Læsetid: 4 min.

Mere dialog er vejen frem

USA’s udenrigsminister ønsker ikke at bruge sanktioner over for slyngelstater, men dialog. Det kan give Bush-regeringen større geopolitisk resultater inden den forrige
7. august 2001

Det var en velbevaret hemmelighed i Clinton-årene, at hans eneste udenlandskpolitiske succes var, da han valgte dialog- og forhandlingspolitik frem for konfrontationspolitik. Det var aftalen med Nordkorea der førte til, at denne slyngelstat lagde deres atomvåben på is til gengæld for et amerikansk løfte om hjælp til at opbygge en civil atomkraftindustri og leveringen af en rimelig mængde råolie. Krig, som var alternativet, havde generalerne i Pentagon frarådet ham af følgende grunde:
nDet var ikke sikkert, at amerikanske fly ville kunne lokaliserer og destruere Nordkoreas atomvåben, hvis de altså fandtes.
nHvis Nordkorea havde atomvåben, så kunne de lave et modangreb.
nDe høje omkostninger i form af dræbte amerikanske og nord koreanske soldater, hvis Nordkorea krydsede grænsen til Syd Korea.
I næsten alle andre situationer gik Clinton efter konfrontation eller ikke-dialog: udvidelsen af NATO op til den russiske grænse; slagsmålet med Kina om menneskerettighederne, som næsten gik ud over den stigende samhandel; embargoen og luft-patruljeringen mod Irak; embargoen mod Iran; introduktionen af amerikansk militærrådgivning og militærhjælp på Cuba, samt opretholdelsen af landets karantæne.
George Bush rykkede ind i det Hvide Hus med Colin Powell, som hurtigt udtalte, at den nye regering ikke ville bruge sanktioner som udenrigspolitisk redskab i samme grad og foreslog i stedet dialog som en bedre politik. Interessant nok var det Ronald Reagans republikanske regering, som skabte udtrykket ’konstruktiv dialog’, da den besluttede at droppe konfrontationspolitikken fra Jimmy Carters tid og i stedet føre en politik, som skulle formilde Sydafrika, til at opgive apartheid. Det gav ordet dialog et dårligt renommé og blev til sidst saboteret af kongressen, som med stort flertal nedstemte Reagans veto mod anti-apartheidloven.

En mere gennemarbejdet form for dialogpolitik levede videre på den måde, at den indførte økonomiske sanktioner, som kun skulle skade elitens interesser. En meget udbredt og anerkendt investeringsaftale gav den private sektor i Sydafrika, og i udlandet, en aktiv rolle i reformarbejdet. Dette og det næsten usynlige arbejde, som kirken udførte, skubbede i sidste ende Sydafrika ud på reformvejen.
Der er så mange fordele ved dialog i forhold til sanktioner og konfrontation. Der er dårlige erfaringer med sanktionspolitik. Sanktioner rammer ofte de fattige. Desuden er de upopulære hos erhvervslivet, fordi virksomhederne ikke ønsker at miste værdifulde markeder. Sanktionspolitikken har tillige kun et værktøj, hvorimod dialog og engagement har mange; de rækker fra eksportkreditter, investeringsforsikring, adgang til teknologi og handel, toldlettelser, bistand, hjælp til at komme ind på det globale marked, diplomatisk anerkendelse, topmøder, militærtræning, støtte til NGO’er og udveksling af studenter, samt hvis landet i forvejen er under sanktioner, som det var tilfældet i Nordkorea, et løfte om en afskaffelse af disse.

Det er en lang liste, men der er en tilbøjelighed til at glemme de enkelte punkter, når først de er på plads. Er det så ikke bare en pacificering? Og er den slags aftaler, som er indgået med Nordkorea, ikke med til at opmuntre andre slyngelstater til den samme yderligtgående politik i håbet om, at de også kan blive købt ud af USA og EU? Kritikere kan ydermere pege på perioden i 1980’erne, hvor der foregik en dialog med Saddam Husseins Irak, og hvor det gik helt galt og endte med, at Hussein invaderede Kuwait.
I dette tilfælde var det typen af dialog, der var forkert, fordi den medførte leverancer af våben fra USA, Storbritannien og Frankrig og dermed styrkede regimets kamp mod Iran. Dialogpolitik fik derfor et dårligt navn i 80’erne. Dialog og engagement kan være risikofyldt og løser ikke alle situationer, men kan hæve tærsklen for væbnede konflikter, og når det er tilfældet som for eksempel i Nordkorea, så er de yderst værdifulde metoder. Dialogpolitikken er afhængig af, at den hjemlige, politiske base står bagved, fordi det er sådan en langsommelig proces. Da Jimmy Carter forsøgte at normalisere forholdene til den gamle fjende Vietnam, mødte han stor modstand i kongressen og fra Vietnam-veteranerne. År senere havde Clinton mere succes med samme sag, fordi han havde sikret sig opbakning fra indflydelsesrige ledere i kongressen, og fordi han havde lovet at ophæve sanktionerne mod Vietnam samt yde landet bistand, så fik han overtalt ledelsen i Hanoi til at gå ind på Amerikas krav om blandt andet at finde forsvundne amerikanske soldater.
I dag er der fire vigtige kandidater til at indgå i en politik, hvor dialog er i højsædet, nemlig: Iran, Irak, Cuba og Libyen. De er alle karakteriserede ved at slæbe rundt på konflikter fra fortiden, selvom de tre sidstnævnte stadig har samme ledere.
Men Cuba har forlængst opgivet at eksportere revolution, Iraks hær er betydelig mindre end for ti år siden, Libyen har droppet deres forsøg på at overtage Tchad og har samarbejdet med domstolen for at opklare bomb-ningen af Pan Am flight 103. Iran ser ikke ud til at være på vej tilbage til Ayatollah Khomeinis konfrontationspolitik, og landets atomvåbenplaner er overvurderede. Af alle disse grunde giver det mere mening at udskifte sanktionspolitikken med samarbejde og – i Irans tilfælde – styrke reformfløjen. Straffepolitik kan ikke altid undgås, men dialog og engagement er på nuværende tidspunkt især i USA ikke særlig velset. Det er for tidligt endnu at sige, om Colin Powell kan nå resultater på denne måde, men hvis han kan, vil det lykkes Bush-regeringen, at nå større geo-politiske resultater end den forrige regering.

*Oversat af Anette Dahl Knudsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu