I dag for 40 år siden blev Muren i Berlin etableret. Mindst 112 mennesker døde under flugten over den, men da Muren blev bygget, lød der kun lokale protester
BERLIN Det var weekend. USAs præsident John F. Kennedy slappede af på et skib ud for Cape Cod, den engelske premierminister Harold Macmillan var på jagt i Skotland. Da meddelelsen fra Berlin kom, viste de ingen tegn på overraskelse.
Heller ikke den vesttyske kansler Konrad Adenauer
foretog sig noget usædvanligt den søndag formiddag, den 13. august 1961. Selvom østtysk politi og enheder under Ministeriet for Statssikkerhed (Stasi) rullede pigtråd ud i Berlins gader og på den måde afspærrede byens vestligt kontrollerede sektorer fra den sovjetiske, gik Adenauer i kirke med sin familie, som han plejede hver søndag.
Senere samme dag forfattede han en erklæring, hvori han forsikrede, at den vesttyske regering »i forening med vore allierede vil træffe de nødvendige modforholdsregler. Forbundsregeringen beder alle tyskere om at have tillid til disse forholdsregler.«
Regeringsledernes ro stod i skærende kontrast til fortvivlelsen i Berlin. På tværs af den bevogtede pigtråd udspillede der sig gribende scener blandt familier, der pludselig var blevet kløvet, og elskende, som aldrig ville få hinanden.
Indtil denne dag havde Berlin været en åben by.
Indbyggerne kunne frit krydse sektorgrænsen for at komme på arbejde, handle eller tage på besøg og i ly af den fri trafik blev byen en nem udgangsdør for østtyske flygtninge.
Siden 1957 var det umuligt at komme over landegrænsen fra DDR til Forbundsrepublikken. Via Berlin var flugten enkel: En S-togsbillet til friheden kostede 20 pfennig.
Siden DDRs oprettelse og frem til bygningen af Muren var i alt 2,7 millioner stukket af indbyggertallet i en mellemstor landsby, hver eneste dag. Samtidig kunne fikse handelsfolk udnytte fordelene i grænselandet mellem de to økonomiske systemer.
DDR-regimet mente f.eks., at brød var en menneskeret, som alle skulle have råd til, og således kunne man købe statssubventionerede rundstykker i Østberlin for et par pfennig og sælge dem til markedspris i Vest.
Folk og penge fossede ud af socialismen.
Murmageren
»Så vidt jeg ved, er vore bygningsarbejdere beskæftiget med at bygge boliger. Ingen har til hensigt at bygge en mur,« sagde DDRs leder Walter Ulbricht under et pressemøde den 15. juni 1961.
Officielt så han ingen grund til bekymring, men han havde forlængst indset, hvor det bar hen: DDR var truet af ruin, hullet i Berlin skulle lukkes. I flere år havde Ulbricht presset på, for at Sovjets leder Khrusjtjóv skulle gøre noget.
Den 27. juli 1961 talte Khrusjtjóv endelig med Kennedy om den nødvendige afspærring. Amerikanske protester lød der ikke.
»Jeg tror ikke, at Ulbricht havde til hensigt at bygge den mur,« siger Hagen Koch, en central, nulevende skikkelse under murbyggeriet.
Dengang var han leder af Stasis topografiske kontor og med til at udpege placeringen af pigtråden. Med pensel og hvid maling trak han grænsestriben foran Checkpoint Charlie.
»Ulbricht ønskede, at folk blev i DDR, og mente, at pigtråd var nok; flygtningene skulle fanges, inden de nåede hegnet det var Ulbrichts idé. Derfor gik forberedelserne kun ud på at etablere dette hegn,« forklarer Koch.
Operationen blev ledet af den senere statsleder Erich Honecker. Et par dage senere inspicerede bl.a. Honecker og Hagen Koch pigtrådsafspæringen og måtte konstatere, at den ikke var effektiv.
»Folk forsøgte stadig at flygte, og først da gik byggeriet af Muren i gang, men man havde ingen planer. Hvis du kigger på billederne af den første mur, kan du se, at man improviserede og brugte de forhåndenværende sten; store sten, små sten, skæve sten. Først i 1963 begyndte man at bygge efter tegninger,« anfører Koch.
Få dage efter blev også den såkaldte skydeordre indført. Fra nu af skulle grænsevagterne skyde på flygtningene. Uden varsel, og uden at skåne deres liv.
Det første offer
Skrædderen Günter Litfin døde som den første ved Muren. Under forsøget på at svømme over Spree-floden den 24. august blev han opdaget, grænsevagterne råbte ham an, men Günter fortsatte med at svømme mod den vestlige bred.
Han blev ramt af flere skud og druknede.
»Det var et fuldkommen hovedløst flugtforsøg, for der var ingen stige, så han kunne kravle i land på Vest-siden,« udbryder Günters bror Jürgen.
Günter havde i løbet af en uges indespærring i Øst erkendt, at Muren ville berøve ham sin fremtid. Han var i færd med at flytte hjemmefra, til en lejlighed i Vest, hvor han havde placeret sin symaskine. Men han havde endnu ikke meldt flytning, da grænsen lukkede.
»Günter blev konfus. Han vandrede hvileløst rundt, rablede ord af sig, helt uden mening,« fortæller broderen Jürgen.
»Havde han blot tilmeldt sig på den nye adresse, kunne han uden problemer være kommet over grænsen. Jeg vidste, at han ville forsøge at flygte, men han fortalte mig ikke noget.«
Næste morgen stod Stasi hjemme hos moderen og Jürgen.
»Da Stasi gennemrodede lejligheden, vidste jeg, at det hang sammen med min bror. Den 26. var jeg på retsmedicinsk institut for at se min bors lig, men de nægtede. De viste mig hans våde papirer og sagde, at de ikke måtte åbne kisten. På dødsattesten stod død på grund af skud kombineret med drukning og død ved fremmed hånd
altså mord. Det var egentlig ikke det værste,« siger Jürgen Litfin.
»Det værste var, at man siden forsøgte at kriminalisere Günter; at han var en forbryder, at han havde chikaneret en sygeplejerske seksuelt, at han var homoseksuel. Døden skulle have en årsag, men det hænger da ikke sammen, at han skulle være homoseksuel og samtidig chikanere en sygeplejerske, vel? Men sådan var det: Flygtninge måtte være kriminelle, kun sådan kunne man forklare, at de flygtede for at undgå straf.«
Frem til Murens fald i 1989 kostede den mindst 122 mennesker livet. Det virkelige antal er ukendt, Erich Honecker lod en del af rapporterne om nedskydninger makulere.
Truet tårn
Hagen Koch og Günter Litfin to små brikker i verdenshistorien. Gerningsmand og offer. For 40 år siden var de fjender uden at vide det. I dag er Koch og Günter Litfins bror Jürgen forbundsfæller i en fælles kamp mod forglemmelse. Selvom der er skrevet biblioteker fulde af romaner og afhandlinger om Muren, lavet stabler af film, holdt taler og foredrag i 40 år, er selve Muren som visket ud.
Intet sted findes et intakt stykke med Vest-mur, dødsstribe, spanske ryttere, snubletråde, frie skudfelter, hunde-anlæg og Øst-mur tilbage. Kun nogle få umotiverede fragmenter og en håndfuld af mere end 300 vagttårne, resten af de 155 km mur er revet ned, knust, smidt ud, anvendt til vejanlæg eller solgt til turister.
Dødsstriben er bebygget og beplantet, så ikke engang berlinere med sikkerhed kan sige, hvor Muren engang stod.
»Med forskellige motiver vil de alle det samme: Muren skal væk,« siger Hagen Koch. »Vestberlinerne vil ikke se den mere, og i Øst vil man ikke mindes om den frygtelige fejl, man begik. Væk!«
Hagen Koch og Jürgen Litfin har sat sig for at bevare et enkelt vagttårn ved Invaliden Friedhof. Der er allerede omkarnset af boligblokke og hvis det står til beboerne, skal det rives ned og fjernes fra deres udsigt.
»Det er vores plan at åbne et lille museum her; det sidste vagttårn i Berlins centrum til minde om den første dræbte ved Muren.«
Men selvom Muren er væk, står den der endnu... Den går som en stiplet linje gennem byen og markerer et økonomisk skel mellem indbyggerne; på øst-siden er den ovenskomstmæssige løn omkring 10 procent lavere end i Vest. Med den langsommelighed, de to dele vokser sammen, kan det være, at Honeckers ord fra DDRs 40 års fest i efteråret 1989 alligevel bliver til sandhed:
»Muren vil bestå om 50 og 100 år. Det er nødvendigt for at beskytte vor republik mod røvere.«
*Jürgen Litfin er i dag pensionist, Hagen Koch blev efter den tyske genforening mur-forsker og leder af sit eget Berliner Mauer-Archiv
