Læsetid: 3 min.

Når Øst og Vest mødes

Med bogen ’Sceneskift. Det 20. århundredes teater i Europa’ siger teatervidenskaben farvel og tak til professor Kela Kvam med stimulerende bidrag om ideernes grøde i et langt århundrede
1. august 2001

Ny bog
Teaterhistorisk forskning er det danske bogmarked ikke oversvømmet af – ofte bliver det blot til letbenede og hurtigtredigerede levnedsskildringer af folkekære skuespillere.
Men nu har professor Kela Kvams afgang, efter mere end 25 års professor-virke ved Teatervidenskab på Københavns Universitet, givet anledning til udsendelsen af et gedigent festskrift med mange læseværdige artikler.
Emnefeltet er det 20. århundredes teater, i Danmark som i Europa, med interessant strejflys over den orientalske indflydelse på scenekunsten her.
Som bekendt vil verden bedrages, og det blev den af den ‘kejserligt japanske danserinde’ Hanako. Som Alette Scavenius morsomt beretter, gjorde denne amatørskuespillerinde, der ingen tilknytning havde til noget kejserligt ensemble, sin debut i Danmark.

Japonisme i København
Hanako hed i virkeligheden Ota Hisa, og var født i 1868. Som så mange andre småpiger blev hun grundigt trænet i dans og musik fra sit femte år, og geisha, da familiens formue forsvandt. Hun blev løskøbt af en ældre mand, som hun var ulykkelig med og gift med en pantelåner, der pludselig en dag var forsvundet. Ved et tilfælde hørte hun om et engagement i København, hvor japonismen blomstrede og arrangørerne af en japansk udstilling ønskede nogle eksotisk indslag.
Hun optrådte som medlem af ‘Japanesertruppen Akimotos’ med ‘en Række dristigt-elegante Behændighedstricks’ og brugte fortjenesten fra Danmark til at købe sig ind i en restaurant i Antwerpen.
Teatret havde dog bidt hende, og ‘Hanako’ optrådte med stort held rundt omkring i Europa med et drabeligt stykke om to samuraier, der efter en voldsom sværdkamp begår seppuku. Som protegé af den moderne danserinde Loie Fuller vendte hun i 1905 tilbage til København, hvor hun i Casino opførte sit glansnummer ‘Geishaens Hævn’ foruden ‘Hara-kiri’, mens Loie Fuller optrådte i Cirkus Varieté, samtidig med en filmfremførelse i Thaumatograph Theater af hendes serpentinedans. Jo, man var med på moden, dengang.
Året efter havde Hanako den lykke, at Rodin så hende i Marseille og i sin begejstring modellerede over 40 forskellige portrætter af hende. De to fik hun med tilbage til Japan, hvor hun døde i 1945.

Brecht på Fyn
Det var som regel på de europæiske modtageres præmisser den orientalske teaterverden kom til at inspirere kunstnerne, hvilket Janne Risum dokumenterer i en interessant artikel i festskriftet om ‘Brechts ‘kinesiske’ Verfremdung’. Hun viser, hvor spinkelt et grundlag, Brecht havde for at inddrage den kinesiske teaterpraksis i sine egne teorier om det episke teater. Meget var lånt hos den russiske mesterinstruktør Vsevolod Mejerkhold, mens Brecht i 1930 gik i stå i sit forsøg på at konstruere et mere solidt fundament til det episke teater ved at inddrage japanske skuespillerkonventioner og -teknikker.
Janne Risum trækker også, som store dele af den senere forskning, Margarete Steffin frem som medforfatter til Brechts teaterskrifter. Fra 1933 var Brecht under det fynske stråtag, og her blev der arbejdet på at sætte skik på teaterteorierne. Sammen med Steffin så Brecht i 1935 den berømteste kinesiske skuespiller (med kvinderollerne som sit fag) Mei Lanfang og hans Pekingopera-trup i Moskva, og som Risum i tråd med den post-kolonialistiske synsvinkel skriver, spejlede de ‘Brechts episke teaterstrategi i Meitruppens skuespilkunst’.
I august 1936 kom Walter Benjamin til Svendborg, og en måned senere afsluttede Brecht og Steffin revisionen af deres opsats om den kinesiske skuespilkunst. Der ligger en ikke-eksplicit polemik med Benjamin i deres fremhæven af teatret som en bydende nødvendig kunst for den moderne videnskabelige tidsalder, og ‘som en kanin trukket op af en hat lancerer Brecht sit nye begreb Verfremdungseffekt.’ Om noget skulle det dominere verdens scener i 1960’erne!

Trediverne og tresserne
Denne periode, som Information just har været nede og hilse på, mindes med artikler af Michael Eigtved om den kritiske danske musikdramatik og Stig Jarls erindringer om den franske kunstner Robert Fillious ‘præ-Fluxus’ forestillinger på Riddersalen i 1961. Poi-poi, sådan hed Fillious altsamlende kunstform. Bent Holm fremdrager den italienske mesterinstruktør Giorgio Strehler, mens Ewa Walczak-Andersen fabulerer over en anden af de store afdøde, Tadeusz Kantor. De ‘røde’ danske teatereksperimenter i 1930’erne er temaet for Lisbet Jørgensens opsats om agitprop-truppen R.T.s deltagelse i den internationale revolutionære teaterolympiade i Moskva i 1933 (en alvorlig teatersport!), mens Elisabeth Frey Harne skriver om nazisternes kulturpolitik over for scenekunsten.
Et særegent poetisk bidrag er Ulla Ryums ’Isbjørnen og gråbjørnens dans’, hvor hun søger tilbage til arktiske kilder for at finde ind til teatrets kerne. Sceneskift spænder vidt i tid og rum (bogen når helt frem til Robert Wilsons Woyzeck) og kan ved sine projektørlys på den nærmere og lidt fjernere fortid give mange impulser til nutidens teatergængere.

Sceneskift. Redigeret af Alette Scavenius og Stig Jarl. Forlaget Multivers. 303 s. ill. indb. Pris 248.-

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her