Læsetid: 3 min.

Mord i Paris

For 50 år siden fandt Tolbiacbroens gåde sin afslutning takket være privat-detektiven Nestor Burma
8. august 2001

Kriminelt
Jeg står i det 13. arrondissement i Paris. Et af de kvarterer i den overrendte by, hvor kun få turister lader til at have fundet hen. Og skal sandheden frem, er der måske heller ikke så meget at se på som på den anden side af Seinen eller længere inde mod centrum. I hvert fald ikke for det utrænede øje.
Jeg slentrer fra det udstrakte hospitalsområde Salpêtrière ad Quai de la gare på vej mod Pont de Tolbiac – Tolbiacbroen. Midt på broen gør jeg holdt og mindes den række triste og dramatiske begivenheder, som for 50 år siden og ja, faktisk også 20 år inden da, gav broen og det barske, 13. arrondissement en hel del omtale i de parisiske aviser. Ikke mindst i Le Crépuscule, hvor Marc Covet med vanlig flair for detaljen dækkede sagen.
Kvarteret har ændret sig meget siden dengang i 30’rne, hvor det hele begyndte med et forsvundet bankbud og en mindre formue, han havde på sig. Røveriet, hvis det var et sådant, blev aldrig opklaret, og politiinspektøren på sagen – Ballin, hed han vist, ja, Norbert Ballin – blev så besat af sagen, at han mistede forstanden. Han strejfede hvileløst rundt i kvarteret på jagt efter gerningsmændene, og led midt i 50’erne en voldsom død, da nogle af affærens hovedpersoner begyndte at røre på sig igen.
Ja, det var en speget sag, som involverede anarkister, illegalister, knivsvingende sigøjnere, en smuk, ung kvinde ved navn Bélita og ikke mindst den hårdkogte, piberygende privatdetektiv Nestor Burma, indehaver af detektivfirmaet Fiat Lux og med en stor appetit på små skarpe og kvinder med yppige former.

Malet og Tardi
Hvor de fleste andre mennesker, der er på litterær rejse til Paris, sikkert søger sporene efter Hemingway, Hugo eller Balzac, så er det Léo Malet og Jacques Tardi, jeg har ladet mig inspirere af til min udflugt. Nærmere bestemt Malets krimi Tåge over Tol-biacbroen og Tardis (kendt for Adèles ekstraordinære eventyr) kongeniale fortolkning i tegneserien med samme titel.
Der er ikke megen tåge over broen lige i dag, men den svære stålkonstruktion, som er så levende gengivet af Tardi i tegnerens distinkte, simple og samtidig meget ekspressive stil, er ikke sådan at gå fejl af, og med Malets ord og Tardis tegninger i hovedet er det svært ikke at lade fortiden overvælde sig.
Jeg har altid været mere til Léo Malets underholdende Burma end belgiske Georges Simenons mere litterære
Maigret. Måske fordi den kynisk-humoristiske Nestor Burma er af den hårdkogte skole og i direkte familie med Raymond Chandler og Philip Marlowe. Med en fortid som anarkist og politisk aktivist dissekerer Burma – bag ham fornemmer man Malets socio-politiske engagement – kontant Paris under og lige efter krigen, en by rig på både livets tiltalende og mere lyssky sider. Som Marlowe har den på menneskehedens og fremtidens vegne desillusionerede Burma et had-kærlighedsforhold til dén by, han trods alt ikke kan leve uden – og hvis beskidte vasketøj, han lever af at rode rundt i.

Varietésangeri
Malet, der er født i 1909, påbegyndte sin kunstneriske karriere som varietésanger på Montmartre i ’25, og inden han i ’43 debuterede som krimiforfatter, nåede han at arbejde som ekspedient, kontorassistent, journalist for bl.a. en anarkistisk avis, leve som vagabond og meget andet. En omskiftelig tilværelse med utvivlsomt værdifulde erfaringer, som kun har gjort Malets miljøskildringer mere troværdige.
Han skrev også digte og var fra ’30 til ’49 medlem af den surrealistiske gruppe i Paris. Om sine digte fra dengang har han engang udtalt, at »da jeg skrev dem, var vi kun to, der forstod dem – Gud og mig selv. I dag er det kun Gud.«
Malet havde en stor produktion bag sig – ikke mindst mange krimier – da han døde i ’96, deriblandt 30 romaner med Burma, hvoraf 15 som Tåge over Tolbiacbroen foregår i hvert deres parisiske arrondissment.
Tilbage på broen genkalder jeg mig bogens sidste ord og tegneseriens sidste streger: Burma har endelig genfundet sin elskede Bélita, men mister hende for altid, da den morderiske sigøjner Salvador kaster en kniv i ryggen på hende, og hun dør i Nestors arme. Det er et af litteraturens store, tragiske øjeblikke, og jeg kan ikke lade være med at knibe en tåre, mens tågen igen synes at sænke sig over Tolbiacbroen.

*Mere på www.casterman.com og www.thrillingdetective.com/burma.html

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu