Læsetid: 3 min.

Vi har mentale problemer

Jeg ved ikke, om litteraturen ’skal sætte problemer under debat’, men jeg har en fornemmelse af, at når kunsten ser helt bort fra dem, bliver den selv problematisk
21. august 2001

Frihånds
I et berømt essay fra 1940 »Inside the Whale« gør George Orwell sig nogle tanker om bestemte tidsperioder i den engelske litteratur fra det 20. århundrede, og hvad der karakteriserede dem. Mest pessimisme finder han paradoksalt nok i 20’erne, som er en opgangsperiode, hvor man i flothed levede på kanten af det uansvarlige, hvorimod den såkaldt engagerede og politiske litteratur florerer i 30’erne under stalinismens og hitlerismens opkomst. Jo lystigere det gik for sig på kabaretterne og i dansehallerne, desto bedrøveligere så Mr. Eliot ud i hovedet og skrev »We are the hollow men, we are the stuffed men« og søgte ly i den anglokatolske kirke.
Men så gik det nedad bakke økonomisk, og nu var det en anden kirke, der trak: Kommunismens og det store Ruslands. Hvor Evelyn Waugh og andre lod sig ’indvie’ til troen, blev Spender og Auden ’optaget’ i partiet. Kigger man på den hjemlige scene dengang, er billedet i nogen grad det samme. Først var det bengalsk belysning og ekspressionistisk kynisme i Livets arabesk, senere bevægede Tom Kristensen sig i retning af marxismen – uden på noget tidspunkt hverken at engagere sig 100 procent eller kompromittere sig. Meget dansk.

I det første årti af det 21. århundrede befinder vi os tilsyneladende i et vadested. Der er lidt af hvert, men en ting er næsten totalt fraværende: Politisk engagement. Søren Ulrik Thomsen og Ebbe Kløvedal Reich – et umage par skulle man synes – bevæger sig hånd i hånd ind i et evangelisk-lutheransk fællesskab med Erik Skyum-Nielsen som tambourmajor.
På den anden fløj voltigerer Øverste kirurgiske og deres mandlige og kvindelige sygehælpere under den høje kuppel uden sikkerhedsnet og vil med vold og magt knæsætte en ny avantgardisme, mens Forfatterskolens ansvarlige prædiker den fuldkomne ansvarsløshed undtagen overfor ordet – hvilket bringer en
Punch-anekdote Orwell citerer op til overfladen: En ulidelig yngling meddeler sin tante, at han agter at skrive: »And what are you going to write about?« spørger tanten. »Min kære tante«, svarer den unge mand med dræbende hån »one doesn’t write about anything, one just writes«.
Det er svært at sige, om det vi befinder os i nu, er opgangs- eller nedgangstider. For børsspekulanterne peger pilen nedad, men for danskere i almindelighed ser det ganske lyst ud. Vi er et af de rigeste lande i verden med det højst udviklede sociale system, men vi har samtidig nogle mentale problemer, fordi vi ikke synes, der er den mindste rimelighed i, at vi skal dele vores privilegier med andre – særlig ikke med de sortsmudskede og dem med krumsabel eller begge dele. På det punkt er vi trods al oplysning og omsorg syge.
Måske er det derfor litteraturen også ’drejer hver sin vej’, for pejlemærkerne splintrer.
Orwell gør i den forbindelse opmærksom på, at holdbarheden i den defaitistisk styrede og undergangsbevidste litteratur ikke er mindre end i den såkaldt engagerede, måske endda tvært imod. Men det er ikke kun Joyce’s formelle eksperimenteren, der sikrer ham en plads i eftertidens bevidsthed, det er snarere det skjulte, men altomfattende opgør med den tabte moderkirke og indsigten og solidariteten med den jævne mand og hans vilkår, der gør romanen til en klassiker.

Socialt bevidste forfattere som Vinn Nielsen og Sonnergaard (deres fremragende kvaliteter ufortalt) gør ingen sommer, hvad engagement i den store omverdens problemer angår. Deres udgangspunkt er en illusionsløs pessimisme på kanten af det kyniske. Men de ser dog, at der er noget galt og evner at beskrive det.
Jeg ved ikke, om litteraturen ’skal sætte problemer under debat’ som det hed for snart flere hundrede år siden, men jeg har en fornemmelse af, at når kunsten ser helt bort fra dem, bliver den selv problematisk. Hvis ophavsmændene ikke lige hedder T.S. Eliot eller D.H. Lawrence eller til nød Aldous Huxley – for nu bare at tage en håndfuld af de store.

*Dette er den 13. af en serie frihåndstegninger, hvor Klaus Rifbjerg skitserer billeder af liv og litteratur

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu