NATO på nye eventyr

FØRST BOSNIEN, så Kosovo – nu Makedonien. For tredje gang inden for seks år sender NATO styrker til Balkan for at give de stridende parter en chance for at lade være at slås.
Sporene fra de to første engagementer, hvor NATO er blevet hængende med ialt 60.000 mand – 40.000 i Kosovo, 20.000 i Bosnien – skræmmer. Så i tilfældet Makedonien har NATO-generalsekretæren, George Robertson, på det nærmeste udstyret hver enkelt soldat med en returbillet med udløbsdato om 30 dage.
I Makedonien skal NATO-styrken på kun 3.500 mand under ledelse af den danske general Gunnar Lange ikke ind og fysisk overvåge – eller skabe – en fred, som ikke eksisterer. Eneste opgave er at indsamle og destruere de våben, som den albanske oprørsbevægelse UCK finder for godt at udlevere. Og så ellers med sin blotte tilstedeværelse overbevise Makedoniens slaviske og albanske befolkninger om, at NATO bekymrer sig om dem.
NATO-planlæggernes ønskescenario ser således ud: De makedonske og albanske ledere er, trods alle retoriske udfald, i virkeligheden interesseret i fred som den eneste vej til integration i Europa, økonomisk udvikling og alt det der. Men de tør ikke sige det højt til egne, krigsophidsede befolkninger, oven i købet kort før valget til januar næste år. NATO’s tilstedeværelse giver mulighed for at præsentere den indgåede fredsplan som noget uundgåeligt, påtvunget dem af stærkere magter.
De albanske UCK’ere vil selvfølgelig ikke aflevere alle deres våben – men tilstrækkeligt til, at modparten ikke synligt bliver taget ved næsen.
Og det makedonske parlament – domineret af de slaviske makedonere – vil kvittere ved at vedtage forfatningsændringer, der giver det albanske mindretal, ca. en tredjedel af befolkningen, større rettigheder. Øget brug af det albanske sprog i administration og i undervisning, flere albanere i politistyrken, større selvbestemmelse i albanske kommuner – den slags ting.
Det vil ske modstræbende, med alle tænkelige bureaukratiske forviklinger og med sporadiske brud på våbenhvilen. Men det vil ske.
Og med processen sat på skinner pakker the boys vadsækken og drager hjemad om en måneds tid. Nogenlunde sådan forestiller NATO sig, at det vil gå.

AFSENDELSEN af NATO-styrker foregår da også denne gang under langt mindre diskussion end før engagementet i Bosnien og Kosovo – med den interventions-følsomme tyske Bundestag som undtagelse.
Der findes selvfølgelig krakilere, der fastholder, at fredsbevarelse er noget, FN bør tage sig af – ikke den vestlige forsvarsalliance.
Til det er der at sige, at FN’s Sikkerhedsråd selv skød sig i foden, da man i 1999 var nødt til at afslutte FN’s fredsbevarende operation i Makedonien – det hidtil eneste eksempel på en succesrig, præventiv mission på Balkan – på grund af et kinesisk veto. Kina var vred over, at regeringen i Skopje, amatører i storpolitik som de jo var, formastede sig til at indgå diplomatiske forbindelser med Taiwan som modydelse for taiwanesiske investeringer (som i øvrigt aldrig kom). So much for FN’s handlekraft.
Diskussionen forud for NATO’s engagement i Kosovo – hvor man indiskutabelt overskred den traditionelle fortolkning af folkeretten ved at intervenere i et suverænt lands indre anliggender – gentager sig heller ikke nu. Alene af den grund, at NATO-styrken er inviteret af Makedoniens lovlige myndigheder.

NÅR DER ALLIGEVEL er grund til at diskutere NATO’s tredje Balkan-engagement, skyldes det en nagende tvivl hos Balkan-kendere og militæreksperter om, hvorvidt NATO’s forudsætninger nu holder.
Når ekstremister – af endnu ukendt oprindelse – sætter sig for at sprænge en ortodoks klosterkirke fra det 14. århundrede i luften, som det skete i forgårs, har vi at gøre med en provokation, der rammer den makedonske folkesjæls blottede nervetråde. Med kun ét tænkeligt formål: At gøre forsoning umulig.
Alle mulige farer kan underminere fredsaftalen. UCK kan aflevere (nogle af) våbnene, mens en såkaldt udbrydergruppe, ANA, fortsætter kampen – efter et mønster, der kendes fra Nordirland. Makedonske nationalister kan trække parlamentets godkendelse af fredsaftalens bestemmelser i langdrag – for derefter at slå hårdt ned på de tilbageværende, delvist afvæbnede oprørere, når NATO er rejst hjem. Myndighederne kan fortolke løftet om amnesti til UCK-folkene meget snævert. Et cetera.
Et af de helt åbne spørgsmål er, hvad der vil ske, når de makedonske myndigheder forsøger at genetablere kontrollen med de områder, der nu holdes af UCK? Fredsaftalen giver ingen vejledning her.
NATO gør ret i at indlede sin mission i Makedonien – det er eneste mulighed for fred, ganske enkelt. 3.500 mand er også tilstrækkeligt – til en begyndelse. Men NATO bør ikke lade sig narre af sin egen retorik og tro, at missionen er overstået om 30 dage. Alliancen må – hvis man nærer et seriøst ønske om at hindre Makedoniens voldelige opløsning – forberede sig på en egentlig fredsbevarende operation. Det vil kræve flere folk. Med åben returbillet.