Læsetid: 5 min.

Mission impossible i Makedonien?

NATO’s tredje Balkan-engagement begynder i dag, med mindre et af de 19 medlemslande gør indsigelse inden kl. 12. Men operationen kritiseres for at have et for begrænset mandat og for kort tidshorisont
22. august 2001

NATO-mission
Lige præcis hvor vanskelig en opgave NATO-styrken på 3.500 mand går ind til i Makedonien, blev gjort lysende klart i går, da ekstremister af ukendt herkomst sprængte en kirkebygning i en af Makedoniens største ortodokse helligdomme i luften.
To ramponerede spir, det ene hældende, og en buegang er alt, hvad der er tilbage af Sankt Atanasius-kirken i Le-sok-klostret, en helligdom fra det 14. århundrede. Det dyrebare alter og de enestående ikoner blev alle ødelagte af en eksplosion tidligt i går morges. Selve kloster-bygningen led dog ingen skade.
Makedoniens forsvarsministerium anklagede straks »albanske terrorister« for at stå bag og advarede om alvorlige konsekvenser. Det er dog uklart, hvem der står bag ødelæggelsen af klosterkirken. Klostret ligger i et område med megen partisan-aktivitet tæt på grænsen til Kosovo. Men den albanske oprørsbevægelse, UCK, afviste enhver skyld i ødelæggelsen.
»Jeg kan afvise fuldstændigt og kategorisk, at det var UCK. Jeg er overbevist om, at dette er udført af et særligt
team bestående af makedonere, der er imod fredsaftalen, og som vil skabe politisk destabilisering,« sagde UCK-kommandant Leka til Reu-ters. Også vestlige diplomater undrer sig. UCK har aldrig tidligere angrebet make-donske helligdomme. Derimod er flere albanske moskeer sat i brand under uroligheder i det sydlige Makedonien.

Advarsel til NATO
Men angrebet signalerer, at NATO-styrken på 3.500 mand, som formentlig i løbet af de næste par uger sættes ind i Makedonien, ikke går ind til noget skånejob. I forvejen er det ikke nogen nem opgave, NATO-styrken påtager sig. Dens rules of engagement er særdeles skrappe: Styrken må kun skyde fra sig i selvforsvar og har altså ikke mandat til f.eks. at gå ind og stoppe nye kampe mellem den makedonske regeringshær og albanske partisaner.
NATO-styrken har to opgaver i Makedonien: Ved sin blotte tilstedeværelse at virke dæmpende på de stridende parter. Og at indsamle de våben, som partisanbevægelsen, UCK, finder det oppor-tunt at udlevere. Det skal ske i løbet af en mandatperiode på kun 30 dage.
Som en NATO-embedsmand udtrykker det: »Vi har kun én plan B: Hvis dette her ikke virker, så rejser vi hjem.«
NATO’s stærkt begrænsede mandat er allerede inden indsættelsen af NATO-styrker under skarp kritik fra eksperter med stor Balkan- og militær erfaring.
»Hvis NATO mener det alvorligt, må de vestlige styrker gå ind så hurtigt som muligt, engagere sig så bredt som muligt og blive så længe, det er nødvendigt,« hedder det i en klumme i New York Times, skrevet af Wesley Clark, øverstkommanderende for NATO-styrkerne under Kosovo-krigen i 1999.
»Sandsynligvis vil der ske det, at albanerne skjuler deres våben, og de slaviske para-militære styrker organiserer sig, mens begge parter skændes om ordlyden og iværksættelsen af fredsaftalen. Bitterheden vil underminere de moderate lederes stilling,« mener Clark.

NATO’s mål
Jonathan Eyal, sikkerhedspolitisk ekspert ved The Royal United Services Institute i London, siger til Financial Times, at NATO må have mere vidtrækkende planer for sit engagement i Makedonien, end det siges offentligt. Det viser alene styrken på de 3.500 mand – mange flere, end det er nødvendigt for at indsamle de 2.500 våben, oprørsbevægelsen UCK har opgivet at være i besiddelse af.
»Styrken vil være større end nødvendig til det angivne formål, men mindre end det kræves til dens egentlige opgave.« Som ifølge Eyal er at hindre Makedoniens deling.
Også Gareth Evans, tidligere australsk udenrigsminister, nu formand for den internationale tænketank International Crisis Group, mener, at NATO må gå langt mere robust ind i Makedonien.
»Det er vanskeligt at se, hvordan parterne skal få tillid til hinandens gode vilje, medmindre NATO opgiver tanken om, at man ikke vil blive længere end 30 dage og kun vil indsamle de våben, der frivilligt udleveres,« hedder det i en klumme skrevet af Evans i Wall Street Journal.
»NATO må nu overveje at sende en seriøs styrke til Makedonien, også før en våbenhvile er effektiv. Og man må øjeblikkeligt tage skridt til at lukke Makedoniens grænse til Kosovo og stoppe strømmen af våben.«
Andre analytikere peger på, at det internationale samfund ikke blot må engagere sig militært i Makedonien, men f.eks. også i iværksættelsen af fredsaftalen, der skal give det albanske mindretal, ca. en tredjedel af befolkningen, større rettigheder. Hvis de 150.000 mennesker, der er flygtet på grund af krig og etnisk rensning, skal tilbage til deres hjem, er det også en opgave, der kræver international overvågning og assistance.

Faldgruber
Faldgruberne for den nye NATO-mission, navngivet Essential Harvest (Nødvendig Høst), er flere:
*Først og fremmest er der – som ødelæggelsen af Sankt Atanasius-kirken viser – stærke kræfter blandt både makedonere og albanere, der føler sig overbevist om, at konflikten kan vindes militært, og at de to befolkningsgrupper alligevel aldrig kommer til at leve i harmoni med hinanden i en fælles stat.
På den makedonske side tæller skeptikerne selveste regeringschefen, Ljubco Georgievski, fra det nationalistiske højreparti VMRO-DPMNE. Han har ganske vist skrevet under på fredsaftalen, men har ved adskillige lejligheder kritiseret aftalen og har tidligere talt for en militær løsning. Hans indenrigsminister har før fredsaftalen sørget for uddeling af våben til ca. 5.000 såkaldte reservister, der nu udgør svært kontrollable para-militære grupper.
Den albanske oprørsbevægelse UCK’s politiske leder, Ali Ahmeti, har erklæret sig fuldt ud tilfreds med fredsaftalen og har lovet, at UCK vil opfylde den til punkt og prikke. Men angrebene på makedonske mål fortsætter, nu med en mystisk gruppe kaldet Den Albanske Nationale Hær som ansvarlig.
*Også selve afvæbningen sættes der spørgsmålstegn ved. NATO indsamler kun de våben, UCK frivilligt overgiver. Ingen ved, hvor mange våben UCK ligger inde med, og muligheden for at skjule store våbenlagre i afsides beliggende bjergområder er store, hvad erfaringerne fra Kosovo viser. Endelig er der alle muligheder for at få nye forsyninger på bugnende våbenmarkeder i både Kosovo, Albanien, Bulgarien og Serbien. Indsmuglingen af våben over den porøse grænse til Kosovo er heller ikke noget problem.
*Endelig skal fredsplanens politiske indhold – højere status til det albanske sprog, forøgelse af antallet af albanere i politiet og den offentlige sektor iøvrigt og øget decentralisering – gennemføres i parlamentet, nogle af punkterne i form af forfatningsændringer, der kræver to tredjedeles flertal.
I bedste fald kan det være en tidskrævende proces, som ikke er overstået i løbet af den måned, NATO vil blive i Makedonien. I værste vil forfatningsændringerne blive afvist af makedonske nationalister – og det albanske væbnede oprør vil starte forfra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu