Elektron-festival
Fester i den åbne natur er uløseligt forbundet med techno, hvad enten det er på Ibiza, Goa eller som ved rave-festernes begyndelse på en eller anden besat mark i Sydengland. I Frankrig har traditionen blomstret kraftigt de sidste par år og de politiske konsekvenser har være nogenlunde de samme som i halvfemsernes England, nemlig forbud efterfulgt af talstærke demonstrationer. Debatten går på, at hvis man forbyder folk at nedtrampe en tilfældig mark, ja, så forbyder man simpelthen ungdommen i at have kultur.
På Stevns Klint har Camp Electric fået kommunen og amtets officielle opbakning til en fire dages festival. Naboerne fik tilbudt gratis kroferie og selv Naturfredningsstyrelsen har givet sin velsignelse. Der er altså ikke meget oprør, endsige kriminalitet, tilbage i techno-miljøet som det blev præsenteret af Camp Electric i sidste weekend.
Hvis man lyttede til den aktuelle debat på området skulle man tro, at en sådan accept fra den brede offentlighed automatisk ville være lig med kommercialisering og forfladigelse.
Kærligheden til musik
Men Camp Electric er ikke Love Parade. Strengt taget er Camp Electric heller ikke en techno-festival, men en festival for elektronisk musik i bredere forstand. Her er ikke, som technoens dårlige image vil lade det, meterhøje bannerannoncer og tusindvis af selvbrunede forstadsteenagere der propper piller i munden og svinger rundt med brede bukseben med refleksbånd.
Festivalen er tydeligvis ikke styret af kommercielle interesser. Dertil er fraværet af store navne og store firmaer for påfaldende. Ifølge en af hovedarrangørerne, Larry, er musikken til Camp Electric valgt ud fra det simple princip »vi booker alt det, vi bedst kan lide!« Det mærkes.
Camp Electric fungerer fordi engagementet og kærligheden til musikken fra arrangørernes side trænger igennem. Hvis en sådan idealisme er til stede, hvorfor skulle skiftet fra veldefineret mod-kultur til vidt forgrenet med-kultur gøre musikken mindre væsentlig? Hvor bredt den elektroniske scene favner afspejler sig ikke bare i programmet, men også i publikum: Her er en hel del dreadlocks-flippere med alskens natur-tingel-tangel hængende fra deres løse spraglede tøj, men også diskoteksdrenge med gel i håret og vandflaske i hånden. Her er alle mulige måder for koncentreret flippethed, pang-farver, festival-bumser og trænede ravere der ser ud til at leve for at danse. Langt størstedelen ser dog ud til at være kommet af samme grund som jeg selv: Ikke fordi de tilhører en nøje specificeret subkultur, men af lyst til at opsøge ny musik i de former den nu måtte komme.
Psykedelisk lys
Camp Electric har indrettet sig i et forladt kalkbrud. Omgivelserne er optimale til formålet. Kalkbruddet danner et hul i jorden der logisk afgrænser festivalområdet og giver plads til at campere på toppen med udsigt til festivalen på den ene side og havet til den anden. Det er på en gang storslået natur, men samtidig er det også smadret natur. Jorden er flået op af maskiner og festen foregår fortrinsvis i forladte lagerbygninger der danner imposante rammer for den hårde musik. Særligt det forhenværende kalklager, nu The Pyramid, er imponerende: Et kolossalt, cirkelformet rum med plads til 2.500 mennesker under de rå tagplader der starter ved jorden og skræver ind mod et højt punkt i loftet som en gigantisk tipi.
Ved den såkaldte Amphiteater-scene oplyses de tusindårige lag i kalkgrunden af et psykedelisk lysshow. Filosofisk pludder om belyste grænseflader mellem maskine, menneske, naturen og historien falder lige for. Ståltråd omviklet med plasticfolie stikker ud af kalk-væggen som store lysende krystal-fallosser. Her er musikken, som når techno er værst: Trance-hoveder med dread-locks og goa-outfit knalder ud til et monotont beat, der har stået i stampe i ti år og ikke ser ud til at ville ændre retning.
Derimod formåede Bjørn Svins arytmiske amokløb både at være ekstremt fjollede og bankende hårde, ligesom bandet Out of Phase leverede spændende fusioner af forskellige stilarter.
Lørdag spillede Blue Foundation melankolsk jazzet trip-hop, og om dagen kunne man sidde i hjemmelavede sofaer og slikke solskin ved chill-out scenen til bløde toner fra den danske dj-elite som Krede fra DRs Det Store Mix og 360°
alias Morten Remmer.
Her var der ikke så meget bomf bomf bomf bomf bomf bomf bomf bomf, men en masse lækkert blip doing shakalak ding ahh schuuu bom whih krrr.
Den aften spiste jeg primus-spaghetti med otte mennesker jeg aldrig har spist middag med før, så masser af stjerneskud og dansede drumn-bass til det sortnede.
Tager vådt tøj på og sætter mig ned til Mixmaster Morris der spiller på chill-out scenen. De fleste gæster ser ud til aldrig at være gået i seng. Jeg ser en fyr med flettet fipskæg der danser rundt i en sovepose med ærmer. Jeg opdager, at hvis piger tager skibukser på som almindelige bukser falder stropperne nydeligt aftegnende formerne omkring numsen. Chill-out scenen har kørt non-stop siden i fredags. Jeg fryser og døser hen.
Music music music.
Non stop non stop non stop.
*Caspar Haarløw er freelance-skribent
