Læsetid: 4 min.

Når digterne giver plads til læseren

Fornuftig introduktion til læsningen af postmoderne lyrikere
31. august 2001

(2. sektion)

Poesiteori
Dansklærerforeningens Forlag har udsendt en bog af Marianne Ølholm, som hedder og handler om Postmoderne lyrik, og jeg skal gerne indrømme, at jeg hører til den ganske lille gruppe nørder, som synes, at det er sådan omtrent det mest spændende en bog overhovedet kan beskæftige sig med.
I første omgang henvender bogen sig til en noget større gruppe nørder, nemlig de nuværende og kommende gymnasie og HF-lærere, som er tvunget ved lov til at undervise i de seneste fem års danske litteratur. Og godt nok lægger Ølholm i sin gennemgang mere vægt på det ’postmodernes’ teoretiske og begrebsmæssige aspekter end på en historisk tilgang til det, men alligevel er alle de seks danske og tre amerikanske bøger med én undtagelse fra 90’erne, så det er altså den nyeste litteratur, der her er i fokus. Det er ikke f.eks. de sene 60’eres attituderelativisme og systemdigtning, der ellers også godt kunne kvalificere sig til begrebet postmoderne.

Luftige konstruktioner
Bogen starter med en kort teoretisk introduktion til det postmoderne som sådan, herefter følger en opregning af seks karakteristika ved den postmoderne lyrik og herefter igen følger læsninger af Niels Frank, Katrine Marie Guldager, Karen Marie Edelfeldt, Janus Kodal, Ron Silliman og Charles Bernstein.
Det er Ølholms hensigt at vise, at disse lyrikere adskiller sig radikalt fra den modernistiske lyrik, og at der derfor er brug for et helt nyt analyseapparat og helt nye læsestrategier end dem »som er udviklet i den danske litterære offentlighed og i det pædagogiske system i forbindelse med modernismens gennembrud i dansk lyrik i begyndelsen af 1960’erne.« Stærkt (og måske en smule for stærkt) inspireret af amerikanske teoretikere som Jonathan Culler og Marjorie Perloff finder hun nu frem til seks læsestrategier, der hver er et svar på de seks karakteristiske træk. Ifølge disse er den postmoderne lyrik uigennemtrængelig (endnu mere end den moderne), flerstemmig, fragmenteret, præget af seriel eller procedural form, genrehybridiserende og marginaliseret (igen – om muligt – endnu mere end den moderne).
Et postmoderne værk behøver ikke at udvise alle disse træk på en gang, og Ølholm forsøger på sympatisk vis heller ikke at lægge mere i sine kategorier, end de kan bære – de er ment som pædagogiske ledetråde og det vigtigste er selvfølgelig, at læseren går til værket med et åbent sind. Den bog, som umiddelbart rinder mig i hu som opfyldende flest af Ølholms kriterier – Ursula Andkjær Olsens Lulus taler og sange – er nok for ny til at være kommet med i bunken, den ville ellers have været oplagt som eksempel på mindst fire-fem af kategorierne.
Ølholms læsninger udmærker sig ved at være ikke-tematiske og rette sig mod værkernes formelle og retoriske greb. På den måde lykkes det eksempelvis ret godt at få fat i de skiftende positioner i Niels Franks digte, som hun beskriver som »luftige konstruktioner [...] der giver plads til intetheden, omverdenen og kaos, som ikke kan holdes uden for teksten.« Til gengæld når hun også lidt for let frem til at dette skulle være en bekræftelse af »påstanden om at følelserne i det postmoderne kunstværk er ubundne og upersonlige.« De skiftende positioner og flerstemmigheden kunne f.eks. også have bund i ren og skær forfjamskelse eller i hvert fald være bundet til en mere rummelig form for subjektivitet.
Nuvel, Ølholm gør selv opmærksom på, at hendes læsning jo hverken gør krav på at være udtømmende eller enestående.

Marginalisering
En mere fundamental kritik kan måske rettes direkte mod det første og det sidste af de seks karakteristika, som synes forbundne: Den postmoderne lyrik er marginaliseret, fordi den er uigennemtrængelig. Det er her, jeg synes, Ølholm læner sig lidt for kraftigt op ad Perloff og den amerikanske avantgardesituation hun taler om – først og fremmest sprogdigterne, som både Silliman og Bernstein tilhører, og for hvem det måske gælder at de »med deres radikale og afvisende udtryk nærmest insisterer på at være utilgængelige.«
I Danmark er det let at finde modeksempler. Tænk bare på Pia Juul, hvis digte ofte, som Ølholm skriver, »problematiserer forholdene omkring referentialitet og betydning og sætter det sproglige udtryk i centrum« – men jo gør det på en måde, der overhovedet ikke forsøger at marginalisere sig selv.
Min største anke mod Ølholms teori er imidlertid dens modstilling af den postmoderne lyriks sprogspil og sociale sproglige praksis på den ene side og en eksistentiel livstolkning på den anden. Det er klart, at den postmoderne lyrik ikke er en eksistentialistisk poesi, der beskæftiger sig med ruelsen og det svære valg mellem Væren og Intet. Men omvendt ligger der naturligvis en livstolkning bag den, som går hinsides spørgsmål om leg og alvor. Når det for Gud ved hvilken gang gentages, at flerstemmigheden er »en leg med overflader« og at »læseren er frataget muligheden for følelsesmæssig indlevelse«, er det ikke bare at gøre poesien en bjørnetjeneste. Det er også på en ganske enkel og åbenlys måde forkert. Tværtimod giver det åbne postmoderne værk netop læseren plads til at komme indenfor.
Når det er sagt – og der kunne siges meget mere – vil jeg slutte med at anbefale Ølholms bog til alle mine mednørder. Ikke som en opskrift på hvordan lyrikken skal læses, men som et glimrende oplæg til en diskussion om, hvad den postmoderne lyrik er for en fætter.

*Marianne Ølholm: Postmoderne lyrik. 156 sider, 120 kr. Dansklærerforeningens Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her