de allerede eksisterende græn-ser, for eksempel de grænser som byplanlæggeren, bureaukraterne, markedet eller kolonimagten har defineret?«
Men læseren er ikke i tvivl om Boghs kritiske holdning til Jacobsen, og pikant nok bliver hans konklusion næsten, at Brockdorff havde ret, når han kaldte den kolde abstraktion for Marshall-kunst.
Den kommende udstilling vil sætte Robert Jacobsen på den eneste relevante prøve efter Boghs dekonstruktion: Er skulpturerne gyldige kunstværker eller blot en arkitektur-venlig dekoration ?
*Mette Højsgaard (med essay af Mikkel Bogh): Robert Jacobsen & Paris. 1947-1959. Statens Museum for Kunst, 192 s. ill. 248.- kr. Forlaget Bo Bjerggaard, i kommission hos Søren Fogtdal. Udkommer i dag. Udstilling: Statens Museum for Kunst fra 15. september
*Victor Brockdorff vises på Cathrinemindes Teglværks-museum, Broager (tel. 7444 9474) til 28. oktober og Arbejdermuseet fra 15. november
