Læsetid: 3 min.

Når gåder bygges

Christiane Melchiors’ stillads, indhyllet i netstof, sender dundrende bankelyde i hovedet på gæsten
22. august 2001

Udstilling
Christine Melchiors (f. 1963) udstilling i Overgadens stueetage synes at forsvinde fra betragteren. Hvor er værkerne? Et stillads, indhyllet i hvidt netstof blokerer vejen til det bageste rum, hvorfra der udgår infernalske hamre- og bankelyde. Vinduerne ud til kanalen er dækket af en klæbende, hvid membram. Hvad foregår der her? Efter et stykke tid går det op for publikum, at vi står midt i værket, der hedder »under opbygning...« Christine Melchiors æstetiserer med sit prosaiske værk arkitekturen og byrummet. Hun kommenterer direkte det faktum, at vi overalt i byrummet konfronteres med, at noget er under opbygning, noget knopskyder sig under det hvide netstof, at byen er en forandringsmaskine, der er i konstant bevægelse, og at husfacader er som ansigter, der sminkes og undergår en karnevalistisk transformation. Efter halve års sliben, banken, skiften vinduer og malen fremstår husene som nye, dvs. som de så ud for godt 100 år siden, da de føjede sig til som brikker i en gade og dannede nye bydele.
Stilladser på den ene side skjuler og på den anden side forskubber en husfacade. Tegn og hemmelige gerninger finder sted under det hvide netstof, der skal forhindre at forbipasserende får stilladsarbejdere eller byggematerialer i hovedet. Stilladser står i foreløbighedens tegn; de er gådefulde, svangre med forvandlinger og fungerer som transistorer for det nye. Det er et både tankevækkende og anderledes værk-koncept, som Christine Melchiors her udfolder. Det indgår i hendes projekter med det urbane rum og kosmetikken, hvor hun afsøger kosmetikken som en slags beskyttelse, et foreløbighedens rum, der opbygges omkring personen. Melchiors er uddannet på Ecole des beaux Arts i Grenoble og på Det kgl. Danske Kunstakademi.
Fartstriber
På Overgadens førstesal er to kunstnere repræsenteret. Dels Grete Dalum-Tilds
(f. 1965), hvis underskønne fotografier »Poety in Motion« , taget omkring slusen og Sjællandsbroen ved Sydhavnen i København, lader verden passere forbi, så den fremstår gådefuldt sløret, og dels Petri Raappana (f. 1966), der til udstillingen har produceret et computer-lydværk. Dalum-Tilds har brugt lang lukketid på kameraet, hvilket giver en fornemmelse af bevægelse. Flere af fotografiernemimer kendt malerkunst. Således genser man for sit indre blik Hammershøis Gentofte sø med trærækken, der tegner horisontlinjen, men generelt er der tale om en nærmest romantisk besværgelse, hvor man kan indsætte personer med følelser for hinanden på de tomme pladser på dækket eller kajen. Billederne forlenes med drømmens uvirkelighed, de er lige ved at forsvinde, eller næsten ved at dukke frem af intet. Smukt og poetisk.
Hos Raappana, der arbejder med kendte, anonyme ikoner fra statistikker, tabeller og bykort, som man kan klikke sig rundt i, inddrages betragteren aktivt. Den ene del af værket er en projektion, den anden del annammes som lyd via hovedtelefoner. Værket viser, hvordan information hele tiden knopskyder sig, men at man ingen vegne kommer. Der er intet clue, man arbejder sig henimod. Det er en metafor for, at erkendelsesværdien på nettet kan ligge på et meget lille sted. Men oplevesesværdien i Raappanas værk ligger desværre også på et meget lille sted, synes jeg. Denne form for teknisk komplekse værker egner sig sjældent til at blive eksponeret i et kunstrum. De har ofte for lidt krop og er for magre erkendelsesmæssigt.

*Christine Melchiors, Grete Dalum-Tilds og Petri Raappana. Overgaden, Kulturministeriets Udstillingshus for Nutidig Kunst. Overgaden neden Vandet 17, Kbh. Ti.-sø. 12-17. Til 2. sep.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her