Læsetid: 4 min.

Når mere vil have mere

Weekendens Suså-festival holdt det høje niveau i præsentationen af nye danske kompositioner
28. august 2001

Festival
Dansk kulturliv har desværre ikke Lerchenborg Musikdage, som ny musik-interesserede vil huske som en festival med atmosfære, lokal hjertevarme, god musik spillet i smukke naturomgivelser. På niende år har vi Suså-festivalen, der har nogle af de samme kvaliteter, med koncertsal beliggende ved Susåens bredder i Skelby: Et vidunderligt sted som var det sirligt klippet ud af et guldaldermaleri.
Forskellen på Lerchenborg Musikdage og Suså-festivalen er repertoiret. Førstnævnte ønskede at spejle den danske musik i den internationale musik, sidstnævnte er en ren dansk festival. Med alt hvad dette indebærer af koncentreret Ny Dansk positivt set, manglende udblik negativt set.
Det gode ved hele måden Suså-festivalen er organiseret på er, at arrangøren kender logistiske og økonomiske begrænsninger og opererer inden for overskuelige rammer. Derved udfylder Suså-festivalen smukt sin rolle som en lille, velgennemtænkt festival, der præsenterer ny dansk kompositionsmusik.
I tillæg til koncerterne samarbejder Suså-festivalen med uddannelsesinstitutioner om at formidle musikken, og elever kommer til arrangementerne og trækker velgørende ned på alderskvotienten. Endelig havde festivalen i år ekstrabonus til publikum: Et møde med komponisten Per Nørgård, der fortalte om sin musik. Alt i alt tiltag, der gør det spændende at være gæst ved Suså-festivalen.

Til hovedet og foden
Ved lørdagens koncerter, som Deres udsendte havde mulighed for at overvære, var Duodenum med saxofonisten Jeannette Balland og slagstøjsspilleren Christian Utke den største performer-oplevelse.
Duodenum åbnede Suså-festivalen med Jesper Hendzes Inaudible Choirs. Det er et stykke som begynder enstemmigt, men hurtigt spreder sig ud melodisk, rytmisk og klangligt. Værket er underholdende i den bedste betydning af ordet. Simpelthen god at lytte til, man har lyst til at høre stykket igen. Værket har en overflade af imødekommende rytmiske og tekniske raffinementer, og man fornemmer, at der ligger strukturelle udfordringer i underliggende lag, som ligger og venter på den, der skulle have lyst til dybdeboringer i Hendzes værk.
De to musikere leverede en smuk, spændstig, næsten viril opførelse af Hendzes musik, som De med fordel kan holde øje og øre med.
Fra Hendze til Ivar Frounberg er der langt, æstetisk set. Man fornemmer som lytter, at Frounberg arbejder med strukturen, hvor Hendze bruger den som skellet for udtryk og emotionelle udladninger.
I værket 5 essays over tid ønsker Frounberg at udfolde tiden meningsfuldt, hedder det i en programnote. Et spændende projekt, som man må holde af oppe i hovedet, hvorimod fødderne under lytningen forholder sig helt og aldeles roligt. De er nærmest døde, ligger helt livløse hen og venter på bedre tider.

Spændingsladet musik
Ensemble Couleurs hørte jeg for første gang ved Suså-festivalen. Det er min kollega på dagbladet Børsen, musikanmelderen Ulrik Cold, der stadig er koncertsanger. Ved sin side havde han Birgit Colding-Jørgensen, der også har været med i mange år. Lidt sært var det at opleve disse lidt alderstegne stemmer, der dog især for Colding-Jørgensens vedkommende stadig havde et fint stemmepotentiale at udtrykke sig gennem.
Man uropførte Per Nørgårds Drømmeduo, som ud over de to sangere er skrevet for klaver (Mogens Edsen) og accordeon (Morten Rossen). Colding-Jørgensen er i Nørgård-sammenhæng en historisk figur, idet hun var en af de første, om ikke dén første, der fortolkede komponistens tidligste forsøg med toneserier, der siden blev videreudviklet til komplekse bygningsværker med uendelighedsformationer.
Jeg har altid beundret Colding-Jørgensens varme altstemme, og den klinger stadig fra den samme kilde, der giver livgivende lyde. Ensemblet nyder godt af accordeonisten Morten Rossen, der er en fremragende musiker med overskud teknisk såvel som kunstnerisk.
Drømmeduo er, som altid hos Nørgård, forbundet med flertydighed og en slags poler, der sat i mental bevægelse udgør et spændingsmoment. Komponisten har selv kaldt det interferens, denne vibrerende, sansemættede tilstand, hvor former og figurer er udspændt mellem yderområders endestationer.

Bredt spektrum
Ud over musikken af Per Nørgård var det især værker af Juliana Hodkinson, Svend Hvidtfelt Nielsen, Michael Nyvang, Hans-Henrik Nordstrøm og Jexper Holmen som gjorde et indtryk. Sidstnævnte næsten i negativ forstand, for jeg var bange for at mine og min ledsagers ører tog skade at de høje skingre indsatser i hele ensemblet (Ensemble 2000). Når og hvis ørets funktioner bliver nedsat som følge af ekstrem lydpåvirkning, er der i og for sig ikke noget i vejen for at mene, at komponisten nærmer sig en interessant grænse: Den grænse, der får publikum til at overveje at lade blikket indfange nærmeste flugtvej ud af lokalet.
Suså-festivalen 2001 blev gennemført med musikalsk overskud og fremført af nogle af de bedste musikere. Det musikalske spektrum var interessant: Fra Nyvangs raffinerede klange med tråde til den franske spektralskole, over Nordstrøms og Sunleif Rasmussens naturinspirerede klange, til Hodkinsons ekstreme lydhørhed over for særegen instrumentation. Jo, der var noget af komme efter ved dette års Suså-festival. Og så er søndagens koncerter slet ikke nævnt i denne sammenhæng.
Mere vil have mere: Kunne Suså-festivalen præsentere én, ukendt udenlandsk komponist og dermed åbne vores ører for spændende sager fra den store verden, ja så ville der være ekstra god grund til gæste festivalen næste år.

*Suså-festivalen 2001. Kunstneriske ledere: Hans-Henrik Nordstrøm og Erik Højsgaard. Koncerter med mere den 25. og 26. august på Susåskolen i Skelby. www.susaafestival.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu